Daniel Day-Lewis-Tema (3. Del)

René

René

af Andreas Nørgaard

I 3. omgang af Daniel Day-Lewis-temaet skriver Andreas Nørgaard om filmen My Left Foot. Filmen er instrueret af Jim Sheridan, men hvilken betydning har den mon haft for Lewis’ fremtidige karriere?

….det kan man da kalde et gennembrud!!

For Daniel Day-Lewis blev det et kæmpe gennembrud, både rent karrieremæssigt, men også som den respekterede method actor han er.

Han blev pludselig en skuespiller, som alle de store instruktører ville samarbejde med, og med My Left Foot beviste han, at her var altså et helt særligt talent.

Han kom på manges læber, da Tilværelsens Ulidelige Lethed (som jeg desværre ikke har set endnu…) udkom i 1988, men det egentlige gennembrud kom i 1989 med Min Venstre Fod.

Filmen er en autentisk beretning om den irske kunstner Christy Brown, der er født lam i hele kroppen, på nær hans…..ja altså, læs lige titlen igen 🙂

Han bli’r født i en fattig familie, midt i en stor søskendeflok.

Faderen er meget autoritær, og har svært ved at acceptere, at hans søn er handicappet, mens hans mor (fabelagtigt spillet af Brenda Fricker!) elsker ham ubetinget, og behandler ham på lige fod med sine andre børn.

Det er efter min mening den eneste gang DDL er seriøst udfordret, og ikke hundrede procent ejer en film. Han plejer at spille alle helt ud af brættet (hvadenten vi snakker fabelagtige præstationer såsom Pete Postlehwaite i In The Name Of The Father, Paul Dano i There Will Be Blood, eller Michelle Pfeiffer i Age Of Innocence), men her bli’r han godt og grundigt udfordret (IKKE SLÅET!) af Brenda Fricker, som spiller aldeles udemærket ud fra den gamle skala!!!

Hold da op hun er vild.

Christy Browns relation med begge forældre går lige i hjertet, og rører sine steder ved den famøse tårekanal, UDEN at det på noget tidspunkt bliver klægt, eller kvalmt.

Det er den store force hos instruktør Jim Sheridan; hans personskildringer, og hans helt klare og præcise take på socialrealismen som seperat genre.

Han gør det helt eminent, og han leverer varen, så de fleste kan være med – det er til tider barskt og sørgeligt, men aldrig helt ubærligt, ej heller sukkersødt!

DDL spiller med musklerne, og viser her i My Left Foot, hvad dedikation og indlevelse betyder!

Det er meget simpelt: Han har det ekstra i forhold til de andre skuespillere!

Christy Browns op- og nedture bli’r spillet så livagtigt og autentisk, at det ikke er til at tro!

Hans kropskontrol, og hans ansigtsmimik helt ned til mindste trækning er nærstuderet, og leveres perfekt af DDL.

Smerten i ansigtet, afsavnet, og hans (u)mulige drømme kommer under huden, ligesom hans ukuelige vilje og insisteren på et normalt liv, og på at blive behandlet ligeværdigt med andre!

Som Jim Sheridans film er flest, bli’r der ikke leflet i slutningen – det behøver sgu ikke være så sukkersødt det hele -, men den slutter trods alt af med et håb.

Seneste

Violent Night

Julemanden er fordrukken og brækker sig ud over kanen, men redder dagen i John Wick-stil.
Lyder det som en julefilm for dig? Fedt! For her anmelder René Buchtrup “Violent Night” med David Harbour i hovedrollen…

Black Panther: Wakanda Forever

Hvis du også synes den første Black Panther-film var lidt fesen, så frygt ej,- Black Panther: Wakanda Forever er en modig og helstøbt filmoplevelse, der virker tiltrængt i det efterhånden malkede Marvel-univers.

Komiske scener fra film og TV – Volume 2

Her er en ny omgang komiske og groteske scener fra film og TV. Nogle hører en tid til – før krænkelsesparatheden satte mange ting skakmat, mens andre bare er tidløs humor.

Du kan grine af det hele, det er dog fællestrækket – ja altså såfremt du synes det er sjovt?

Blinkende Lygter

Nicolai har denne gang anmeldt en af de mest populære danske film gennem de sidste pr. årtier og der er bestemt intet der tyder på at Blinkende Lygter, ikke skulle holde ved et gensyn i dag.

Black Adam

Hvem sagde superfæl film? Den nye, dumme actionbasker, Black Adam, burde aldrig været udgivet og er kandidat til Årets Værste Film!

Joy

Nicolai har denne gang anmeldt en delvist sandfærdig og ret vild fortælling om kvinden bag den selvvridende moppe, i filmen Joy som både er dybt inspirerende, opløftende og virkelig underholdende