Hvorfor hylder vi dem og hvorfor skal de fremhæves på en liste?
En birolle står ofte i skyggen af en hovedrolle, og de får ikke altid den anerkendelse de fortjener.Det er i mange tilfælde synd og skam.
Der er så til gengæld også de biroller, der totalt stjæler billedet fra hovedrollen.Heath Leadger’ Joker fra Dark Knight, Philip Seymour Hoffmann’ skurk, Owen Davian i Mission Impossible 3, og Judith Anderson’ nederdrægtige husholderske Mrs. Danvers i Hitchcock’ mesterlige noir thriller, Rebecca. Disse tre roller får os nærmest til at glemme de andre karakterer i filmen, fordi de er SÅ markante og SÅ velspillede.
Hvad retfærdiggør en plads på denne liste?
Der er jo ikke nogen skuespillere, der kun har bi- eller hovedroller, så listen er for dem med en klar overvægt af markante biroller.
Der er biroller som er så stærke og vægtige, at de nærmest kunne gå for en hovedrolle.
Et godt eksempel herpå er Rooney Maras rolle i den fremragende Carol. Hun er jo i og for sig ligeså meget hovedrolle som Cate Blanchett, men bliver krediteret som birolle. Et andet eksempel har vi i Pulp Fiction, hvor John Travolta er krediteret som hovedrolle, og Samuel L. Jackson som birolle.
Så stor forskel på skærmtid er der altså ikke de to imellem.
Ift. hvordan de bliver krediteret, så spiller awardshows selvfølgelig også ind. Hvis man nu kan få to nomineringer i to forskellige kategorier, fremfor at have to fra samme film til at konkurrere om den samme pris, så er regnestykket nemt. Ihvertfald fra et forretningsmæssigt synspunkt – måske ikke helt fra et kunstnerisk.
Der er ligeledes biroller, som er meget små, men samtidig meget markante.
Gode eksempler herpå er Gary Oldman, Christopher Walken og James Gandolfini’ små, men virkelig stærke roller i True Romance. Alle tre roller, er nogle man husker, og som skuespillerne er kendt for.
Her har i de ti birolleskuespillere, som jeg bedst kan lide. Ti skuespillere jeg helst ser flankere en stærk hovedrolle, ti skuespillere, hvis navn på plakaten alene kan få mig til at se filmen.
Et andet fællestræk for de ti udvalgte, er at de også har gjort sig solidt bemærket i hovedrollekategorien. For nogles vedkommende ligger deres allerbedste rolle faktisk i den kategori, men det tager nu ikke noget fra deres birollepræstationer, slet ikke.
Here goes:
Morgan Freeman
Morgan Freeman bliver ikke hyldet nok for sine evner foran kameraet.
Jeg synes han alt for ofte bliver sat i bås som ham den godmodige, rolige mand. Manden med den ikoniske stemme. Manden der på film altid kommer med de filosofiske, faderlige råd, der sætter livet og vor eksistens i perspektiv.
Det er på sin vis fint nok, for han er perfekt i den rolle, men han er så meget mere end det.
Han kan kombinere det lommefilosofiske med det koldt beregnende. Hans hovedværk Seven, samt Glory og Gone Baby Gone, viser ham som både hyggelig, handlekraftig og som den glimrende dramaskuespiller han er.
Jeg kunne godt tænke mig at se ham som skurk i en film af en rigtig dygtig instruktør. Tror han ville være glimrende som en led og ubehagelig sadist i f.eks. en film af Tarantino eller PT. Anderson.
Det ville være en gedigen overraskelse, men en spændende én.
Forestil jer den genkendelige og behagelige stemme, imens karakteren knuser knæskallen på sit offer, og graver dets øjne ud med en ske… To sider af mennesket mødes lige der.
Jeg tror det ville fungere, og jeg håber han når at tilføje en sej skurkerolle til sit imponerende cv. inden han går på pension.
Jeg er blevet spurgt hvorfor hans rolle i Shawshank Redemption slet ikke er nævnt, men det er der en god grund til. Der er han nemlig krediteret som hovedrolle…
“David, if you kill him, he will win”.
– William Sommerset: Seven
Hovedværk: Seven
Runners up: Million Dollar Baby, Dark Knight-trilogien, Unforgiven, Glory
Bobby Cannavale
Bobby Cannavale putter altid nye ting på bordet.
Hans rolle som Gyp Rossetti i Boardwalk Empire står for mig som en af de allerbedste roller i en TV-serie overhovedet. Han er kun med i en enkelt sæson, men det er ham jeg husker bedst fra hele serien.
Han er bindegal, og helt uberegnelig.
Han minder mig om Robert De Niro. Han kan være virkelig ubehagelig og led, og han kan få mig til at grine uhæmmet. Hans vanvittigt irriterende, men godhjertede karakter i The Station Agent, samt søsterens klovn af en kæreste i Blue Jasmine er glimrende eksempler på dette.
Jeg kendte ham ikke rigtigt før Blue Jasmine og Boardwalk, men han er en skuespiller, hvis navn alene kan få mig til at se en film.
“Why don’t you go sit in the corner short pants”.
– Gyp Rossetti: Boardwalk Empire
Hovedværk: Boardwalk Empire
Runners up: OZ, The Station Agent, Blue Jasmine, The Irishman
Steve Buscemi
Uanset rollen, leverer Steve Buscemi aka. Mr. Pink altid fra øverste hylde. Han spiller så englene synger, og han formår samtidig at putte en hvis portion sort humor ind i de fleste af sine roller.
Han beviser i Boardwalk Empire, at han sagtens kan bære en hel TV-serie på sine skuldre, men det er i birollerne han er stærkest.
Hans lille, fine violin i Reservoir Dogs – der kun spiller for servitricerne – er legendarisk, hans introverte Donny fra Big Lebowski – ham der ikke ved en skid – er urkomisk.
Hans rolle i Fargo bør også have et par ord med på vejen, for her balancerer han imellem komik og alvor. Det er jo ikke en komedie, men et drama med små nedslag af komik og sort humor. Det er en skræddersyet rolle til Steve Buscemi, det er der han virkelig kan noget. Dybt seriøs med sjove streetsmarte replikker hist og her.
Han må være en drøm at have ombord på en produktion.
Han redder f.eks. lidt af æren for Michael Bay-makværket Armageddon…
“I don’t tip because society says I have to. All right, if someone deserves a tip, if they really put forth an effort, I’ll give them something a little something extra. But this tipping automatically, it’s for the birds. As far as I’m concerned, they’re just doing their job”.
– Mr. Pink: Reservoir Dogs
Hovedværk: Reservoir Dogs
Runners up: Fargo, Sopranos, Big Lebowski, Coffee And Cigarettes,
Woody Harrelson
Mundvige op.
Mundvige ned.
Woody kan ændre stemningen i en film totalt, bare ved denne lille ændring i mimikken.
Glad og goofy hyggeonkel, eller ubehagelig voldsparat galning.
Med sin drevne texanske accent og dejlige gavtyvesmil fanger han seeren. Han kan skabe nogle karakterer man som seer gerne vil følge, og han kan gøre alt spændende.
Han startede ud i den hedengangne Cheers (Sam’s Bar), men fik hurtigt gang i en mere seriøs karriere.
Woody er selvfølgelig meget andet end bare gode biroller hist og her.
The People vs. Larry Flynt, True Detective, og hans kunstneriske hovedværk, Natural Born Killers sætter en stor og fed streg under, hvor dygtig manden er til sit håndværk.
Han kan bære en film på sine skuldre, og han kan være et solidt underholdningsmoment ved siden af hovedrollen.
Han kan lidt af det hele.
“Hey.
I have an idea.
Let’s make the car a place of silent reflexion”.
– Marty Hart: True Detective
Hovedværk: Zombieland
Runners up: Three Billboards Outside Ebbing, Missouri, Out Of The Furnace, No Country For Old Men, Money Train
John C. Reilly
John C. Reilly er altid god.
Han har en varme over sig som skuespiller (og sikkert også som menneske?), der rammer seeren lige i solar plexus. Han rummer en sårbarhed, og en varme, men kan fra det ene øjeblik til det andet skifte til emsigt røvhul. Hans udseende, det der lidt goofy, men utroligt rare ansigt, og hans lidt kluntede statur gør ham ikke til en typisk førsteelsker. Det giver ham til gengæld meget troværdighed som den ordinære mand. Et menneske med fejl og mangler. Det er der han er allerbedst.
“When we were kids, Charlie killed our father… And I’m the older one. It should have been me.”
– Eli Sisters: Sisters Brothers
Hovedværk: The Sisters Brothers
Runners up: Stepbrothers, Magnolia, Carnage, Hard Eight, Boogie Nights
Philip Seymour Hoffmann
Uanset rollens størrelse og filmens kvalitet, så bringer PSH altid rendyrket kvalitet til lærredet!
Du husker altid hans rolle fra de film han medvirker i, og ofte føles de mere vægtige end selve hovedrollerne.
Han har vel sammenlagt to minutters skærmtid i Big Lebowski, men jeg husker hans rolle mindst ligeså godt som The Dude, Walther, Donnie, Jesus osv.
Der er et ord for en skuespiller, der kan dette: Fabelagtig!
Han kreerer sine karakterer som kun han kan, og i min optik kunne ingen andre spille disse karakterer med tilnærmelsesvis samme portion nerve og timing. Han er noget nær unik udi kunsten at skabe en karakter, og forme den efter sit eget hoved.
Han var i sandhed en fantastisk skuespiller!!
R.I.P.
“When we’re in love we experience pleasure, and extreme pain.”
– Lancaster Dodd: The Master
Hovedværk: The Master
Runners up: Boogie Nights, Big Lebowski, Mission Impossible 3
Willem Dafoe
Jeg har altid synes der var noget dragende over denne mand.
Jeg kan ikke rigtigt sætte en finger på hvad han gør, men han gør noget helt rigtigt.
Han kan være ultra feminin og brutalt maskulin, og han kan spille på begge sider samtidig – tjek bare hans rolle som Bobby Peru i Wild At Heart.
Jeg ser meget frem til at se The Lighthouse, som har fået markant positiv omtale, og virker som en perfekt rolle til Dafoe. Jeg har det nemlig sådan med ham , at når jeg ser ham på lærredet, så vil jeg have mere. Han suger min opmærksomhed til sig, og holder interessen intakt igennem selv den værste tørvetriller.
Det er f.eks. Willem Dafoe, der gør det muligt at klare to timer med evigt forfærdelige Tobey Maguire i Spiderman… Det kræver sin mand.
“Paul Smecker: What are you doing?
Hojo: I just wanted to cuddle.
Paul Smecker: Cuddle? What a fag”.
– Paul Smecker: Boondock Saints
Hovedværk: Boondock Saints
Runners up: Florida Project, Platoon, Wild At Heart, Spiderman
Tom Hardy
Han er manden, der egentlig kan det hele;
Følsom, psykotisk, actionpacked, cool, og sexet.
Ja okay, det er der mange der kan, men det er meget få, der kan bevare troværdigheden i hver en type rolle.
Manden kan kan på film tæve en mand ihjel, og han er stadig drønsexet, og lidt af en frækkert.
Han har det der glimt i øjet, som kun den kækkeste ræv i skoven kan mønstre.
Jeg gentager gerne mig selv; Mancrush lige dér… and I’m not ashamed to admit it.
Man kunne nemt typecaste en skuespiller som Tom Hardy, fordi han er så overbevisende som psykopat, voldspalle, og ja, bare generelt mennesker fra samfundets rendesten, men det vil være en fejl at sætte ham i bås, som en endimensionel skuespiller, for som sagt, så kan han det hele.
Bare se på flere af hans hovedroller.
Han kan sagtens bære en film alene.
Tjek film og serier, såsom Warrior (hans bedste rolle so far), Bronson, The Take, Locke, og Taboo ud, så burde du være overbevist.
Tom Hardy er iblandt de bedste skuespillere i en generation, der bl.a, tæller navne som Christian Bale, Joaquin Phoenix, Ben Foster, Michael Fassbender, Amy Adams, Casey Affleck, Michelle Williams, Michael Shannon og Ryan Gosling.
Han minder mig om Gary Oldman (hans eget helt store idol), når han giver los for galskaben i sine roller. Man ved aldrig rigtigt, hvor man har ham, og det er en kvalitet i sig selv.
Han er karismatisk som få, og giver altid filmen et ekstra lag, eller groft sagt, noget mere kvalitet.
Og lad os lige blive enige om at han skulle have haft den Oscar for sin rolle som den afstumpede John Fitzgerald i The Revenant.
“You came all this way just for your revenge, huh? Did you enjoy it, Glass?… ‘Cause there ain’t nothin’ gon’ bring your boy back.”
– John Fitzgerald: The Revenant
Hovedværk: The Revenant
Runners up: Peaky Blinders, The Dark Knight Rises, Inception, Dunkirk
James Gandolfini
Manden er mest kendt for Sopranos, og det er til at forstå.
Den var banebrydende på mange måder. Især portrættet af hovedkarakteren Tony Soprano, har sat standarden for seriekarakterer den dag idag.
Den flerdimensionelle karakter var ikke set i det omfang, og han har inspireret mange senere hen.
Kogt helt ned til benet, så betyder det groft sagt, at serieikoner såsom Walther White og Don Draper, ikke ville være blevet skrevet til så komplekse og – af mangel på et bedre ord – spændende karakterer, hvis det ikke havde været for Tony Soprano, og Gandolfini’s sublime spil.
Det var en helt ny måde at tænke og skabe karakterer på.
Lad dem stå for noget specifikt, men giv dem en hvis portion sårbarhed, og nogle skeletter i skabet, de ikke kan komme af med.
Det er forrygende. Af samme årsag er det med at være klar, når James Gandolfini dukker op i en film.
Der er altid noget på spil, og han leverer altid varen.
Han har en aura omkring sig, der fanger os seere, og fastholder os til det sidste. For mig er han en af de største og bedste.
R.I.P!
“Do you know what I’m gonna do? I’m going to take a nice big shit on his desk, just to let him know that I was here. Is that OK with you? “
– General George Miller: In The Loop
Hovedværk: Killing Them Softly
Runners up: True Romance, In The Loop, The Man Who Wasn’t There
Gary Oldman
Hvis du lige står og mangler en gut til at give den som wannabe latinogangster, smadre en skovl i fjæset på en torsk af en håndlanger, eller måske bare rydde op efter Batman, så er Gary Oldman et godt bud.
Han er faktisk et af de bedste bud du kan komme i nærheden af uanset, hvad du har i tankerne.
Han kan spille en gemen og modbydelig psykopat, og han kan spille en vaskeægte hyggeonkel.
Han er så dejligt uberegnelig.
Han har altid bevæget sig i udkanten af det store rampelys, og primært taget roller i mindre film, men han er de seneste år sprunget ud på den helt store scene.
Roller i bl.a. Nolan’ Batman trilogi, samt kæmperollerne i Dame, Konge, Es, Spion og Darkest Hour, vidner om en dygtig og højt respekteret skuespiller.
“I haven’t got time for this Mickey Mouse bullshit”
– Stansfield: Leon
Hovedværk: Leon
Runners up: Dark Knight trilogien, True Romance, Murder In The First, Air Force One
BOBLERE:
Chris Cooper
Kevin Spacey
Joe Pesci
Michael Fassbender
Harvey Keitel
Brian Cox
John Goodman
Thomas Bo Larsen
Gene Hackman
Michael Caine
Robert Duvall
Ed Harris
Robin Williams
Benicio Del Toro
Russell Crowe
William H. Macy
Alan Rickman
Leland Orser
Christopher Walken
Tommy Lee Jones
Richard Jenkins
J.K. Simmons
Mark Ruffalo
Michael Shannon
Paul Giamatti
