Originaltitel: The Old Man & The Gun. Instruktør: David Lowery. År: 2018. Genre: Drama/Komedie. Kan streames på Filmstriben.dk
Hvem har sagt at en bankrøver ikke kan være venlig? Behøver et røveri at være en voldsom traumatiserende oplevelse?
Ikke hvis de bliver røvet af veteranen Forrest Tucker. Han er, næsten, hyggelig og charmerende, at blive frarøvet sine penge af.
Han fortæller måske bankassistenten han røver, at det er et dejligt vejr og at hun gør et godt stykke arbejde.
Sådan en bankrøver der ligefrem er en gentleman…
Robert Redford skinner, som var han lavet af guld, angiveligt, i hans angiveligt sidste spillefilm som skuespiller. Manden der fik sit store gemmembrud i den bundcharmenede western “Butch Cassidy And The Sundance Kid” fra 1969, er bestemt ikke faldet af på den når det drejer sig om lune, nærvær og charme.
Manden bag filmen, David Lowery, instruerede også Robert Redford, i hans forrige film “Peter og Dragen” (2016). Filmen er løst baseret på fortællingerne om den virkelige bankrøver Forrest Tuckers beretninger. Om en mand der havde hjertet på rette sted. Også selvom han var kriminel.
Hjertet banker nemlig ikke kun for at frarøve bankerne deres penge. Det begynder også at banke for kvinden han tilfældigt møde på sin vej, Jewel (Sissy Spasek). Derefter slår det knister mellem de to ældre turteldurer, så man næsten får helt røde kinder.
Kort sagt, så er de to veteraner bundhamrende charmerende og skide søde at se på og det hele føles rart i deres selskab. De er simpelthen ikke til at stå for.
Man bliver som tilskuer i tvivl om hun er den der kan holde på ham. Om hun er kvinden der kan få ham til at “falde til ro” og stoppe ham fra at røve flere banker.
Imens Tucker røver banker og flirter med Jewel, følger vi politibetjenten John Hunt (Casey Affleck) som har alderskrise over at have rundet de 40 år. Han ender med at være manden der efterforsker Lowery og hans bande og som gør hvad han kan for at fange dem.
En fortælling som denne, kunne i en anden instruktørs hænder, være endt som en katten-efter-musen-thriller. En film som havde travlt.
Det er “Den Sidste Gentleman” ikke. Og heldigvis for det da.
Det er nemlig ro, nærvær og tid til fordybelse i Robert Redfords sidste spillefilm, og vi får som publikum tid til at komme tæt på karaktererne. Vi mærker frustrationerne og tvivlen fra Hunts side (alderskrise, men også om han overhovedet kan fange Tucker). Samtidig fr vi tid til at fordybe os i hovedperson og prøve at blive klogere på hvorfor han i hans 70’ere stadig røver banker. Og hvorfor han konstant slipper afsted med det.
Danny Glover og Tom Waits har også små, men ikke ubetydelige biroller i filmen. De er lige ved at stjæle billedet som Tuckers karismatiske bankrøver-sidekicks. Men også kun næsten. Redfords Tucker er nemlig filmens helt store charmebasse og er den helt, store, funklende stjerne.
Filmens varighed på halvanden time er perfekt og selvom vi ikke står tilbage med en genistreg af de store, kan Redford roligt gå på pension efter denne film. “Den Sidste Gentleman” er nemlig en særdeles velspillet, hyggelig, nærværende og charmende kupfilm.
Hvor tit kan man sige man lige har set en hyggelig bankrøverfilm?