Daniel Day-Lewis-Tema (3. Del)

René

René

af Andreas Nørgaard

I 3. omgang af Daniel Day-Lewis-temaet skriver Andreas Nørgaard om filmen My Left Foot. Filmen er instrueret af Jim Sheridan, men hvilken betydning har den mon haft for Lewis’ fremtidige karriere?

….det kan man da kalde et gennembrud!!

For Daniel Day-Lewis blev det et kæmpe gennembrud, både rent karrieremæssigt, men også som den respekterede method actor han er.

Han blev pludselig en skuespiller, som alle de store instruktører ville samarbejde med, og med My Left Foot beviste han, at her var altså et helt særligt talent.

Han kom på manges læber, da Tilværelsens Ulidelige Lethed (som jeg desværre ikke har set endnu…) udkom i 1988, men det egentlige gennembrud kom i 1989 med Min Venstre Fod.

Filmen er en autentisk beretning om den irske kunstner Christy Brown, der er født lam i hele kroppen, på nær hans…..ja altså, læs lige titlen igen 🙂

Han bli’r født i en fattig familie, midt i en stor søskendeflok.

Faderen er meget autoritær, og har svært ved at acceptere, at hans søn er handicappet, mens hans mor (fabelagtigt spillet af Brenda Fricker!) elsker ham ubetinget, og behandler ham på lige fod med sine andre børn.

Det er efter min mening den eneste gang DDL er seriøst udfordret, og ikke hundrede procent ejer en film. Han plejer at spille alle helt ud af brættet (hvadenten vi snakker fabelagtige præstationer såsom Pete Postlehwaite i In The Name Of The Father, Paul Dano i There Will Be Blood, eller Michelle Pfeiffer i Age Of Innocence), men her bli’r han godt og grundigt udfordret (IKKE SLÅET!) af Brenda Fricker, som spiller aldeles udemærket ud fra den gamle skala!!!

Hold da op hun er vild.

Christy Browns relation med begge forældre går lige i hjertet, og rører sine steder ved den famøse tårekanal, UDEN at det på noget tidspunkt bliver klægt, eller kvalmt.

Det er den store force hos instruktør Jim Sheridan; hans personskildringer, og hans helt klare og præcise take på socialrealismen som seperat genre.

Han gør det helt eminent, og han leverer varen, så de fleste kan være med – det er til tider barskt og sørgeligt, men aldrig helt ubærligt, ej heller sukkersødt!

DDL spiller med musklerne, og viser her i My Left Foot, hvad dedikation og indlevelse betyder!

Det er meget simpelt: Han har det ekstra i forhold til de andre skuespillere!

Christy Browns op- og nedture bli’r spillet så livagtigt og autentisk, at det ikke er til at tro!

Hans kropskontrol, og hans ansigtsmimik helt ned til mindste trækning er nærstuderet, og leveres perfekt af DDL.

Smerten i ansigtet, afsavnet, og hans (u)mulige drømme kommer under huden, ligesom hans ukuelige vilje og insisteren på et normalt liv, og på at blive behandlet ligeværdigt med andre!

Som Jim Sheridans film er flest, bli’r der ikke leflet i slutningen – det behøver sgu ikke være så sukkersødt det hele -, men den slutter trods alt af med et håb.

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.