Daniel Day-Lewis-Tema (3. Del)

René Buchtrup

René Buchtrup

af Andreas Nørgaard

I 3. omgang af Daniel Day-Lewis-temaet skriver Andreas Nørgaard om filmen My Left Foot. Filmen er instrueret af Jim Sheridan, men hvilken betydning har den mon haft for Lewis’ fremtidige karriere?

….det kan man da kalde et gennembrud!!

For Daniel Day-Lewis blev det et kæmpe gennembrud, både rent karrieremæssigt, men også som den respekterede method actor han er.

Han blev pludselig en skuespiller, som alle de store instruktører ville samarbejde med, og med My Left Foot beviste han, at her var altså et helt særligt talent.

Han kom på manges læber, da Tilværelsens Ulidelige Lethed (som jeg desværre ikke har set endnu…) udkom i 1988, men det egentlige gennembrud kom i 1989 med Min Venstre Fod.

Filmen er en autentisk beretning om den irske kunstner Christy Brown, der er født lam i hele kroppen, på nær hans…..ja altså, læs lige titlen igen 🙂

Han bli’r født i en fattig familie, midt i en stor søskendeflok.

Faderen er meget autoritær, og har svært ved at acceptere, at hans søn er handicappet, mens hans mor (fabelagtigt spillet af Brenda Fricker!) elsker ham ubetinget, og behandler ham på lige fod med sine andre børn.

Det er efter min mening den eneste gang DDL er seriøst udfordret, og ikke hundrede procent ejer en film. Han plejer at spille alle helt ud af brættet (hvadenten vi snakker fabelagtige præstationer såsom Pete Postlehwaite i In The Name Of The Father, Paul Dano i There Will Be Blood, eller Michelle Pfeiffer i Age Of Innocence), men her bli’r han godt og grundigt udfordret (IKKE SLÅET!) af Brenda Fricker, som spiller aldeles udemærket ud fra den gamle skala!!!

Hold da op hun er vild.

Christy Browns relation med begge forældre går lige i hjertet, og rører sine steder ved den famøse tårekanal, UDEN at det på noget tidspunkt bliver klægt, eller kvalmt.

Det er den store force hos instruktør Jim Sheridan; hans personskildringer, og hans helt klare og præcise take på socialrealismen som seperat genre.

Han gør det helt eminent, og han leverer varen, så de fleste kan være med – det er til tider barskt og sørgeligt, men aldrig helt ubærligt, ej heller sukkersødt!

DDL spiller med musklerne, og viser her i My Left Foot, hvad dedikation og indlevelse betyder!

Det er meget simpelt: Han har det ekstra i forhold til de andre skuespillere!

Christy Browns op- og nedture bli’r spillet så livagtigt og autentisk, at det ikke er til at tro!

Hans kropskontrol, og hans ansigtsmimik helt ned til mindste trækning er nærstuderet, og leveres perfekt af DDL.

Smerten i ansigtet, afsavnet, og hans (u)mulige drømme kommer under huden, ligesom hans ukuelige vilje og insisteren på et normalt liv, og på at blive behandlet ligeværdigt med andre!

Som Jim Sheridans film er flest, bli’r der ikke leflet i slutningen – det behøver sgu ikke være så sukkersødt det hele -, men den slutter trods alt af med et håb.

Seneste

Retribution

Endnu en film med en mand med “A Very Particular Set of Skills”?
Næh, her er han bare kedelig og almindelig bankmand, og Retribution med Liam Neeson bag rettet, er bare ligegyldig og hurtig glemt.

De 8 Bjerge

“De 8 Bjerge” var virkelig en film, der formåede at trække mig følelsesmæssigt med ind på en måde, som jeg sjældent synes jeg oplever i moderne filmkuns

Christoffer anbefaler film om alderdom

Det skyldes altså ikke, at jeg for et par uger siden fyldte 30, og nu tror jeg har set døden i øjnene, at jeg har besluttet mig for at skrive denne lille liste om film om alderdommen

You Are So Not Invited to My Bat Mitzvah

Nicolai har denne gang anmeldt en ungdomsfilm om hvad det vil sige at træde ind i de voksnes rækker som ung jøde og hvor svært det kan være, når man har problemer med sin bedste veninde.