I 3. omgang af Daniel Day-Lewis-temaet skriver Andreas Nørgaard om filmen My Left Foot. Filmen er instrueret af Jim Sheridan, men hvilken betydning har den mon haft for Lewis’ fremtidige karriere?
….det kan man da kalde et gennembrud!!
For Daniel Day-Lewis blev det et kæmpe gennembrud, både rent karrieremæssigt, men også som den respekterede method actor han er.
Han blev pludselig en skuespiller, som alle de store instruktører ville samarbejde med, og med My Left Foot beviste han, at her var altså et helt særligt talent.
Han kom på manges læber, da Tilværelsens Ulidelige Lethed (som jeg desværre ikke har set endnu…) udkom i 1988, men det egentlige gennembrud kom i 1989 med Min Venstre Fod.
Filmen er en autentisk beretning om den irske kunstner Christy Brown, der er født lam i hele kroppen, på nær hans…..ja altså, læs lige titlen igen 🙂
Han bli’r født i en fattig familie, midt i en stor søskendeflok.
Faderen er meget autoritær, og har svært ved at acceptere, at hans søn er handicappet, mens hans mor (fabelagtigt spillet af Brenda Fricker!) elsker ham ubetinget, og behandler ham på lige fod med sine andre børn.
Det er efter min mening den eneste gang DDL er seriøst udfordret, og ikke hundrede procent ejer en film. Han plejer at spille alle helt ud af brættet (hvadenten vi snakker fabelagtige præstationer såsom Pete Postlehwaite i In The Name Of The Father, Paul Dano i There Will Be Blood, eller Michelle Pfeiffer i Age Of Innocence), men her bli’r han godt og grundigt udfordret (IKKE SLÅET!) af Brenda Fricker, som spiller aldeles udemærket ud fra den gamle skala!!!
Hold da op hun er vild.
Christy Browns relation med begge forældre går lige i hjertet, og rører sine steder ved den famøse tårekanal, UDEN at det på noget tidspunkt bliver klægt, eller kvalmt.
Det er den store force hos instruktør Jim Sheridan; hans personskildringer, og hans helt klare og præcise take på socialrealismen som seperat genre.
Han gør det helt eminent, og han leverer varen, så de fleste kan være med – det er til tider barskt og sørgeligt, men aldrig helt ubærligt, ej heller sukkersødt!
DDL spiller med musklerne, og viser her i My Left Foot, hvad dedikation og indlevelse betyder!
Det er meget simpelt: Han har det ekstra i forhold til de andre skuespillere!
Christy Browns op- og nedture bli’r spillet så livagtigt og autentisk, at det ikke er til at tro!
Hans kropskontrol, og hans ansigtsmimik helt ned til mindste trækning er nærstuderet, og leveres perfekt af DDL.
Smerten i ansigtet, afsavnet, og hans (u)mulige drømme kommer under huden, ligesom hans ukuelige vilje og insisteren på et normalt liv, og på at blive behandlet ligeværdigt med andre!
Som Jim Sheridans film er flest, bli’r der ikke leflet i slutningen – det behøver sgu ikke være så sukkersødt det hele -, men den slutter trods alt af med et håb.
