Children Of The Sea

René

René

Originaltitel: Kaijû no kodomo. Instruktør: Ayumu Watanabe. År: 2019. Genre: animation. Kan ses på https://voidfilmfestival.com/ fra d. 27 februar kl 17.00 og 24 timer frem.

Det er med stor spænding jeg ser min første film fra animations filmfestivallen, VOID, som er den smukke, japanske, Children Of The Sea, der papiret handler om en ung, usikker 14-årig pige, der føler sig draget af havet og bliver venner med to aldersvarende drenge.

Fra første billede i filmen hersker der ingen tvivl om, at dette er starten til en utrolig smuk, visuel oplevelse, som var det en Miyazaki-produktion. Et særligt varemærke, som siden 80’erne og 90’erne, har været noget alle verdens filmskabere indenfor genren, har stræbet efter at ligne.

Children Of The Sea handler om den unge og usikre pige, Ruka, som ikke trives i skolen. Hun har ikke nogen venner, og efter en episode til en idrætstime, hvor hun sender en anden pige på sygehuset, bliver hun mere fortvivlet og ked af det. Begge hendes forældre ser ikke hendes behov, da de hver og især har travlt med dem selv. Moren virker ofte fraværende og faren har travlt med hans arbejde på det lokale akvarium. Det er dog også på farens arbejdsplads, at hun tilfældigt møder den ene af de to brødre, der bliver redningen for hende. Den umiddelbare og glade, Umi, og senere den lettere kølige og arrogante, Sora, som dog viser sig som en blid og eftertænksom sjæl.

Dette bliver starten på et helt unikt venskab mellem Ruka og de to brødre.

Vi bliver som tilskuere snart klogere på at de to brødre ikke har nogen forældre, og at de har boet på akvariet gennem længere tid. De blev efter signende fundet ved havet, og har det bedst når de får lov til at svømme. De har en særlig måde at kommunikere med havets skabninger på, og de er ikke i tvivl om, at Ruka har det på samme måde. Ruka kommer med på svømmeture i havet med de to brødre, som taget ud af et havfrueeventyr. På et enkelt øjeblik bliver vi taget ud af det, næsten socialrealistiske drama, og placeret i et drømmende univers, hvor alt kan lade sig gøre.

Som filmen skrider frem, sætter instruktør Ayumu Watanabe fokus på nogle større ting og sætter flere filosofiske spørgsmål. Blandt andet står en strandscene skarpt, hvor de unge mennesker snakker om universet og dets mysterier og gåder, som næsten virker ubeskrivelige og uforklarlige. De næsten poetiske billeder med nattehimlens uendelige stjernevrimmel, kombineret med gnister fra bålets skær på strandbredden, og med sætningen “universet er fyldt med noget vi ikke kan se”, gør stemningen magisk og larger than life-agtig.

Som nævnt i starten, så er den visuelle stil, og de enestående billeder, filmens helt store stjerne. Children Of The Sea er i det hele taget bedst, når man kan go with the flow, og lade sig rive med af den imponerende billedside, som står stærkest uden replikker, og med musikken som følgesvend.

Watanabes film er en anbefaling til alle der har brug for en tankevækkende og visuel lækkerbisken, som ligger lagt væk fra de amerikaniserede produktioner, man ofte støder på indenfor animationsgenren.

Children Of The Sea får 4/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!