Instruktør: Reinaldo Marcus Green
År: 2024
Genre: Drama, Biografisk
Kan ses i biograferne
Det har de sidste mange år været en udbredt tendens blandt filmskabere at forevige de mest ikoniske karakterer på den musikalske scenes liv, ved at skabe en filmisk udlægning af deres liv. Dette er sket i både mere og mindre vellykket grad med værker som Amadeus, Walk The Line, Sid and Nancy og Ray, som jeg personligt vil fremhæve som nogle af de mest vellykkede inden for denne musikalske biopic-genre.
Med denne tradition i baghovedet kan det næppe komme bag på de fleste at en sådan filmisk udlægning af en kendt musikers liv også naturligvis ville komme om ingen ringere end den nok største jamaikanske musiklegende nogensinde. Og den er så kommet nu.
Bob Marley: One Love har nemlig ramt de danske biografer i denne uge. Og det var med to sider at jeg satte tilbage i biografsædet for skue den nyeste frugt på det voksende træ af musikalske biopicfilm. For den ene side af mig så med anmelderbrillen der betragtede den som filmisk værk, mens den anden så den som kæmpe Bob Marley fan der spændt så til mens filmen gav sin udlægning af mit idols liv.
Filmen er instrueret af Reinaldo Marcus Green der senest stod bag King Richard, der fortalte historien om Williams-søstrenes far og nok gjorde sig mest bemærket for at være den film som Will Smith vandt en oscar for bedste mandlige hovedrolle for, (hvilket som de fleste nok kan huske, skete få minutter efter at han på famøs vis havde givet Chris Rock en lussing), udover det var det efter min mening desværre også en forholdsvis klichefyldt omgang hvis klare højdepunkt var hovedrolle-indehaverens fremragende præstation. Dette er desværre et tema instruktøren fortsætter med Bob Marley: One Love. Og det er for mig i særdeleshed ærgerligt i dette tilfælde, da vi har med en historie og en person der på mange punkter adskiller sig enormt fra øvrige pop/rock stjerner fra samme tid. Filmen har bare desværre en ærgerlig tendens til at fortabe sig i genretypiske klicheer, som f.eks en turné-montage og irriterende producere der ikke kan forstå kunstnerens vision. Dette er blandt andet med til give filmen et slags skabelonsskåret udtryk, trods filmen ellers præsentere sig som havende en ret interessant præmis for hvordan den vil male Marleys portræt.
For filmen starter egentligt rimelig stærkt med at afbillede Marley i det turbulente Jamaica anno 1976 hvor de politiske fløje er mere polariserede end nogensinde og rivaliserende unge bandemedlemmer kun kan enes om at Marley og de øvrige rastafaris tro på fred og kærlighed er truende for deres indflydelse på landet. Dette kommer stærkt til udtryk i et af filmens tidlige højdepunkter, der følger et mordforsøg på den unge musiker. Det er et enormt stærkt anslag og gav mig en forhåbning om at filmen ville gribe historien an på en ny og innovativ måde i forhold til genren. Desværre bliver dette efterfulgt af at Marley tager til England i filmens rimelig sløve anden akt, og altså skues i ganske sikre omgivelser hvor konflikten er langt mere indefra betaget end anslaget antyder. Denne indefra konflikt kunne sagtens have fungeret, men der der er bare ikke en balance mellem den og hvad første akt varsler og så fortaber anden akt sig netop i for mange biopic troper og introducerer for mange karakterer, som føles påduttet for at få et belæg fra den rigtige historie.
Dette er især ærgerligt med tredje akt i tankerne, som egentligt kunne have fungeret enormt stærkt hvis tonen fra anslaget havde været holdt, men efter et fokus på lidt for mange “tjekliste” sekvenser, som f.eks skabelsen af Exodus pladen, der for mit vedkommende bliver leveret lidt klodset, falder klimakset desværre lidt fladt.
Et punkt i filmen man til gengæld ikke kan have meget kritik af er Kingsley Ben-Adirs fremragende skildring af reggae-legenden. Jeg var en smule skeptisk da jeg først så at det var ham der var blevet castet til rollen, men jeg må erfare at han virkelig formår at gå i et med karakteren og portrættere ham på en måde hvor man ser nuancerne af en karakter der både er præget af et virkeligt ideelt og sympatisk verdenssyn der i filmens mest smertefulde øjeblikke ender med at gå ud over dem han holder nærmest. Dette er virkelige interessante facetter i en karakter og trods at Ben-Adir leverer det fremragende kunne jeg godt have ønsket mig at filmen havde haft netop dette mere i fokus, frem for mere overfladiske aspekter af musikerens person.
Men det er trods alt dette portræt af personen Bob Marley som filmen skal ses for, samt de smukke portrætter af 1970ernes Jamaica og reggae-kulturens facetter, det er bare ærgerligt at dette bliver afbrudt midtvejs af en for lang klichepræget fortælling om Bob Marley i London, der scene efter scene skriver fantastiske, tidsløse numre, som naturligvis er en fornøjelse at høre på soundtracket, men det er dog også noget man til enhver tid kan smække på på pladespilleren, hvorimod jeg i Bob Marley filmen godt kunne have ønsket mig en mere interessant skildring af hans indre splittelse, samt Jamaica som lands turbulente periode der gik hånd i hånd med Marleys karriere. Det fik jeg desværre ikke.
