Brawl In Cell Block 99 anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Flødebolleen Vince Vaughn springer ud som bad motherfucker i en nervepirrende intens og úber-voldelig film som jeg klappede i hænderne af. 

Brawl In Cell Block 99 (2017). Instruktør: S. Craig Zahler

Jeg tog en chance en tilfældig fredag aften da jeg gik i gang med filmen “Brawl In Cell Block 99”. Jeg havde hørt rygter om at Vince Vaughn (bl.a. kendt for komedier som Wedding Crashers og Old School) skulle have sit livs rolle og at filmen simpelthen bare var møgfed.

Begge ting var heldigvis fuldstændige korrekte.

Vaughn spiller det store skrummel Bradley som bliver fyret fra sit arbejde og ender med at arbejde som narkokurér. Han havner i fængsel og derefter går det for alvor helt galt: Han og hans familie (kone og kommende barn) trues og hvis han ikke slår en ansat ihjel på et maksimal sikkerheds fængsel, klipper de lemmer at hans ufødte datter(!) og dræber hans kone.

Bradley ser muligvis voldsom ud og har en fortid som tidligere bokser. Men han er egentlig ikke voldelig. Men det bliver højest nødvendigt hvis han skal flyttes til det andet fængsel hvor den mulige fange skal slås ihjel. Han må brække armer, ben og kranier, før han kan redde sin familie.

Vaughn spiller hovedkarakteren til perfektion og han besidder en ro og lune, som gør at vi som tilskuere sympatiserer med ham og forstår hvorfor han må være the most bad motherfucker we’ve EVER seen! Han bringer samtidig en god potion tør humor i spil, uden at det på nogen måde bliver plat, men til gengæld sjovt for os som tilskuere.

Det meste af filmen er rolig, uden musik og alligevel er hvert minut af filmen helvedes spændende. Næsten alle scener er med Vaughn og vi mærker hans frustration over the point of no return hvor han må søndersmadre sig til “toppen” af fængselsblokken 99.

De voldelige slåskampscener er så groteske og bizarre, at det jeg endte med at grine flere gange. Kranier splinter, arme knækkes midt over og blodet sprøjter. Det er mødet mellem splatter-b-film og amerikanske hævnfilm fra 1970’erne. Instruktør S. Craig Zahler ved lige præcis hvad han laver. Det hjorde han i den grad også i debutfilmen “Bone Tomahawk” fra 2005, en regulær western, som endte som et kanibal-mareridt for sherif Kurt Russell og hans gunslingers i filmen.

“Brawl Back…” er en fantastisk fed filmoplevelse. Efterfølgende ser du dog ikke hyggelige Vince Vaughn på samme måde: Dette er rollen hvor han endelig får lov til at vise hvad han har at byde på.

Jeg glæder mig i den grad til Vaughns, samt instruktør Zahlers næste filmprojekt sammen: “Dragged Acorss Concrete” som forhåbentlig får premiere senere i år.

Brawl In Cell Block 99 får 5 ud af 6 hamre:

 

Filmen kan bl.a. streames på Viaplay

streampriser,2018-03-01T08:00:00Z,imdb=tt5657856,fa

 

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!