Charlie’s Angels

René

René

Originaltitel: Charlie’s Angels. År: 2019. Instruktør: Elizabeth Banks. Genre: action. Udkommer på blu-ray d. 18. maj 2020.

Efter næsten to timer i selskab med de tre nye “engle”, slukkede jeg fjernsynet, sad med sort skærm i ca. tredive sekunder og rystede dernæst på hovedet og tænkte: “hvad fanden var det?”

Den nye version af Charlie’s Angels, kom aldrig i de danske biografer. I USA floppede den og blev sablet ned af både anmeldere og publikum.

Det er der en rigtig god grund til.

Efter en tv-serie i 70’erne, og dernæst to spillefilm i 2000 og 2003, om sikkerhedstjenesten, som redder verden med kvindelige agenter i spidsen, fik vi i 2019 en ny version, instrueret og skrevet af skuespiller, Elizabeth Banks, som også spiller med i denne, som agent-mama, Bosley.

De to spillefilm fra 00’erne var fjollede, men var fyldt op til randen af sjove påfund, kreative actionscener og den havde tre kvindelige karakterer med personlighed.

Diaz, Lui og Berrymore VAR Charlie’s Angels.

Det er der desværre INTET af i det nye reboot. Der er ikke skyggen af personlighed over filmen, som kæmper sig gumpetungt igennem et plat og dumt manuskript, som simpelthen prøver for meget.

Kirstin Stewart (Twilight) spiller den rebelske speed-snakkende Sabina Wilson, debutanten Ella Balinska spiller hendes diametrale modsætning, Jane Kano, og Aladdin-skuespillerinden, Naomi Scott, har rollen som usikker softwareudvikler, der rekrutteres af Englene.

De tre nye engle, har, har ligesom de tre gamle, tre forskellige personligheder, der burde kunne spille op til hinanden i praksis. Men når de kære skuespillere i filmen overspiller, så man vrider sig i sædet og når de fyrer så dårlige jokes af, så man næsten væmmes, får det mig til at tænke på en nådesløs massakre af engle i luften, skudt ned med en bazooka.

Det lettere ligegyldige plot, om et nye stykke banebrydende software, der kan forandre verden, men som må forhindres i at komme i de forkerte hænder, kunne være reddet af skarpe jokes og god timing. Da det ikke er tilfældet, forventes der en masse lækkert koreograferet action i stedet.

Det får vi gudhjælpemig heller ikke!

De scener med go’daw i og smæk for skillingen, ligner for det meste en tarvelig kopi af en omgang Mission Impossible eller en Bond-film. De få scener, der rent faktisk har potentiale, bliver ødelagt af så hurtig en klipning, så man snotforvirret ikke kan finde hoved og hale i hvad der sker.

For at opsummere, så er resultatet blevet en pinlig omgang usjov action-braller, der er drænende at se og høre på!

Efter fiaskoen i hjemlandet, USA, har en frustreret Elizabeth Banks, været ude med riven og sagt, at hvis filmen ikke tjener penge, understøtter det Hollywood-stereotypen, om at fyre ikke gider at se på kvinder i actionfilm.

Svaret herfra Moviemaniac er simpelt: sikke noget forbandet vås.

Muligvis hjalp de dårlige anmeldelser i hjemlandet ikke filmen synderligt, men der findes utallige eksempler på, at actionfilm med kvinder i de bærende roller, har klaret sig fint. Eksempelvis klarede Marvel-filmen Captain Marvel sig fantastisk ved billetlugerne og tjente over en millarddollars, selvom den blev svinet til af brugerne på IMDB. Men vigtigst af alt, så havde den en troværdig historie og hovedrolle, fed action og sjove replikker.

Den gamle Star Trek-stjerne, Patrick Stewart, kan ikke engang, med hans star quality, redde Charlie’s Angels‘ for at synke til bunden, som var det Titanic på sin jomfrurejse.

Muligvis har den kære Kristin Stewart rystet sit teenage-idol, Bella, af sig, og har fundet sin plads i branchen med mere seriøse og udfordrende roller. Men hvad hjælper det den unge auteur, når hun på intet tidspunkt i filmen, ligesom sine medskuespillere, viser noget som helst komisk talent.

Hvis du snart skal holde filmaften, og har brug for en kandidat til en vellykket actionfilm, som underholder med kreative actionscener, sjove jokes og et skægt persongalleri, så skal du holde dig langt fra Charlie’s Angels.

Charlie’s Angels får 1/6: 🔨

Ekstra Materiale:

Her finder man både slettede scener, musikvideoer, interviews, bl.a. med instruktør, Elizabeth Banks, og behind-the -scenes optagelser af “englene”.

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!