Catch-22 – sæson 1

catch-22
René

René

Originaltitel: Catch-22
Serieskabere: Luke Davies & David Michôd
Produktionsår: 2019
Genre: krig/komedie/drama
Er udkommet på dvd.

Det handler om 2. verdenskrig. Det er både drama, sort komik, action og satire. George Clooney instruerer to afsnit, producerer og spiller med. Stjerner som Hugh Laurie og Kyle Chandler er med. 

Kan det overhovedet gå galt?

Nej, det går bestemt ikke galt med mini-serien på seks afsnit, som netop er udkommet på dvd. 

Men den kunne være blevet meget bedre.

Serien er baseret på Joseph Heller satireroman, af samme navn, fra 61. En antikrigsfortælling, om krigens meningsløshed. 

Serien starter oven i købet ret lovende:

Allerførste billede lægger ud med en omtåget og blodig mand (vores hovedperson), der gr nøgen rundt, desorienteret og forvirret. Lige inden der klippes væk, skriger han af lungernes fulde kraft.

Ligesom i bogen, følger vi ca. 6 timer, hovedpersonen, John “Yoyo” Yossarian (glimrende spillet af Christopher Abbott), der er en del af de amerikanske bombeskytter, der forsøger at komme helskindet igennem krigens rædsler. Men hjemsendelsen, af Yoyo, og de øvrige soldater, og bombetogterne bliver konstant forhøjet i antal af deres oberst og general. 

Den ellers selvsikre unge mand, som bl.a er populær med damerne, har svært ved at være i krigshelvedet. Da han prøver at indlægge sig selv som sindssyg, så han kan hjemsendes i en fart, får han at vide, at man er sindssyg, hvis man føler sig egnet til at flyve, og dermed er man uegnet. Men hvis man selv erklærer sig sindssyg, så er man rask nok til at flyve.

Det er fuldstændig absurd. Og alligevel giver det skræmmende meget mening!

For krig er helvede, som ingen ønsker at deltage i. Christopher Abbott er rigtig god i rollen som den ellers cool’ soldat, der sætter spørgsmål ved meningsløshedens mareridt og han er bestemt ikke den eneste der har det godt i serien.

Clooney hygger sig gevaldigt i rollen som Løjtnant Scheisskopf, der på Full Metal Jacket-manerer, råber alle sine replikker ud, som gjaldt det liv og død. Overspillet eller ej, så er han god alligevel. 

Hugh Laurie giver den gas som de Coverly,- majoren, alle de menige frygter. 

Og Kyle Chandler, ja, han er næsten mere højtråbende end Scheisskopt, og giver fuld hammer med hans rolle som oberst Cathcart, som bruger sin pistol, og skyder højt til vejrs, hvis han skal have stilhed foran de andre soldater.

Men selvom Clooney og co. stille gode spørgsmål vedrørende krigens rædsler og egentlig har flere gode karakterer i spil, strander det hele en smule i sidste ende. Det er som om at det hele går i tomgang, og de samme spørgsmål bliver stillet lidt for mange gange. Det føles lidt som en Dr. Stangelove, set fra soldaternes side, bare uden de helt store overraskelser undervejs. 

For der hvor mini-serien tager keglen, er i dens sjove, enkeltstående scener. Som nævnt tidligere er stjernerækken af skuespillere, som alle spiller vanvidsgeneraler og oberster, alle pengene værd, og særligt manden med det usædvanlige navn, Major Major Major, som selvfølgelig bliver forfremmet til major, og som ender som Major Major Major Major, er lårklaskende sjovt. 

Det går bestemt ikke galt i Catch-22. Det er faktisk slet ikke så tosset. Men det kunne være blevet meget bedre. 

Catch-22 får 3/6: 
🔨🔨🔨  

Tak til Pr Nordic

Seneste

5 fantastiske serier, der straks bør forlænges

Der er mange serier der burde stoppe, mens legen er god. Og så er der de få serier, der sagtens kan forsætte.
René Buchtrup prøver at råbe de store Hollywood-studier op med denne liste, over serier der straks bør forlænges.

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.