Children Of The Sea

René

René

Originaltitel: Kaijû no kodomo. Instruktør: Ayumu Watanabe. År: 2019. Genre: animation. Kan ses på https://voidfilmfestival.com/ fra d. 27 februar kl 17.00 og 24 timer frem.

Det er med stor spænding jeg ser min første film fra animations filmfestivallen, VOID, som er den smukke, japanske, Children Of The Sea, der papiret handler om en ung, usikker 14-årig pige, der føler sig draget af havet og bliver venner med to aldersvarende drenge.

Fra første billede i filmen hersker der ingen tvivl om, at dette er starten til en utrolig smuk, visuel oplevelse, som var det en Miyazaki-produktion. Et særligt varemærke, som siden 80’erne og 90’erne, har været noget alle verdens filmskabere indenfor genren, har stræbet efter at ligne.

Children Of The Sea handler om den unge og usikre pige, Ruka, som ikke trives i skolen. Hun har ikke nogen venner, og efter en episode til en idrætstime, hvor hun sender en anden pige på sygehuset, bliver hun mere fortvivlet og ked af det. Begge hendes forældre ser ikke hendes behov, da de hver og især har travlt med dem selv. Moren virker ofte fraværende og faren har travlt med hans arbejde på det lokale akvarium. Det er dog også på farens arbejdsplads, at hun tilfældigt møder den ene af de to brødre, der bliver redningen for hende. Den umiddelbare og glade, Umi, og senere den lettere kølige og arrogante, Sora, som dog viser sig som en blid og eftertænksom sjæl.

Dette bliver starten på et helt unikt venskab mellem Ruka og de to brødre.

Vi bliver som tilskuere snart klogere på at de to brødre ikke har nogen forældre, og at de har boet på akvariet gennem længere tid. De blev efter signende fundet ved havet, og har det bedst når de får lov til at svømme. De har en særlig måde at kommunikere med havets skabninger på, og de er ikke i tvivl om, at Ruka har det på samme måde. Ruka kommer med på svømmeture i havet med de to brødre, som taget ud af et havfrueeventyr. På et enkelt øjeblik bliver vi taget ud af det, næsten socialrealistiske drama, og placeret i et drømmende univers, hvor alt kan lade sig gøre.

Som filmen skrider frem, sætter instruktør Ayumu Watanabe fokus på nogle større ting og sætter flere filosofiske spørgsmål. Blandt andet står en strandscene skarpt, hvor de unge mennesker snakker om universet og dets mysterier og gåder, som næsten virker ubeskrivelige og uforklarlige. De næsten poetiske billeder med nattehimlens uendelige stjernevrimmel, kombineret med gnister fra bålets skær på strandbredden, og med sætningen “universet er fyldt med noget vi ikke kan se”, gør stemningen magisk og larger than life-agtig.

Som nævnt i starten, så er den visuelle stil, og de enestående billeder, filmens helt store stjerne. Children Of The Sea er i det hele taget bedst, når man kan go with the flow, og lade sig rive med af den imponerende billedside, som står stærkest uden replikker, og med musikken som følgesvend.

Watanabes film er en anbefaling til alle der har brug for en tankevækkende og visuel lækkerbisken, som ligger lagt væk fra de amerikaniserede produktioner, man ofte støder på indenfor animationsgenren.

Children Of The Sea får 4/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Vikingulven

Nicolai har denne gang anmeldt en norsk varulvegyser, som ikke er helt perfekt, men som dog fint kan fungere som gyserunderholdning i disse mørke tider.

Ugens Streaming Anbefaling: Amalie Skal Dø

Hun var et ungt menneske, som inspirerede mange med hendes livsmod og kampgejst.
Nu kan man se den fine og rørende dokumentar på TV2 Play, som handler om hendes kamp for livet.

Et hus af splinter

Nicolai har denne gang anmeldt en fornyeligt Oscar-nomineret dokumentarfilm, der tegner et både tragisk, hjerteknusende men dog også hjertevarm billede af livet på et Østukrainsk børnehjem, hvor der forsøges på at give børnene så godt en ophold og så god en fremtid, som muligt.

Wannsee-konferencen

Uhyggelig og meget stærk film om et kapitel i historien, som menneskeheden bør skamme sig over. Mennesker bliver reduceret til tal på et stykke papir, og skæbner regnet for ingenting.

Babylon

Nicolai har denne gang anmeldt og set et brag af en Hollywood-storfilm om 20’ernes Hollywood og hvad der skete, da stumfilm ændrede sig til talefilm.
Det er stort, det er vildt, der er morsomt, det er hjerteskærende, ja faktisk hele pakken og noget man bare MÅ se og opleve i en biograf!

The Banshees of Inisherin

Uden de helt store armbevægelser, formår lille, irsk film, om to gamle venner, at gøre stærkt indtryk. Colin Farrell er enestående som den rare, men kedelige Pádraic, som ikke kan forstå, hvorfor hans livsgamle ven har vendt ham ryggen. The Banshees of Inisherin er en fremragende filmoplevelse, og René Buchtrup anmelder den her…

Fukssvansen

Skæv og langt ude dansk komedie, der både er hamrende sjov, men desværre også meget undervurderet og overset.
Vi slår hermed et slag for endnu en dansk komedie, der har fortjent meget mere opmærksomhed end tilfældet er.

Underwater

Nicolai har denne gang anmeldt en undervandsgyser, som skønt et højt tempo og fint med spænding, dog også har mange gyser-klichéer og ikke meget originalitet.