Captain Marvel

René

René

Originaltitel: Captain Marvel. Instruktører: Anna Boden og Ryan Fleck. År: 2019. Genre: Action. Kan streames på Blockbuster.

De første tyve minutter af d. 21. Marvel-superheltefilm (inden den helt store spil-med-musklerne-i-mit-spandex-tøj, Avengers: End Game i slut-april) virker som noget underligt og værre rod. Simpelthen noget værre juks.

Captain Marvel hedder filmen og introducerer en ny heltinde som (selvfølgelig) har en afgørende rolle at spille i Marvel-universets fremtid.

Det hele starter i filmen med flashbacks. Vor unge heltinde, Vers (spillet af Brie Larson) vågner op med mareridt (eller er det erindringer?). Noget med krig, skuddueller og en kvindelig mentor. På en anden planet. Men har hun overhovedet været der?

Det føles som puslespilsbrikker spredt ud over hele sofabordet, med alt fra stråtag, blå himmel og delfiner. Det virker random. Det virker uoverskueligt.

For hende vores hovedperson, Vers, er kriger på planeten Kree, hvor hun bliver “jedi”-trænet af sin “yoda”-mentor Yon-Rogg (Jude Law).

Men efter et slag på en intergaltisk planet mod de onde væsener, Skrulls, ender hun på planeten Jorden. Vi finder ud af vi er i start 90’erne.

Og lige så langsomt giver det hele mere mening i filmen.

Puslespilsbrikkerne falder lige så langsomt på plads.

Måske er det mødet med Agent Nick Fury (Samuel L. Jackson) som gør det hele lidt mere overskueligt. De to (Vers og Fury) har hvert fald en kemi som er utrolig smittende og som gør filmen utrolig down jordnær og hyggelig. De har simpelthen en god kemi og deres pingpong (ja, dialog imellem), føles befriende og troværdig.

Gid vi så flere makkerpar som dem på film og tv.

Det giver mening at Disney og co. har sat instruktørparret Anna Boden og Ryan Fleck til at instruere filmen. De er kendt for at have lavet små indie-dramaer med almindelige mennesker og deres fokus på relationerne.

Det giver faktisk rigtig meget mening. Det er rart med en jordnær superheltefilm. Også selvom vi konstant skifter mellem rum, overdrevne superkræfter og grønne aliens.

Vor kære heltinde, Captain Marvel aka Vers, finder ud af at hun har levet på jorden tidligere. At hun i virkeligheden hedder Carol Danvers og var tidligere pilot. Men hvordan dælen havnede hun så på planeten Kree?

Brikkerne giver efterhånden et tydeligt billede og det hele giver mere mening.

Også selvom filmen tager en overraskende ny og spændende drejning undervejs.

Det bedste ved “Captain Marvel” er at føles som en film som aldrig har særligt travlt. Ikke i et konstant hurtigt tempo som så mange i samme genre, hvor hver anden scene helst skal indeholde action og en dumsmart one-liner.

Det meste af filmen er faktisk overraskende rolig og dialogbåren. Thank god for that.

Når der er action, er det til gengæld også fedt. Det går aldrig for stærkt, s man får det hele med.

Muligvis er slutningen af filmen over the top og ligesom sin DC-konkurrent “Wonder Woman”, er den ved at kamme over, så det til sidst føles som en CGI-forstoppelse. ALT for meget af det gode.

Men hvis man har savnet en superheltefilm som ikke helt føles som alle de andre, så er Captain Marvel et overraskende godt bud på en 2 timer lang underholdningsfilm som faktisk både har hjerne og hjerte.

Men husk, det hele giver noget mere mening, i forhold til referencer og hilsner i filmen, hvis du altså har set de 20 tidligere film som Marvel har spyttet ud, inden du sætter dig til rette i biografsædet.

Bare lige så du ved det….

Captain Marvel får 4 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨

Seneste

5 fantastiske serier, der straks bør forlænges

Der er mange serier der burde stoppe, mens legen er god. Og så er der de få serier, der sagtens kan forsætte.
René Buchtrup prøver at råbe de store Hollywood-studier op med denne liste, over serier der straks bør forlænges.

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.