Deadpool 2 anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Verdens mest vulgære og platte superhelte er tilbage i en efterfølger som leverer varen, men intet mere end det. Dog på en lårklaskende sjov og overraskende rørende måde. 

Deadpool 2 kan bl.a. streames via Blockbuster og Plejmo

I en tid hvor superhelte er så forbandede selvhøjtidelige at man skulle tro deres stramme underbukser havde kravlet helt op i røven på dem, er det befriende og lettende med en broget og bramfri karl som Deadpool. Hver gang der er ved at gå Speilberg-violin  og smertelig alvorlighed i den, så er den kække (anti)helt klar med en metajoke, som letter den dystre stemning.

For i Deadpools film er humoren den vigtigste drivkraft. Vi har muligvis en historie som både er spændende og til tider, rørende, men det er de mange jokes der er limen i selve dekorationen (kan man sige det?). Man kan nærmest sige at sjælen ligger i de sindsygt mange metajokes der bliver spyttet ud.

I “Deadpool” fra 2016 blev Wade (Deadpool), dødsdømt og behandlet for kræft, og hvor vanisering gjorde at han lignede en “avokado, der havde knaldet med en muggen avokado“. Han bekæmpede med sit alter ego, manden, der var skyld i hans transformation.

Film nr. 2 er lige så tempofyldt og stemningsrig som dens forgænger og med endnu en simpel historie: Hans udkårne og livs kærlighed fra 1’eren, Vanessa, (Morena Baccarin) bliver dræbt af håndlangere og Deadpool har intet at leve for. Men da skurken Cable (Josh Brolin) truer med at slå en ung mutant, Russell (Julian Dennison) ihjel, må Deadpool op på hesten igen og danne en X-force supergruppe som kan besejre Cable.

Når man læser dette højt, lyder det ikke på ingen måde sindsoprivende. Men lad mig igen understrege at filmens sjæl er humoren. Det er overdrevet langt-ude-jokes som bestemt ikke lægger fingrene imellem.  Og hvor herre på hest, hvor er det dog befriende!

Filmen er, ligesom 1’eren, kun tilladt for børn over 15 år. For volden er udpenslet og sproget er beskidt og grimt. Men det er så vanvittigt langt ud, så man ikke kan andet end at overgive sig og grine sin røv i laser, som undertegnede her gjorde i biffen.

Ryan Reynolds har simpelthen fundet sit livs rolle. Han shiner som Deadpool og man kan mærke hvordan han nyder rollen. Den er som skræddersyet til ham. Han går hele vejen med hans kiggen-i-kameraet og nærmest stopper filmen undervejs for at fortælle publikum sandheden på et metaplan. F.eks scenen da Cable siger: “Your time’s up, you dumb fuck”, hvor Dedapool svarer: Well, that’s just lazy writing”.

Vi er langt væk fra hans forglemmelige fesne roller i slatne film som “Blade: Trinity” (2004) “Green Lantern” (2011) og ikke mindst “X-men: Origins: Wolverine” (2009). Flere af disse titler tager Reynolds endda stygt pis på i den fabelagtige post-credit scene lidt efter filmen er slut (så bliv siddende i biografsædet!). Den seneste Wolverine-film fra sidste år, “Logan” (2017) får også en tur med på vejen i filmens start. Intet er for helligt til Deadpool. Og det er det der gør Deadpool(universet) så forbandet befriende!

Deadpool 1 var frisk og overraskede med sin kække tilgang til actionfilm med masser af metajokes. Det er 2’eren ikke. Den er bare mere af samme skuffe. Filmen er dog overraskende rørende til tider, og særligt en scene med Wade og hans udkårne i en slags drømmehallucination med Aha’s Take On Me som soundtrack, går lige til tårekanalerne. Men bare rolig, det bli’r aldrig for corny og cheasy. Det giver faktisk mening. Man er i så godt selskab med Deadpool, også i 2. omgang, så de 2 timer filmen varer, flyver djævelsk underholdende afsted.

Deadpool 2 får 4 ud af 6 hamre: 

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!