Action ad libitum.
Jeg hører ikke til dem, der kaster sig i gulvet af begejstring, når jeg står med en kitchet 80’er-basker med enten Sly eller Arnold – slet ikke!
Jeg står desuden helt af, når folk lystigt strør om sig med – som regel IKKE ordrette – citater, inklusiv en accent som et sygt æsel, med en af de gamle helte!
Helt ærligt, hvordan fucker du overhovedet et Arnold-citat op?
Der er som regel et meget begrænset antal stavelser, og det er jo ikke ligefrem Cormac McCarthy, Shakespeare eller Tarantino, vel!
Jeg er stor, stor fan af flere af de gamle 80’er-baskere, men jeg synes det bli’r for hysterisk, når en film som Commando bli’r kørt i stilling som et kitchet mesterværk…!
Den er fint underholdende, men så stopper det osse der for mig.
Nogen gange skal man bare have det der fix, som visse actionfilm kan give en, men det skal ikke være action for enhver pris, det skal ikke være for actionens skyld det er der.
Jeg kan derfor allerede fra start af afsløre, at film som f.eks. XXX filmene (det er ikke den slags film du tror det er….surt hva’..), Fast & Furious, Planet Of The Apes og Mission Impossible, med meget få undtagelser ikke er taget med på min liste, eller som boblere.
Filmene er for de flestes vedkommende ligegyldige forsøg på at genskabe 80’ernes magi og nerve, og jeg synes man fejlagtigt griber ud efter nogle strå fra en svunden tid.
Jeg undlader iøvrigt helt at nævne alt X-Men-Marvel-Avengers-Transformers-bavl, for så bli’r jeg først rigtig irritabel.
Ok, der er måske/måske ikke en enkelt Marvel-film med.
Det er selvfølgelig primært superheltefilm, men der er action for alle pengene…
Action på den der svulstige og ucharmerende måde, hvor man næsten kan se for sig, at Michael Bay og Zack Snyder bare har taget sig en fælles filer med maveplasker som resultat.
Det er spild af penge, og jeg synes det er for åndssvagt – dybt fordummende – når man bare laver total tjubang-chokolademand for actionens skyld, uden tanke på hverken historie, skuespil, eller charme.
Skraldebang og totalsmadder kan være lige i skabet, men kun med en hvis portion charme og noget der ligner en rød tråd.
Jeg tager heller ikke Christopher Nolans film med på listen, da der på et tidspunkt kommer en liste med Nolan-film, og fordi de er HELT deres egne.
Der er masser af action i flere af hans film, men jeg vil ikke betegne dem som egentlige actionfilm.
For mig er det spændingsfilm og thrillere, der har godt med action.
I mit hoved holder det argument.
Jeg udelader osse koreanske actionfilm, da der snart kommer en top 10 liste med film derovre fra.
Der er en del film med lidt gang i gaden på den liste, så de skal nok få den opmærksomhed de fortjener.
Kort sagt:
Det er nok de mere utraditionelle actionfilm jeg har med på listen
Her til sidst kommer jeg med en regel, eller måske rettere et benspænd til mig selv; maks en film pr. instruktør.
Det gør det lidt sjovere.
Derudover kan vi måske være så heldige, at Michael Bay slet ikke kommer på listen?
Læs endelig med.
Hard Target af John Woo (1993)
John Woo’ bedste film, intet mindre.
The Muscles from Brussels uden så mange dikkedarer.
Van Damme er ikke set bedre,og med John Woo’ sans for den gode actionscene, så har vi her en rigtig fed film.
Den kære Woo har det med at ødelægge mange af sine film, pga. overdrevent brug af action. Det bli’r hurtigt for stort og buldrende – det er som om han ikke evner at stoppe mens legen er god.
Her i Hard Target holder han dog sig selv i stram snor.
Historien er dejligt simpel, og det er godt, for den den kære Woo har aldrig nogen stor instruktør.
Hans tæft ligger i at instruere actionscener, der fejer benene væk under seeren.
Den simple historie giver ham mulighed for netop dette, her i Hard Target. Han har taget begrebet less is more til sig, og begrænset sig gevaldigt.
Resultatet er en effektiv perle, der desværre er slemt undervurderet.
Lance Henriksen som skurk?
Han er super fed, og rigtig ubehagelig.
Plottet, der handler om rige mænds liv-eller-død-menneskejagt på hjemløse, og andre stakler, er gennemført ubehageligt.
Hvem andre end Van Damme kan stå for the sweet revenge?
Det er nemlig rigtigt; ingen.
God fornøjelse.
Taken af Pierre Morel (2008)
Liam Neeson sprang med denne film ud som actionstjerne.
Taken markerede sammen med Bourne-filmene en ny form i actiongenren.
Den direkte og realistiske vold, og brutaliteten deri. Taken gik skråt-amok, og Neeson viste hvor effektiv en vred mand kan være.
Genren blev i 2011 beriget med mesterværket The Raid (mere om den lidt længere nede).
Hele hævnhistorien er drønspændende, og det kan mærkes, hvor rasende og iskold faderen, Bryan Mills er – hvem ville ikke være det?.
Jeg var helt glad da jeg gik ud af biffen efter denne actionhammer.
De to efterfølgere var bare dårlige efterligninger, men den her holder hele vejen.
Desperado af Robert Rodriquez (1995)
Antonio Banderas går skråt-amok i Mexico.
Filmen der introducerede mig for Salma Hayek (hun er så “yndig” heri), Steve Buscemi, Danny Trejo, og sidst, men ikke mindst, Quentin Tarantino.
Den markerede en helt ny tid og genre i min filmhistorie.
En genre som ovennævnte Tarantino derefter fik mig 100% med på.
Rå og blodig vold, action ud over det hele, og med en masse citatvenlige replikker.
El Mariachi’ (Banderas) kone er blevet myrdet af en lokal narkobaron, og det sætter han alt ind på at hævne.
Han smadrer nærmest egenhændigt en hel by, og han slår et enormt antal mennesker ihjel, i sin søgen efter hævn.
Robert Rodriquez’ påfund med guitarkasserne er helt super, og samtidig viser han med Desperado, at han altså godt kan begrænse sig, og ikke bare høvle over the top.
Rigtig fed film!
Apocalypto af Gel Mibson (2006)
Adrenalinpumpende amokløb i Amazonjunglen.
Kun Mel Gibson (af Hollywoodinstruktører) ville kunne få den her til at fungere.
Hans kompromisløshed og ihærdighed fyrer ham et godt stykke forbi andre actioninstruktører. Han giver den fuld æde i alle scener, og han lader tingene ske foran kameraet, og ikke skjult og indforstået bagved.
Det får vi bl.a. at se her i Apocalypto.
Scenen med jaguaren, der flår ansigtet i stykker på en af hovedpersonens forfølgere, eller de mange ofringer er udpenslede og næsten for meget.
Men de fastholder seeren i momentet, og de gør det svært at kigge væk, til trods for det eksplicitte indhold.
Liv-og-død-tagfat i junglen.
Det handler om overlevelse og om at bevare håbet.
En slags actionmættet udgave af The Revenant, om man vil.
Jeg tror ikke jeg hverken blinkede med øjnene, bevægede mig, eller trak vejret i biografen, i de to timer filmen varer.
En helt igennem mesterlig film, med et fabelagtigt score.
Con Air af Simon West (1997)
Nicolas Cage med langt og fedtet fehår, så kører det sgu.
Con Air har en særlig plads hos mig. Henover en sommer imellem 7. og 8. klasse, der så jeg den ihvertfald tyve gange. Kun afbrudt, når jeg lige skulle akklimatiseres med The Rock og Face Off. Det var dengang den gode Cage bragede igennem med alle tre film på halvandet år.
Cameron Poe, Cyrus The Virus, Vince Larkin, Johnny 23, og alle de andre friske fyre gav mig verdens bedste underholdning, da teenagehormonerne høvlede igennem min ranglede krop.
Nicolas Cage klarer ærterne, og svinger sit fedtede Johnny-hår og processen.
Jeg kan se filmen igen og igen.
Terminator 2: Judgement Day af James Cameron (1991)
Hvis du var teenager i start-halvfemserne, og havde hang til action, så har du med garanti set denne film.
Om man kan lide den eller ej, så kan man ikke fornægte dens betydning for fremtidens sci-fi-/actionfilm og for filmverdenen generelt.
Det er Arnolds største rolle, og vel nok hans bedste skuespilpræstation. Det er måske også filmen, hvor han har færrest replikker, så der er selvfølgelig en sammenhæng dér. Nogen stor skuespiller, det er han ikke, og han har heller aldrig forsøgt at modbevise det. Han ved godt selv, hvor hans forcer ligger.
Han er til gengæld den nok største actionstjerne nogensinde.
Han er perfekt castet i rollen som den næsten tavse dræberrobot, der er sendt til jorden for at redde John Connor.
Castingen af Robert Patrick som T-1000 er en genistreg. Med sine isblå øjne og gennemborende blik, oser han af total og iskold galskab.
Linda Hamilton’s Sarah Connor kan tage Sigourney Weaver’s Ellen Ripley i hånden, og gå mod toppen, som to af alletiders mest badass actionhelte.
The Expendables af Sylvester Stallone (2010)
Mange ville nok tage 2’eren med istedet, da der er endnu mere firser-actionhelte-nostalgi over den, men jeg har nu altid haft et svagt punkt for denne her.
Som film er den federe og mere handlingsmættet end de andre i franchisen, og det var også den der startede hele universet.
Der er fuld drøn på de gamle og de nye drenge, og jeg må sige, at den i den grad tog røven på mig.
Jeg så den i biffen, dagen inden jeg skulle starte på seminariet, og havde ikke som sådan forventet noget særligt. Hvad jeg fik var en film fuld af fabelagtig firser-skraldebang, og nymoderne actionfilm, med Sly og Jason Statham i spidsen.
En gruppe lettere afdankede lejesoldater skal afsætte en diktator på en fiktiv sydhavsø.
Der er ikke noget kringlet Christopher Nolan-halløj over handlingen, men bare lige ud af landevejen fra a til b.
Der er vildt fed action i Expendables, der er cheesy og klichefyldt dialog over det hele, og det er i det hele taget over the top fra start til slut.
MEN DET VIRKER SGU!
Det er stort, og vulgært, og det er dybt for meget, men hvor er det dog en charmerende måde det hele er skabt på.
Skuespilkunst, det er det sgu ikke, men det vil den heller ikke være. Filmen kører nostalgitrippet fra start til slut, og det vinder den på.
The Night Comes For Us af Timo Tjahjanto (2018)
The meaning of ultraviolence.
Uden tvivl den mest brutale og voldelige film jeg har set til dato.
Knogler brækker, blodet sprøjter, indvoldene vælter ud i en lind strøm.
Umiddelbart lyder det jo nok helt i skoven, og for meget, men det er voldsomt underholdende, og over the top, og så er det fremfor alt realistiske kampsekvenser. Det er samme stil som The Raid filmene, men bare endnu mere eksplicit blodigt i sit udtryk.
Historien om Triadebødlen Ito, der skal redde en lille pige (og sig selv) fra Triadernes hævn er lige til, og den giver plads til en masse udpenslede scener, der flår os ud på kanten af sædet.
Når du alligevel sidder og ser gennemsnitlige serier og film på Netflix, så brug abonnementet fornuftigt, og smæk denne film på.
Du er garanteret underholdning og adrenalinsus.
The Bourne Identity af Doug Liman (2002)
De fleste ville nok tage Ultimatum, men det hele begyndte med denne – både Bourne-historien, men så sandelig også den nymoderne, intelligente actionfilm.
Der er hæsblæsende action, men dramaet bli’r virkelig holdt i hævd. Jeg sidder naglet til skærmen, hver gang jeg ser filmen.
Matt Damon, som jeg egentlig havde slået hen som ham flødebollen med grydehår, er virkelig overbevisende i titelrollen. Momentvise glimt fra en blakket fortid, hukommelsestab og overlevelsesevner ud over det sædvanlige. Det er det Matt Damon har at bygge sin karakter på.
Det gør han så overbevisende, at jeg har Jason Bourne som en af mine yndlings actionkarakterer i filmhistorien.
The Raid: Redemption (originaltitel: Serbuan Maut) af Gareth Evans
(2011)
Her har vi den så, den bedste, og med flere længder, sejeste actionfilm. Ikke bare i den tidsperiode, hvor listen her befinder sig, men helt generelt.
The Raid tager kampsport og ultravold til hidtil usete højder.
Instruktør, Gareth Evans, er så effektiv en instruktør.
Han giver ansvaret for koreografi og kampscener (der er mange!) til filmens skuespillere. De mestrer alle som en den indonesiske kampsport Pencak Silat, og deres ægte kampe giver filmen et meget realistisk præg.
Modsat mange andre film i genren, så afviger The Raid fra de værste klicheer.
Der er ikke den sædvanlige klovn, det der comic relief, der altid er med i sådanne film. Der er ikke helt overdrevet og spirituel opbygning til den store kamp, der er ingen kedelig dannelseshistorie, my destiny is to….bla bla bla.
Nej!
Der er tyve elitesoldater, ét højhus, en ualmindeligt led satan af en gangsterboss øverst oppe, og så ellers bare tyve etager med bad guys, der skal nedkæmpes.
Det bli’r ikke bedre.
The Raid er alletiders bedste actionfilm.
Værsgo at gå igang.
VI RUNDER AF:
Det er til at blive helt forpustet af, at lave sådan en liste.
Der er mange forskellige film om budet på listen, og der er ikke en egentlig rød tråd, der forbinder dem alle.
Listen er – selvfølgelig – lavet udfra mine personlige preferencer, og alle meninger og eventuelle postulater står for egen regning.
Listen giver forhåbentlig et godt billede af min smag udi actionfilm, for jer der læser med her.
Jeg er som sagt mere til de “små” actionfilm, dem med hjerne og en smule plot, end til de der store kvalmende og vamle kæmpe baskere. Det synes jeg nu også listen mere end antyder.
Hvis du, Michael Bay, læser med, så smut i skammekrogen med dig.
Den type film er den værste type film for mig. Så hellere Julia Roberts marathon.
BOBLERE:
Bourne Ultimatum
Mad Max: Fury Road
af George Miller
(2015)
John Wick 2
Logan
Whiplash…?
Expendables 2
True Lies
Rambo 4
MI.4
Fast & The Furious 5
Fast & The Furious 6
Machete
Speed
Jurassic Park
The Raid 2
Air Force One
Ronin
Shooter
Last Man Standing
Last Boy Scout
Shoot ‘Em Up
The Rock
Face/Off
The Mechanic
Safe
Killer Elite
Under Siege
