Brawl In Cell Block 99 anmeldelse

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

af René Buchtrup

Flødebolleen Vince Vaughn springer ud som bad motherfucker i en nervepirrende intens og úber-voldelig film som jeg klappede i hænderne af. 

Brawl In Cell Block 99 (2017). Instruktør: S. Craig Zahler

Jeg tog en chance en tilfældig fredag aften da jeg gik i gang med filmen “Brawl In Cell Block 99”. Jeg havde hørt rygter om at Vince Vaughn (bl.a. kendt for komedier som Wedding Crashers og Old School) skulle have sit livs rolle og at filmen simpelthen bare var møgfed.

Begge ting var heldigvis fuldstændige korrekte.

Vaughn spiller det store skrummel Bradley som bliver fyret fra sit arbejde og ender med at arbejde som narkokurér. Han havner i fængsel og derefter går det for alvor helt galt: Han og hans familie (kone og kommende barn) trues og hvis han ikke slår en ansat ihjel på et maksimal sikkerheds fængsel, klipper de lemmer at hans ufødte datter(!) og dræber hans kone.

Bradley ser muligvis voldsom ud og har en fortid som tidligere bokser. Men han er egentlig ikke voldelig. Men det bliver højest nødvendigt hvis han skal flyttes til det andet fængsel hvor den mulige fange skal slås ihjel. Han må brække armer, ben og kranier, før han kan redde sin familie.

Vaughn spiller hovedkarakteren til perfektion og han besidder en ro og lune, som gør at vi som tilskuere sympatiserer med ham og forstår hvorfor han må være the most bad motherfucker we’ve EVER seen! Han bringer samtidig en god potion tør humor i spil, uden at det på nogen måde bliver plat, men til gengæld sjovt for os som tilskuere.

Det meste af filmen er rolig, uden musik og alligevel er hvert minut af filmen helvedes spændende. Næsten alle scener er med Vaughn og vi mærker hans frustration over the point of no return hvor han må søndersmadre sig til “toppen” af fængselsblokken 99.

De voldelige slåskampscener er så groteske og bizarre, at det jeg endte med at grine flere gange. Kranier splinter, arme knækkes midt over og blodet sprøjter. Det er mødet mellem splatter-b-film og amerikanske hævnfilm fra 1970’erne. Instruktør S. Craig Zahler ved lige præcis hvad han laver. Det hjorde han i den grad også i debutfilmen “Bone Tomahawk” fra 2005, en regulær western, som endte som et kanibal-mareridt for sherif Kurt Russell og hans gunslingers i filmen.

“Brawl Back…” er en fantastisk fed filmoplevelse. Efterfølgende ser du dog ikke hyggelige Vince Vaughn på samme måde: Dette er rollen hvor han endelig får lov til at vise hvad han har at byde på.

Jeg glæder mig i den grad til Vaughns, samt instruktør Zahlers næste filmprojekt sammen: “Dragged Acorss Concrete” som forhåbentlig får premiere senere i år.

Brawl In Cell Block 99 får 5 ud af 6 hamre:

 

Filmen kan bl.a. streames på Viaplay

streampriser,2018-03-01T08:00:00Z,imdb=tt5657856,fa

 

Seneste

The Drama

Nicolai har denne gang anmeldt en film om et bryllup, hvor forberedelserne til det, bliver svære og svære, efter at bruden bekendtgøre noget fra sin fortid. Der er tale om en meget sort komedie, som dog samtidig også giver meget at snakke om, udover at underholde.

Rental Family

Rental Family er feel-good, der gør mere end bare at varme. Brendan Fraser spiller en mand, der lejer sig ind i andres liv – og langsomt mister overblikket over, hvor rollen stopper, og følelserne begynder. En stille, rørende film, der bliver hængende efter rulleteksterne.
René Buchtrup anmelder

Predator 2

Predator 2 er måske den mest undervurderede film i hele serien – en eksplosiv storbyjagt fyldt med vilde praktiske effekter, brutal action og en fantastisk Danny Glover i topform.
René anmelder

Sirât

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fader og en søn, der leder efter deres datter & søster, sammen med nogle techno-ravere i Marokkos ørken.
Sirât er en stemningsfilm, som kræver tålmodighed og interesse i filmens rejse. Har man dog dette, er der tale om en meget intens og sanselig film, som er en biograftur værd.

Project Hail Mary

I en tid, hvor mange blockbusters føles som tom CGI-støj, er Projekt Hail Mary noget så sjældent som en storfilm med både hjerne, hjerte og humor.
En intelligent og underholdende rumfilm, der tør stole på sit publikum.
René anmelder

Persepolis

Jeg havde længe kendt filmen af navn, vidst at den byggede på Marjane Satrapis egne erindringer, og at den havde opnået en form for klassikerstatus inden for animationsfilm.

I Swear

Nicolai har denne gang anmeldt en sandfærdig fortælling om en mand, der har gjort en forskel for folk der lider med Touretttes. Det er filmen, I Swear, som er en dybt smuk og rørende film, med en historie som er virkelig værd at få fortalt i biografen.