Candyman

René

René

Originaltitel: Candyman. Instruktør: Nia DaCosta. År: 2021. Genre: gyser. Biografpremiere: d. 26. august 2021.

Filmen blev set i Bio City, Aarhus

Da jeg var omkring 12 år gammel, kunne jeg simpelthen ikke få mig til at gøre det. At stå foran spejlet og sige “candyman” fem gange. Så ville ham, den sindsyge stodder med krogen, komme og flænse mig til døde.

Filmen, af samme navn, som er fra 1992, står måske ikke ligefrem som et blændende mesterværk den dag i dag. Men alligevel er den uhyre effektiv sag, som vinder stort ved at blande det (evigt) aktuelle emne, racisme, med det okulte og overtroiske.

Hvis i stadig er i tvivl, så gjorde originalen indtryk på mig. Derfor er det med en vis form frygt (æres)frygt, at jeg sætter mig i biografsædet og gør klar til denne Candyman ala 2021. Ikke så meget et remake, som en fortsættelse til det univers 90-kultklassikeren fremlagde.

Kunstneren Anthony( Yahya Abdul-Mateen II) og hans kæreste, Brianna (Teyonah Parris), flytter ind i en lejlighed i Chicago. For 30 år siden var det et slumkvarter, men nu nabolaget blevet lavet om til topmoderne lejligheder, der skriger af enge og overklasse.

Der går ikke lang tid, før én af naboerne får fortalt Anthony om skrækhistorien, Candyman. Dernæst bliver det nærmest en besættelse for den unge, sorte mand, med hispterhuen på skrå: han vil vide mere om denne urban legend, som hærgede og slog folk ihjel i netop denne del af Chicago. Snart står han selv foran spejlet og overvejer om han tør sige det forbudte og farlige navn. Da han undersøger det nærmere på gaden og bliver stukket af en bi, begynder det langsomt at ramle for ham. Han kommer pludselig lidt på tæt på manden (og myten), der blev rullet i honning og efterladt med en masse bier i hælene.

Selvom det er interessant med en sort kvinde som instruktør, er det egentlig mere interessant med den viden, at Candyman 2021 bl.a. er skrevet af selveste Jordan Peele. Manden, som startede som komiker, men som i 2017 sparkede Hollywood-døren ind med hans geniale samfundskritiske gyser “Get Out”, som både var rørende og morsom. Fuldt fortjent vandt han en Oscar, for bedste original manuskript, og har siden været en vigtig (sort) stemme i Hollywood, som bestemt ikke er bange for at bringe Black Lives Matter på banen i filmlandskabet.

Man kan mærke at Peele har haft en finger med i spillet, bl.a. som både medskriver på projektet og ikke mindst, som producer. Den sjoveste scene i filmen, der leger med klicheen om “den dumme, sorte person i gyserfilmen” og en mørk kælderskakt, som Brianna nægter at gå ned af, tager stygt pis på horror film generelt. Når det drejer sig om vigtige emner i samfundsdebatten, er Peele heller ikke bleg for at lange ud efter “den hvide mand” og den meningsløse politivold, og den brutalitet der udføres. Her taler volden sit tydelige, ubehagelige sprog, man umuligt kan ryste af sig.

Filmens akilleshæl er, at den ofte dvæler med historien fra den første Candyman-film og hele tiden refererer til hovedpersonernes handlinger (den unge kvinde, Helen Lyle, der hidkalder Candyman og langsomt går fra forstanden) som flettes mere og mere ind i den nye fortælling. Det er, som om at Nia DaCosta har svært ved at kreere en selvstændig film, der kan stå på egne ben. Mange gange får vi serveret et skyggeteater, som vækker genklang til Lyles gerninger og vi får også en masse lejrbåls-lignende historier om Candymans mange ansigter gennem tiden. Skyggeteateret er så stemningsrigt og gennemført, så man bliver draget af stemingen. Man får dog mest af alt mest lyst til at skynde sig at gense den gamle Candyman, da historien simpelthen bare er mere interessant her.

Selvom Candyman 2021 lever i skyggen af sin snart 30 år gamle storebror, er den stadig uhyre effektiv og leverer dér hvor den skal i sidste ende: ved gysene. Det er nemlig dømt dejligt, modbydeligt slasher horror, når Candyman viser sit sande ansigt og blodet sprøjter til alle sider. Flere scener, der involverer spejle og en skræmt hipster-kunstner, printer sig efterfølgende fast i hukommelsen for altid.

Candyman får 4/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!