Originaltitel: Blokhavn. Instruktør: Troels Unneland, Sorena Sanjari, Malthe Emil Kibsgaard, Daniel Sanjari, Adrian Hosseinpour. År: 2020. Genre: animation/komedie. Kan streames på Blockbuster.
Ali og hans bedste venner, Abdi, Ahmed, David, Musti og Hassan går alle i 8. klasse på det der er udråbt til Danmarks værste skole, der ligger den et sted i hhettoområdet Blokhavn.
Da det bliver meldt ud at skolen, med landets laveste karaktergennemsnit, skal lukkes, indser Ali at han kan miste alt hvad der betyder meste for ham: han kan ende på en anden skole end hans venner og det samme med pigen han er vild med, Yasmina.
Det er i bund og grund præmissen i Youtube-fænomenet, Gigis, første spillefilm, Blokhavn. De fem gutter i Gigis, Troels Unneland, Adrian Hosseinpour, Malthe Emil Kibsgaard og Daniel Sanjari og Sorena Sanjari, er blevet kendte på nettet for deres musik og satirevidoer, hvor de gør kærligt grin med det miljø, de selv er vokset op i og kender alt for godt: ghettoen.
Men forskellen på deres Youtube-kanal, med klip på gennemsnitlig 3 minutter pr video, og spillefilmen med ca. 76 minutter, er altså
Det store spørgsmål er så om de kan få de har historie, jokes og handling nok til at fylde en hel spillefilm ud, eller om de skal vende tilbage til Youtube hurtigst muligt.
Det korte svar er: Nej. Det kan de ikke.
Selvom animationstilen minder om et grovkornet mix af South Park og Terkel I Knibe, er det ikke det der trækker ned i helhedsindtrykket. Det har på sin vis sin charme i drengenes ghettomiljø i filmen.
Det er som sådan heller ikke historien. Det er nemlig altid fedt at få en coming up age-historie serveret, og så i en dansk produceret animationsfilm. For You-tuberne har faktisk en fin historie gemt et sted om en flok drenge, der gør hvad de kan for at holde sammen.
Men én ting er teori, en anden ting praksis.
Formidlingen af historien, med det fine lille budskab (kæmp for det du har værd), bliver kvalt af platte og utroværdige replikker, som oveni købet bliver leveret af nogle elendige stemmer.
Med undtagelse af Birthe Neumann, som lægger sympatisk stemme til drengenes lærerinde, Gertrud, bliver de resterende figurer simpelthen bare dumme at høre på. Der er ingen sjæl i arbejdet på dem, og det føles som en dårlig audition til en billig produceret børnetegnefilm, hvor ingen af stemmeskuespillerne klarer cuttet videre!
Et splitsekund undervejs, føles det som om at filmen prøver at stoppe op, og dvæle ved nogle interessante dilemmaer. Blandt andet ved Hassan, som har en syg mor. Han er mors dreng der hjemme, men en hård hund i skolen. Der er også Abdi, som vil gøre alt for at virke stærk og tror at sterorider er vejen frem. Og så er der Davito, der kæmper med sin identitet, selvom han i vireligheden er kartoffeldansker, og egentlig bare hedder David.
Det er tydeligt at mærke at Gigis er bedst på hjemmebane i de korte sekvenser på Youtube, hvor en vi som en flue på væggen er med en smuttur i Superkiosken, hvor vi få minutter bliver introduceret til det lille, lokale supermarked nede på hjørnet, eller klippet Dagens Shab, hvor der bliver gjort kærligt grin med tv-fænomenet, Dagens Mand, med en invandrerfyr i centrum af programmet. Her er det hyggeligt, sjovt og nærmest autentisk på de få minutter videoklippene varer.
Men Blokhavn kan simpelthen ikke klare distancen fra Youtube til spillefilm. Allerede efter 10 minutter føles filmen som en langtrukken affære, og den samfundssatire, de muligvis havde håbet på at kunne levere til folket, fiser hurtigere ud, end man kan nå at råbe wallah min fætter.
Jeg ville så gerne råbe ud til alle, med mine lungers fulde kraft, orale (hell yeah), simpelthen fordi jeg syntes at Blokhavn var for svedig en film alle burde se. Men det er desværre ikke tilfældet. Den føles som en kniv i hjertet (smerte) at skulle sige, men den er for raan (random), og hvis der var flere praz eller parda (penge) involveret i projektet, kunne det måske være gået anderledes til.
