Captain Marvel

René

René

Originaltitel: Captain Marvel. Instruktører: Anna Boden og Ryan Fleck. År: 2019. Genre: Action. Kan streames på Blockbuster.

De første tyve minutter af d. 21. Marvel-superheltefilm (inden den helt store spil-med-musklerne-i-mit-spandex-tøj, Avengers: End Game i slut-april) virker som noget underligt og værre rod. Simpelthen noget værre juks.

Captain Marvel hedder filmen og introducerer en ny heltinde som (selvfølgelig) har en afgørende rolle at spille i Marvel-universets fremtid.

Det hele starter i filmen med flashbacks. Vor unge heltinde, Vers (spillet af Brie Larson) vågner op med mareridt (eller er det erindringer?). Noget med krig, skuddueller og en kvindelig mentor. På en anden planet. Men har hun overhovedet været der?

Det føles som puslespilsbrikker spredt ud over hele sofabordet, med alt fra stråtag, blå himmel og delfiner. Det virker random. Det virker uoverskueligt.

For hende vores hovedperson, Vers, er kriger på planeten Kree, hvor hun bliver “jedi”-trænet af sin “yoda”-mentor Yon-Rogg (Jude Law).

Men efter et slag på en intergaltisk planet mod de onde væsener, Skrulls, ender hun på planeten Jorden. Vi finder ud af vi er i start 90’erne.

Og lige så langsomt giver det hele mere mening i filmen.

Puslespilsbrikkerne falder lige så langsomt på plads.

Måske er det mødet med Agent Nick Fury (Samuel L. Jackson) som gør det hele lidt mere overskueligt. De to (Vers og Fury) har hvert fald en kemi som er utrolig smittende og som gør filmen utrolig down jordnær og hyggelig. De har simpelthen en god kemi og deres pingpong (ja, dialog imellem), føles befriende og troværdig.

Gid vi så flere makkerpar som dem på film og tv.

Det giver mening at Disney og co. har sat instruktørparret Anna Boden og Ryan Fleck til at instruere filmen. De er kendt for at have lavet små indie-dramaer med almindelige mennesker og deres fokus på relationerne.

Det giver faktisk rigtig meget mening. Det er rart med en jordnær superheltefilm. Også selvom vi konstant skifter mellem rum, overdrevne superkræfter og grønne aliens.

Vor kære heltinde, Captain Marvel aka Vers, finder ud af at hun har levet på jorden tidligere. At hun i virkeligheden hedder Carol Danvers og var tidligere pilot. Men hvordan dælen havnede hun så på planeten Kree?

Brikkerne giver efterhånden et tydeligt billede og det hele giver mere mening.

Også selvom filmen tager en overraskende ny og spændende drejning undervejs.

Det bedste ved “Captain Marvel” er at føles som en film som aldrig har særligt travlt. Ikke i et konstant hurtigt tempo som så mange i samme genre, hvor hver anden scene helst skal indeholde action og en dumsmart one-liner.

Det meste af filmen er faktisk overraskende rolig og dialogbåren. Thank god for that.

Når der er action, er det til gengæld også fedt. Det går aldrig for stærkt, s man får det hele med.

Muligvis er slutningen af filmen over the top og ligesom sin DC-konkurrent “Wonder Woman”, er den ved at kamme over, så det til sidst føles som en CGI-forstoppelse. ALT for meget af det gode.

Men hvis man har savnet en superheltefilm som ikke helt føles som alle de andre, så er Captain Marvel et overraskende godt bud på en 2 timer lang underholdningsfilm som faktisk både har hjerne og hjerte.

Men husk, det hele giver noget mere mening, i forhold til referencer og hilsner i filmen, hvis du altså har set de 20 tidligere film som Marvel har spyttet ud, inden du sætter dig til rette i biografsædet.

Bare lige så du ved det….

Captain Marvel får 4 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.