Daniel Day-Lewis-Tema (3. Del)

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

af Andreas Nørgaard

I 3. omgang af Daniel Day-Lewis-temaet skriver Andreas Nørgaard om filmen My Left Foot. Filmen er instrueret af Jim Sheridan, men hvilken betydning har den mon haft for Lewis’ fremtidige karriere?

….det kan man da kalde et gennembrud!!

For Daniel Day-Lewis blev det et kæmpe gennembrud, både rent karrieremæssigt, men også som den respekterede method actor han er.

Han blev pludselig en skuespiller, som alle de store instruktører ville samarbejde med, og med My Left Foot beviste han, at her var altså et helt særligt talent.

Han kom på manges læber, da Tilværelsens Ulidelige Lethed (som jeg desværre ikke har set endnu…) udkom i 1988, men det egentlige gennembrud kom i 1989 med Min Venstre Fod.

Filmen er en autentisk beretning om den irske kunstner Christy Brown, der er født lam i hele kroppen, på nær hans…..ja altså, læs lige titlen igen 🙂

Han bli’r født i en fattig familie, midt i en stor søskendeflok.

Faderen er meget autoritær, og har svært ved at acceptere, at hans søn er handicappet, mens hans mor (fabelagtigt spillet af Brenda Fricker!) elsker ham ubetinget, og behandler ham på lige fod med sine andre børn.

Det er efter min mening den eneste gang DDL er seriøst udfordret, og ikke hundrede procent ejer en film. Han plejer at spille alle helt ud af brættet (hvadenten vi snakker fabelagtige præstationer såsom Pete Postlehwaite i In The Name Of The Father, Paul Dano i There Will Be Blood, eller Michelle Pfeiffer i Age Of Innocence), men her bli’r han godt og grundigt udfordret (IKKE SLÅET!) af Brenda Fricker, som spiller aldeles udemærket ud fra den gamle skala!!!

Hold da op hun er vild.

Christy Browns relation med begge forældre går lige i hjertet, og rører sine steder ved den famøse tårekanal, UDEN at det på noget tidspunkt bliver klægt, eller kvalmt.

Det er den store force hos instruktør Jim Sheridan; hans personskildringer, og hans helt klare og præcise take på socialrealismen som seperat genre.

Han gør det helt eminent, og han leverer varen, så de fleste kan være med – det er til tider barskt og sørgeligt, men aldrig helt ubærligt, ej heller sukkersødt!

DDL spiller med musklerne, og viser her i My Left Foot, hvad dedikation og indlevelse betyder!

Det er meget simpelt: Han har det ekstra i forhold til de andre skuespillere!

Christy Browns op- og nedture bli’r spillet så livagtigt og autentisk, at det ikke er til at tro!

Hans kropskontrol, og hans ansigtsmimik helt ned til mindste trækning er nærstuderet, og leveres perfekt af DDL.

Smerten i ansigtet, afsavnet, og hans (u)mulige drømme kommer under huden, ligesom hans ukuelige vilje og insisteren på et normalt liv, og på at blive behandlet ligeværdigt med andre!

Som Jim Sheridans film er flest, bli’r der ikke leflet i slutningen – det behøver sgu ikke være så sukkersødt det hele -, men den slutter trods alt af med et håb.

Seneste

Twisters

Nicolai har denne gang anmeldt den nye Twister-film, Twisters, som prøver at opgradere 90’er-klassikeren om adrenalinjunkier som jæger tornadoer. Lykkedes opgraderingen? Ikke helt, men dele af filmen redder den fra at blive en total katastrofe.

Gondola

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 gondolfører i en gregoriansk landsby, som bliver forelsket.

Det er en film uden nogen sagte ord og det er slet og ret, en af årets største filmiske fornøjelser, som er helt perfekt at opleve i biografen, i disse grå tider!

Godzilla x Kong: The New Empire (4k uhd)

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og René Buchtrup anmelder den her til hjemmebiografen.

Moviemaniac anmelder 4k-film: Stand By Me

“So darling, darling stand by me”. Ja, teksten kender i jo godt, men hva’ med 80’er-filmen den nu stammer fra. Hvordan er den ved et gensyn her i 2024? Se med her hvor René fra Moviemaniac anmelder 4k-film igen.

Stor som en sol

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk musikdokumentar, som i disse dage er semi-aktuel, da filmens omhandlende band, spiller 3x koncerter i Parken.

Stor som en sol, er helt overordnet en virkelig smuk, virkelig underholdende og ret så anderledes dokumentar om den kreative proces.

Til Verdens Ende

Viggo Mortensens instruktør-take på den traditionelle western er blevet til en fintfølende og næsten poetisk én af slagsen.
Vicky Krieps stjæler billedet som kvindelige hovedrolle, Vivienne.
René Buchtrup anmelder Til Verdens Ende.

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.