Dear Zachary: A Letter To A Son About His Father

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Dear Zachary: A Letter To A Son About His Father
Instruktør: Kurt Kuenne
År: 2008
Genre: Dokumentar/Thriller

En film, der viser det værste og det bedste i mennesket.
Og en film, der viser hvor vigtigt et velfungerende retssystem er.

Kurt Kuenne’s dokumentarfilm er vidt og bredt anerkendt som et mesterværk indenfor genren.

Hans ildhu og brændende ønske om at fortælle sin vens historie, bliver til en personlig rejse. En rejse der fører os seere til helvede og retur, og ender chokerende og uafrystelig.

“Hvis jeg bare er 1/10 så vellidt som Andrew, så er jeg godt stillet”

Andrew Bagby var et menneske, der var vellidt af alle.
En kærlig, hjælpsom og sjov mand, der altid var der for andre.
Han var læge på et hospital, hvor han mødte han den noget ældre Shirley Turner.
En kvinde med et forstyrret forhold til mænd, og en kvinde alle og enhver tæt på David instinktivt ikke brød sig om.
Hun var skingrende vanvittig og dybt upassende i alt hun foretog sig.
Andrew gik inden længe fra hende, og blev kort derefter fundet dræbt med fem skud i hovedet kroppen.
ALT pegede på Shirley som gerningskvinden – ALT.
Tre måneder efter Andrew’s død annoncerede Shirley, at hun var gravid…. med Andrew’s barn…


Andrew’s forældre, David og Kathleen Bagby fortæller åbent om deres indestængte had til Shirley Turner, deres søns morder.
En kvinde der fik polititilhold til hele elleve mennesker, efter systematisk og grov chikane. Hun havde før stræbt en ekskæreste efter livet, og ved mere end én lejlighed prøvet at tage livet af sig selv for at straffe mennesker omkring hende.
En kvinde de pludselig var tvunget til at hjælpe og samarbejde med, uanset hvor urimelig og ubehagelig hun var.
Der er flere tidspunkter i interviewene med de to sympatiske, kærlige og altopofrende bedsteforældre, hvor de ikke kan holde stemmen i ro, og enten bryder sammen, eller kommer med eder og forbandelser over Shirley Turner. Kvinden som alle, ved har slået Andrew Bagby ihjel. Inklusiv et retssystem, der desværre bare er så rigidt og hullet, at hun alligevel går fri.

De ser sig nødsaget til at flytte til Canada for at være tæt på deres barnebarn, Zachary. Shirley er flyttet til sit hjemland efter at været blevet løsladt imod kaution. En kaution og en sag, der er sovset ind i fejl og sjusk.
Psykologer og forskellige folk i retsvæsnet er blevet manipuleret af Shirley, og har ikke vist sig deres job værdigt. Det handler om inkompetence og meget lemfældig omgang med alt fra beviser til personlig interesse.

“Jeg skulle have sneget mig ud en nat, og skudt den fucking møgkælling! Så kunne hun i det mindste ikke opfostre Zachary, og ødelægge ham. Kathleen ville formentlig blive tilkendt rollen som værge, for hun ville med sikkerhed intet have vist om min handling. Hun ville jo have sovet tungt.”

Filmen er som de fleste True-Crime film og serier, rigtig barsk at komme igennem. Det er hårdt at se uretfærdighed og menneskelig ondskab på denne måde, så ligefrem og åbenlys.
Dear Zachery stikker dog kniven dybt i fans af True-Crime genren, og når efter min mening flere niveauer ned:
Bedst som jeg troede det ikke kunne blive mere hjerteskærende, så tog filmen et twist, der sendte mig totalt i dørken.
Jeg havde måske nok et eller andet sted set det komme, men virkelig håbet at vi blev skånet!
Jeg sad filmen igennem og rasede ud, sideløbende med David og Kat.
Personligt er jeg ikke videre stolt af mine tanker under filmen, som ikke ligefrem kan beskrives som sympatiske, omend de for de fleste mennesker nok er forståelige.

Et eksempel:
I en af filmens mest tilfredsstillende, men også isnende ubehagelige scener sidder David og Kat på gulvet sammen med Zachary og Shirley i en af deres pinagtige samværdssekvenser.

Zachary øver sig i at gå fra farmor til mor, og søger konsekvent hele tiden sin farmor på bekostning af sin mor. Han vil ikke over til hende. Hvorfor kan vi jo ikke præcist vide, og det gør det ekstra ubehageligt. Det er til gengæld en fryd, at se skuffelsen, smerten og afmagten i Shirley’s øjne. Hun prøver at slå det hen med latter, men hun narrer ingen. Hun er kørt ud på et sidespor, og det har hun i al beskedenhed rigtig, rigtig godt af!

“Jeg har en god ide: 
Jeg rejser tilbage i tiden, og forhindrer dig i at dø”

Dear Zachary: A Letter To A Son About His Father er en meget voldsom og barsk oplevelse. Den går ikke stille frem, men træder derimod der, hvor det gør rigtig ondt. Den rammer de følelser der kan være så svære at håndtere. Personligt blev jeg meget overrasket og måske endda lidt skræmt over min egen reaktion. Filmen får de fleste følelser i spil, især de ubehagelige; dem vi ikke går og skilter med.

Men se den alligevel.
Den handler i ligeså høj grad om den kærlighed, der finder sted mellem mennesker, og om relationer og nærhed.
Det er en af de bedste film jeg til dato har set. Bl.a. fordi den får hele følelsesregistret i spil. Det er der få film, der kan.

En kærlig tanke herfra til lille Zachary, Andrew, David og Kathleen!

Dear Zachary: A Letter To A Son About His Father får 6/6 hamre:

🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.