Instruktør: Magnus Gertten
År: 2024
Genre: Dokumentar
Kan ses på i biografen
Ny dokumentarfilm om en af Sveriges største musikikoner; Cornelis Vreeswijk er et rørende og oprigtigt portræt af en musiker med utrolig mange facetter, som filmen fint afspejler.
Filmen udgør i sit udtryk en ret klassisk dokumentarisk fremstilling af et kendt ikon, i lighed med mange nyere dokumentarer af samme genre, der lægger vægt på at udforske personen bag den berømte musik. Og det er netop her, filmens største styrke ligger. Selvom Vreeswijks musik er enestående og tidsløs og kunne udgøre en fantastisk lydkulisse, som mange film ville være misundelige over, og selvom jeg personligt ikke havde meget kendskab til Vreeswijk før jeg satte mig ned i biografsædet og derfor fandt det interessant at få en mere dybdegående forståelse for baggrunden til musikken, så er det tydelige fokus og styrken i filmen, som sagt, personen Cornelis.
Historien om Cornelis må bestemt også siges at være både interessant og rørende. Den begynder med hans emigration som barn fra det krigshærgede Holland efter Anden Verdenskrig og fører os gennem hans gennembrud i midten af 60’erne som en af Sveriges førende visesangere, efterfulgt af en periode præget af både opture og især nedture. Alt dette bliver fortalt gennem interviews med dem, der har været tæt på Cornelis igennem hans karriere, og bliver flettet sammen af brugen af arkivmateriale fra hans utallige koncerter samt stemningsfulde optagelser, primært fra 60’ernes Sverige og naturligvis underlagt af den tidløse musik.
Disse virkemidler især er medvirkende til at filmen til tider går fra kun at være et portræt af personen Cornelis, til også at være et portræt af Sverige i denne periode og det synes jeg fungerer godt til at få filmen til at føles vedkommende den dag i dag.
Derudover balancerer den også fint i sin skildring af Cornelis, hvor den både anerkender og hylder den samlingskraft han besad, samt hans konstante appelleren og betydning for den lille mand i det svenske samfund, men dog heller ikke holder sig tilbage når det kommer til at vise skyggesiderne af manden når han ikke stod på scenen, hvor han levede et liv præget af alkohol og misbrug, som desværre gik ud over hans nærmeste. Dette er med til at give et både nuanceret og menneskeligt portræt af manden og kunstneren Cornelis Vreeswijk.
Hvis man skal komme med en lille smule malurt i det bæger, som ellers er ganske vellykket, så er det i filmens strukturelle opbygning. Hvor jeg egentlig synes at filmen kommer godt fra land med at fortælle historien om Vreeswijk ganske kronologisk og grundigt igennem de forskellige interviews, så synes jeg at de seneste år i Vreeswijks liv bliver fortalt en smule rodet, her tænker jeg på hans flugt til Holland og senere hans ophold i København. Dette får desværre filmens slutning til at falme en smule og jeg sad tilbage med en lille forvirring om, hvad filmen egentligt ville sige om Vreeswijks karrieres ende.
Dette skal dog ikke tage noget fra at jeg stadig synes filmen er et værdigt og nuanceret portræt om Cornelis Vreeswijk og det var for mig et godt indblik i en kunstner jeg havde en meget begrænset viden om på forhånd og en fin indgangsvinkel til et fremragende musikalsk univers, som jeg helt sikkert vil dykke mere ned i.
