De Bedste Krigsdramaer – Top 5

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Da jeg lavede listen over de bedste krigsfilm (en liste jeg iøvrigt skal redigere snarest, så der kommer noget mere gods på), havde jeg meget svært ved at undlade mange af disse film!
Mange film her på listen er en slags direkte forlængelse af selve krigsfilmen.
Som det helt fantastiske afsnit af Band Of Brothers, ved navn Why We Fight – det med KZ-lejren(!), så er mange af disse film indirekte et slags grundlag for selve krigsfilmen
Krigene blev udkæmpet, bl.a. pga. begivenhederne, der portrætteres i disse dramaer.
Der er gru og gys, og jeg vil mene at film som Pianisten og Flugten Fra Sobibor er markant mere skræmmende end en hvilken som helst horrorfilm.
Ofte er det film baseret på virkelige hændelser, men så er det jo netop så meget desto mere skræmmende, fordi det er sket i virkeligheden.

Mange film her på listen er ofte inkluderet på diverse lister over de bedste krigsfilm.
Hvis præmissen for en krigsfilm er at de foregår under krig, og er en del af maskineriet (om jeg så må sige), så skal flere af disse film med på sådanne lister, helt klart.
Jeg mener bare ikke at disse film er egentlige krigsfilm.
En krigsfilm skal indeholde bulder og brag, kampscener, tanks, masser af soldater, et højt bodycount…..ja altså alt det der, der sender en ud på kanten af stolen af begejstring og gru.

Her på listen er der de store svulstige dramaer, og de små eftertænksomme perler.
Der er skruet godt og grundigt op for patos, og selvom Steven Spielberg er lige ved at kamme over i den totale violin-onani i mesterværket Schindlers Liste så beholder han bukserne på, og styrer os sikkert i havn.
Modsat film som førnævnte, så er der osse de små, ofte dialogbårne film som f.eks. Sophie Scholl og Der Untergang.
Det er film, der er afhængige af en skarpt skåret dialog, og de rette skuespillere til af levere den, for at fungere ordentligt.
Det skal jeg så sandelig osse love for er tilfældet her!
Der sidder altså nogle manusforfattere derude, der kunne lære en ting eller ti om et godt manus – less is more f.eks.

Her får i min top 5 over de bedste krigsdramaer.
Der er et par stykker der kom på listen via ællebælle-princippet, og det siger altså noget om kvaliteten på listen generelt – den er tårnhøj!!

5. Flugten Fra Sobibor (1987) https://www.imdb.com/title/tt0092978/

Her er en film, der tager dig med rundt i hele det djævelske maskineri omkring Holocaust.
Du er med fra kreaturvognene ankommer til trinbrættet midt i lejren – til lyden af sød musik, og sledske smil.
Du er med, når lejrens nye “gæster” bli’r budt velkommen, og får stillet arbejde og fremtidsudsigter til deres rådighed…
Du er med, når de summariske henrettelser bli’r gennemført, og når rækkerne af uskyldige mennesker bli’r sendt direkte i gaskamrene.
Du er med, når fangerne diskuterer livet og døden – hvad skal der ske med os.
Du er ligeledes med, når fangerne planlægger den største – og eneste – masseflugt nogensinde fra nazisternes dødslejre.
Jeg elsker denne film for det mod den viser, ved at portrættere begivenhederne så sandfærdigt og autentisk som muligt, og den kompromisløshed den lægger for dagen i processen.
Der bli’r ikke lagt fingre imellem, så du får gruen, elendigheden og meningsløsheden up front.
Lige i fjæset så at sige!
Det er fandme en barsk sag, det her, og med tanke på baggrunden for filmen…..
Puha for en mavepuster!

En barsk sag, men med lidt overskud og en pude, så går det nok.

4. Deer Hunter (1978) https://www.imdb.com/title/tt0077416/

Den her har jeg lige anmeldt – sådan cirka ihvertfald.
Den lå jo ret højt på listen over de bedste præstationer af Robert De Niro, så har lige skrevet en del om den, derfor vil jeg gøre dette kort…
Anyway.
Det her er en af den slags film, der bli’r hængende.
Har du først set den, så bli’r den under huden.
Den er barsk og ubehagelig, og indeholder nogle uafrystelige scener – scener der står tilbage som nogle af de helt store, ikoniske scener i filmhistorien.
Jeg siger russisk roulette, og så godt som alle er med.
…………
“Bum, der kan i se, i er alle med.”

Hvis nogen glorificerer krig, eller på anden vis taler varmt om det, så kunne Deer Hunter været mirakelmidlet, der fik folk til at ændre mening?!
Krig er noget rigtig lort, så er det sagt!
Ret godt symboliseret i filmen, så er der kun tabere i krige.

Deer Hunter er helt fantastisk, og den byder på skuespil af helt exceptionel høj klasse.
Ret vildt at tænke på, at dette var første film Meryl Streep var med i.
Hun gør det jo faktisk helt udemærket…

Se eller gense dette mesterværk, den er det hele værd!

3. Judgement In Nüremberg (1961) https://www.imdb.com/title/tt0055031/

Et retsopgør mod de ukendte bødler.

Fire nazidommere står anklaget for diverse forbrydelser, heriblandt medvirken til massemord og forbrydelser imod menneskeheden.
Det er en kamp imellem store egoer, vidt forskelligt menneskesyn, mænd med et inderligt had til hinanden, troen på det oprigtige i sine handlinger,

Som en af de fire anklagede nazidommere siger, så havde han et respektabelt og ærefuldt erhverv.
Den lader vi stå et øjeblik…

Hvad ærefuldt er der ved – bevidst – at lade tusindvis af mennesker arbejde sig til døde?

Hvad ærefuldt er der ved at sende flere hundredetusinder direkte i døden, med noget så simpelt som et pennestrøg?

Hvad ærefuldt er der ved at lade et firma lukrere på, og løbe rundt af stjålne genstande fra myrdede jøder?

Hvis noget af dette er ærefuldt og ærværdigt, så bør samfundsstrukturen og den medmenneskelighed vi bryster os med tages op til kraftig revision.

Filmens store spørgsmål; hvem har egentlig ansvaret, er centralt hele vejen.
Hvem har egentlig ansvaret?
Dem der giver ordren, eller dem der udfører den?
Er “jeg adlød jo bare ordrer” overhovedet et gyldigt argument for noget som helst, eller bare grov ansvarsfornægtelse?
Retssagen imod de fire dommere er en slags prøvelse af retssystemet i praksis. Kan man dømmes for noget man ikke direkte har haft noget at gøre med?
Hvor meget spiller den generelle afsky for alt tysk i efterkrigstiden ind i sådanne sager?
Der er mange interessante spørgsmål, og jeg blev flere gange fanget; er det egentlig hans skyld, er det nu så slemt det han har stået for, hvor meget kan man laste de fire anklagede for?
Puha…..
Lidt farligt.

Filmen er et sandt overflødighedshorn af store ikoner og fabelagtige præstationer.
Maximilian Schell fik meget fortjent en Oscar for sit portræt af de fire dommeres forsvarer, han er helt forrygende!
Derudover er jeg specielt imponeret, over Burt Lancaster, Judy Garland og Richard Widmark, der alle yder uovertrufne præstationer – især Richard Widmark.

“Der var engang, hvor man kunne lave gode film”.

Sådan sagde Martin Scorsese engang, og jeg kan godt se hvad han mener.
Denne film er en af utallige fremragende/mesterværker, fra før Mick Jagger blev cool og langhåret.

Nyd den, men hav god tid.
Den varer på den gode side af tre timer – men den er hvert et minut værd!

2. Sophie Scholl (2005) https://www.imdb.com/title/tt0426578/

Hvis man savner viljestærke kvinder og seje kvinderoller generelt, så er det en rigtig god ide at se Sophie Scholl!
Altså det er generelt bare en rigtig god ide at se filmen, for den er simpelthen fantastisk.

Sophie Scholl og hendes bror er iblandt dem, der ikke synes Hitler er the shit.
De er rystede, skræmte og stålsatte – det skal satme være løgn det her (tænker de)!
De gør hvad de fleste andre ikke tør, og kæmper imod nazisterne og deres ideologier.
Ideologier der bygger på fremmedhad, undertrykkelse og nultolerance overfor “uønskede elementer”.
…..host host, læser i med her, Inger Støjberg og Martin Henriksen?

Filmen følger deres lille gruppe af politiske modstandere, der deler propagandablade ud, indtil de en dag bli’r stukket, og havner i kløerne på Gestapo.
Herfra træder vores hovedperson virkelig i karakter!
Hun overmatcher totalt sine forhørsledere verbalt, og hun gennemhuller deres helt igennem syge og forskruede retorik så let som ingenting.
Det er en fornøjelse at følge hendes kamp mod galskaben, og hendes små sejre over selveste Gestapochefen, som hun kværner godt og grundigt ned under gulvbrædderne i de mange forhørsscener.

Det er en film som hylder modet hos de få, der tør kæmpe imod ondskaben og uretfærdigheden.
En kamp vi andre måske har en forventning om at andre tager?
Det er ikke desto mindre en kamp, hvor indsatsen kan være døden, og hvor sejren blot kan ende som et suk inden bødlens økse falder…
Sophie Scholl er en fremragende film fra start til slut.
Hovedrollen bli’r spillet af Julia Jentsch, og hun gør det til et stort og flot UDEMÆRKET på den gamle 13-skala.
Hendes præstation tager jeg under kærlig behandling på en liste i en nær fremtid, så den skal i nok høre mere om.

Giv jer endelig i kast med denne tyske perle, den er tid og tanker værd!

1.Grave Of The Fireflies (1988) https://www.imdb.com/title/tt0095327/

Jeg har været inde over denne film på tidligere lister, men jeg kan jo altså ikke rigtig komme udenom den her, vel…
Den kan ikke roses nok, så vil prøve med en anden vinkel:
Hvad gjorde den ved mig, og hvorfor.
Håndværket kan man ikke sætte en finger på, det er upåklageligt.
Tegningerne, manus, handling, spændingskurve, you name it, det er fuldstændig fabelagtigt!!
Det er kort og godt en af de fem bedste film nogensinde – i min bog.

Filmen fortælles ud fra to børns perspektiv, og det giver den et lettere barnligt og naivt præg – ligesom det skal være.
De prøver at overleve i det krigshærgede Japan i 1945, men forståelsen for krig og død er svær. Det er en abstrakt størrelse for en 14 årig dreng og hans lillesøster på 4.
Storebror forstår alvoren, men skal samtidig prøve at skjule sandheden for sin lillesøster…
Det er en tæt på umulig opgave for drengen, men han er virkelig mentalt stærk, og har ligeledes et stærkt bånd og en ubrydelig kærlighed til sin søster.
Dette er med til at holde dem “oven vande” for en stund…

Jeg græder sjældent til film, men her måtte jeg kapitulere betingelsesløst, og bare give los.

Smæk den på, og forvent en film, der gør lidt ekstra.
Forvent en film, der på én gang gør ondt, betager, og sætter følelsesregistret på prøve.

Grave Of The Fireflies er i mine øjne et mesterværk, og har som sagt, selvfølgelig en plads på min top 10 over alletiders bedste film!

Vi runder af:

Det har været en fornøjelse at nørkle rundt med denne liste.
Der er så mange gode film, og der må udelades nogle af de helt store kanoner.
Hvis i undrer jer over valgene på listen, eller måske nærmere fravalgene, så hør dette; det har satme været svært at finde ud af hvem den sidste to-tre pladser skulle gå til!
Boblerne indikerer, at der er gode film om budet – rigtig gode film!

Paths Of Glory kom af uransagelige årsager med på krigsfilmslisten, og ikke denne liste istedet.
Filmen er en krigsfilm, men i højere grad en antikrigsfilm, og den ville ligge meget højt herpå, for den er simpelthen så god!

Endnu engang har det været en fornøjelse at skrive og skyde en liste afsted til jer.
Jeg håber i har nydt læsningen, og fået noget ud af det skrevne?!

“Ses” næste gang.

Boblere:

En Dødsdømt Flygter
Schindlers Liste
Pianisten
Salvador
Under Sandet
Krigen
Der Untergang

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!