Instruktør: Georgia Oakley
År: 2022
Genre: Drama
Kan streames på: Blockbuster
Sommetider føler man en træng til at kæmpe for den man er, når andre er imod én. Men her kan det være svært at blive enig med sig selv om man skal kæmpe eller være passiv og laissez faire.
Dette er der lavet mange film om og en af dem er Blue Jean af Georgia Oakley.
Georgia Kelly har dog en særlig og meget dybfølt tilgang til at fortælle denne historie, da den netop foregår i slut-80’erne, hvor Margaret Thatcher stadigvæk stod ved magten i England og var med til at indfører section 28. En lov som skabte forbud om at, informere om homoseksualitet.
Dette fortælles via historien om Jean (spillet af Rosy McEwan), som er idrætslærer på en skole (og som primært har med piger at gøre) og som underviser/træner i netball (på dansk kurvebold).
Jean er samtidig homoseksuel og har ligeså en kæreste, som hun dog skjuler for familien.
På Jeans netball-hold er der ankommet en ny pige (ved navn Lois) som er lidt en enspænder og bliver lidt moppet af de andre piger på holdet.
En aften hvor Jean er på en bar for lesbiske (en bar som Jean ofte hænger ud på), ser Jean pludselig at Lois er tilstede og samtidig med at Jean bliver informeret om section 28, kommer hun straks i stor konflikt om at skjule sin seksualitet.
Dette er grundlæggende historien som fortælles i Blue Jean og der er aldrig nogen tvivl om at filmens manuskriptforfatter & instruktør, Georgia Oakley, virkelig har historien dybt ind på hjertet.
Hele vejen gennem Blue Jean følges Jean-karakteren, meget intenst og nøgternt.
Dette ses og mærkes fra filmens allerførste scene hvor Jean hvor hun afbleger sit hår og særligt i idrætsscenerne, hvor hun både skal være kærlig og retfærdig men samtidig også den homofobiske mobning der foregår mod Lois eller når hun prøver at være intim sammen med sin kæreste, men bliver afbrudt for at passe sin nevø.
Blue Jean er overordnet det man kan kalde for en socialrealistisk film, som der findes virkelig mange af (et eksempel på en dansk, kunne være Bænken). Men, Georgia Oakley lykkedes dog virkelig perfekt med sin instruktion og sit manuskript, da den indre og ligeså lidt ydre kamp som Jean kæmper (som homoseksuel kvinde), virkelig skildres med en enorm nerve som både skære ens hjerte i tusinde vis af stykker og samtidig fylder det lidt med glæde, over vidne til én der kæmper for både den hun er og vil være.
Andet som også må roses er i særdeleshed skuespillet, som er ret fænomenalt.
Dette gælder særligt for Rosy McEwan i filmens titelrolle og hovedrolle som Jean.
Rosy McEwan, formår på perfekt vis at skildre en kvinde der konstant kæmper, om det så er for at være en kærlig kæreste, en god idrætstræner eller en lesbisk kvinde der ikke vil lade sig tryne af folks meninger, men samtidig heller ikke vil blive set ned på.
Derudover, besidder Rosy McEwan et helt særligt ansigt, som er en af den slags ansigter, hvor hun virkelig kan formå at udtrykke utallige følelser og hvor hver eneste af dem, er dybt troværdige og til tider så hjerteknusende, at det gør ondt at være vidne til.
Lucy Halliday gør det også fremragende som Lois og er særligt dybt rørende i sin portrættering af en pige, som bare gerne vil være tilstede og føle sig tilpas, men som konstant bliver udfordret i at være dette, via både mobning fra de andre piger på skolen og dernæst Jean.
Kerrie Hayes er ligeledes fantastisk i rollen som Viv (Jeans kæreste) og ikke kun fordi hun har perfekt kemi med Rosy McEwan, men i den grad også fordi Kerrie Hayes virkelig fint skildre en kvinde der gerne vil være der for sin kæreste men som (ligeså) bliver stærkt udfordret i dette, da Jean gerne vil skjule sin homoseksualitet for visse personer.
Noget som også er en stærk kvalitet i Blue Jean, er kameraarbejdet af Victor Seguin!
Igen har dette noget med Rosy McEwan at gøre, fordi kameraarbejdet af Victor Seguin, virkelig er fantastisk til at fange Rosy McEwans ansigt.
Dette ses særligt i en scene, hvor Jean er på arbejde og hører en reportage om section 28
Kollegaerne blandt hende snakker lidt om det, men i stilhed zoomes der helt ind på Rosy McEwans ansigt, da Jean er den der mest bliver ramt af det. Alt dette, er samtidig med til at gøre Blue Jean, til en virkelig intim film, da fokusset næsten altid er på Rosy McEwan og da man dermed virkelig kommer ind i hendes tanker og følelser.
Blue Jean har også noget fremragende underlægningsmusik af Chris Roe, som rammer den fine balance mellem både at være stille og roligt, men samtidig meget intenst.
Eftersom Blue Jean jo foregår i 80’erne, skal der jo helst også være en 80’er-følelse over den og det er der skam også og dette føles også på soundtracket, hvor der er en helt fin del af synth-pop og særligt brugen af New Orders udødelige klassiker, Blue Monday i en af filmens hovedscener, er virkelig genialt.
Alt i alt, synes jeg virkelig at Blue Jean stråler som en særlig film og et kæmpe mesterværk! Både fordi Georgia Oakley, virkelig har skabt en virkelig smuk, tidløs og hjerteskærende film om hvor svært det kan være at være sig selv, når man føler at hele verden er imod én og dernæst har hun skabt et værk, som giver en virkelig smuk stemme til dem kæmpede mod Margaret Thatchers tanker om homoseksualitet.
