Con Air

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Con Air
Instruktør: Simon West
År: 1997
Genre: action. Klassiker anmeldelse.
Set på: DVD
. (kan streames på Viaplay)

90’er action, når det er bedst.

I løbet af to år (1996 og 1997) gik Nicolas Cages karriere fra karakterskuespiller, til hot actionbøf – en karriere han dog i den grad har skyllet ud i lokummet sidenhen. Ikke helt væk, men tæt på.
En god, og ti dårlige film, må være hans mantra…

Anyway, på de to år lavede han The Rock, Face Off og Con Air, og det er dælme godkendt.
Cage spiller fangen Cameron Poe, som skal stoppe en masse hardcore kriminelle – primært mordere – fra at slippe væk i et kapret fly.
The bad guys er anført af en suveræn John Malkowich, som stjernepsykopaten, Cyrus “The Virus” Grissom.
Der er showdown i flyet, og slutteligt i Los Angeles gader, og sine steder er det sgu en lidt corny sag, men for fanden hvor er den da fed alligevel. Den ramte mig massivt, da jeg så den som 14 årig, og den har ikke sluppet sit tag i mig.

“Define irony.
Bunch of idiots dancing on a plane to a song made famous by a band that died in a plane crash?”

Nicolas Cage med langt og fedtet fehår, så kører det sgu.
Con Air har en særlig plads hos mig. Henover en sommer imellem 7. og 8. klasse, der så jeg den ihvertfald tyve gange. Kun afbrudt, når jeg lige skulle akklimatiseres med The Rock og Face Off. Det var dengang den gode Cage bragede igennem med alle tre film på halvandet år.

Cameron Poe, Cyrus The Virus, Vince Larkin, Johnny 23, Garland Greene og alle de andre friske fyre gav mig verdens bedste underholdning, da teenagehormonerne høvlede igennem min ranglede krop.
Nicolas Cage klarer ærterne, og svinger sit fedtede Johnny-hår i processen.
Jeg kan se filmen igen og igen.
Det er ikke stor og original filmkunst, men nogen gange må film godt bare være lidt dumme og ligetil.

“Well, hooray for the sounds of *fucking* silence!”

Vi runder af

Set ud fra et helt lavpraktisk synspunkt, så er Con Air en smule tåbelig. Hele idéen med at transportere kriminelle med vidt forskellige – mere eller mindre vanvittige – gerninger på samvittigheden er jo dybt urealistisk.
Ene mand skal Cameron Poe stoppe galskaben om bord og redde dagen…
Det er altså lidt fjollet.
Skulle filmen honoreres ud fra det perspektiv, så ville jeg give den 2/6🔨
Så stærkt et drama er det jo heller ikke, vel…

Skal den derimod honoreres for dens underholdningsværdi og de minder og den nostalgi jeg forbinder den med, så er karakteren en helt anden.
Den skal honoreres for det den er; en fremragende underholdningsfilm, tilsat lidt letfordøjeligt drama.

Jeg elsker Con Air, og alle dens over-the-top karakterer. Jeg elsker dens førnævnte tåbelige historie og fjollede mindset, som jo giver grobund for de gaggede plotlinier.

Nicolas Cage er på toppen her i, og når han som her ikke går totalt banjo, så kan man næsten ikke bede om mere.

Det var et glædeligt gensyn med en film, der stadig holder.

Cage og Con Air får 6/6
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

De 8 Bjerge

“De 8 Bjerge” var virkelig en film, der formåede at trække mig følelsesmæssigt med ind på en måde, som jeg sjældent synes jeg oplever i moderne filmkuns

Christoffer anbefaler film om alderdom

Det skyldes altså ikke, at jeg for et par uger siden fyldte 30, og nu tror jeg har set døden i øjnene, at jeg har besluttet mig for at skrive denne lille liste om film om alderdommen

You Are So Not Invited to My Bat Mitzvah

Nicolai har denne gang anmeldt en ungdomsfilm om hvad det vil sige at træde ind i de voksnes rækker som ung jøde og hvor svært det kan være, når man har problemer med sin bedste veninde.

Liar Liar

Nicolai har denne gang anmeldt en af Jim Carreys gamle klassikere, i form af Liar Liar og helt uden at lyve kan det nævnes, at selvom der er enkelte scener som måske ikke holder perfekt ved gensyn, så er der dog tale om en herlig komedie, med Jim Carrey for fuld hammer