Con Air

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Con Air
Instruktør: Simon West
År: 1997
Genre: action. Klassiker anmeldelse.
Set på: DVD
. (kan streames på Viaplay)

90’er action, når det er bedst.

I løbet af to år (1996 og 1997) gik Nicolas Cages karriere fra karakterskuespiller, til hot actionbøf – en karriere han dog i den grad har skyllet ud i lokummet sidenhen. Ikke helt væk, men tæt på.
En god, og ti dårlige film, må være hans mantra…

Anyway, på de to år lavede han The Rock, Face Off og Con Air, og det er dælme godkendt.
Cage spiller fangen Cameron Poe, som skal stoppe en masse hardcore kriminelle – primært mordere – fra at slippe væk i et kapret fly.
The bad guys er anført af en suveræn John Malkowich, som stjernepsykopaten, Cyrus “The Virus” Grissom.
Der er showdown i flyet, og slutteligt i Los Angeles gader, og sine steder er det sgu en lidt corny sag, men for fanden hvor er den da fed alligevel. Den ramte mig massivt, da jeg så den som 14 årig, og den har ikke sluppet sit tag i mig.

“Define irony.
Bunch of idiots dancing on a plane to a song made famous by a band that died in a plane crash?”

Nicolas Cage med langt og fedtet fehår, så kører det sgu.
Con Air har en særlig plads hos mig. Henover en sommer imellem 7. og 8. klasse, der så jeg den ihvertfald tyve gange. Kun afbrudt, når jeg lige skulle akklimatiseres med The Rock og Face Off. Det var dengang den gode Cage bragede igennem med alle tre film på halvandet år.

Cameron Poe, Cyrus The Virus, Vince Larkin, Johnny 23, Garland Greene og alle de andre friske fyre gav mig verdens bedste underholdning, da teenagehormonerne høvlede igennem min ranglede krop.
Nicolas Cage klarer ærterne, og svinger sit fedtede Johnny-hår i processen.
Jeg kan se filmen igen og igen.
Det er ikke stor og original filmkunst, men nogen gange må film godt bare være lidt dumme og ligetil.

“Well, hooray for the sounds of *fucking* silence!”

Vi runder af

Set ud fra et helt lavpraktisk synspunkt, så er Con Air en smule tåbelig. Hele idéen med at transportere kriminelle med vidt forskellige – mere eller mindre vanvittige – gerninger på samvittigheden er jo dybt urealistisk.
Ene mand skal Cameron Poe stoppe galskaben om bord og redde dagen…
Det er altså lidt fjollet.
Skulle filmen honoreres ud fra det perspektiv, så ville jeg give den 2/6🔨
Så stærkt et drama er det jo heller ikke, vel…

Skal den derimod honoreres for dens underholdningsværdi og de minder og den nostalgi jeg forbinder den med, så er karakteren en helt anden.
Den skal honoreres for det den er; en fremragende underholdningsfilm, tilsat lidt letfordøjeligt drama.

Jeg elsker Con Air, og alle dens over-the-top karakterer. Jeg elsker dens førnævnte tåbelige historie og fjollede mindset, som jo giver grobund for de gaggede plotlinier.

Nicolas Cage er på toppen her i, og når han som her ikke går totalt banjo, så kan man næsten ikke bede om mere.

Det var et glædeligt gensyn med en film, der stadig holder.

Cage og Con Air får 6/6
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Birthday Girl

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fødselsdagsferie på et krydstogt, hvor tingene går virkelig gruligt galt for en mor og en datter.

Birthday Girl, er intens, hjerteskærende og grundlæggende en ret ubehagelig film, som måske ikke er helt perfekt, men som dog er en der vil påvirke én og som man vil huske efterfølgende.

Godzilla x Kong: The New Empire

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og den bli’r anmeldt af René Buchtrup

Perfect Days

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en ældre japansk herre, som rengøre toiletter i Tokyo og bl.a. lytter til gammel rock på kassettebånd.

Hvis dette ikke lyder som noget særligt, så er det dog faktisk tilfældet her, da Perfect Days er filmisk hverdagspoesi når det er allerbedst og ligeledes årets hidtil allerbedste bud på en film der viser mennesker og livet fra den allerbedste side af.

Paris, Texas

Wim Wenders har skabt en sjælden filmperle, som beskriver ensomhedens væsen mere rørende end nogen anden film i filmhistorien.
Læs René Buchtrups anmeldelse af Paris, Texas, med en storspillende Harry Dean Stanton i front

Past Lives

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 koreanske mennesker, som først mødes i barndommen og som sides mødes flere gange som voksne, men for hver gang de mødes, er deres liv helt anderledes.

Past Lives er intet mindre end et stort, smukt, subtil og virkelig menneskeligt mesterværk, som man i allerhøjeste grad, kan og bør opsøge i ens nærmeste biograf.

Wild

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en kvinde der beslutter sig for at vandre en virkelig hård og lang tur, for at kunne komme af med livets smerter, sorg og traumer.

Wild er en hjerteskærende og spændende film, som ikke er perfekt, men dog meget medrivende.

Ugens Streaming Anbefaling – American Fiction

Cord Jefferson vandt til årets Oscar-show en gylden statuette for “bedste manuskript”.
American Fiction er filmen du ikke skal snyde dig selv for, da den er velspillet, skarp og morsom.
Allan fra GoFM får en lille anbefaling med på vejen her i lydklippet: