Bad Boys For Life

René

René

Originaltitel: Bad Boys For Life. Instruktør: Adil El Arbi og Bilall Fallah. År: 2019. Genre: Actionkomedie. Kan streames på Blockbuster.dk

Bad boys, bad boys
Whatcha gonna do, whatcha gonna do
When they come for you.

Når jeg engang i fremtiden, skal på pension og sige farvel til arbejdslivet, er der måske lille chance for, at jeg nynner lidt af titelsangen fra actionfilmen, Bad Boys For Life, som er den tredje film i rækken, om de to politibetjente, Mike Lowrey og Marcus Burnett.

Den tredje og overrakende efterfølger, til Michael Bays testosteronfyldte Bad Boys fra 1995 og Bad Boys 2 fra 2004.

1’eren var skamløst underholdnede.

2’eren var til gengæld så rædselsfuld, at den simpelthen, i fremtiden, forhåbentligt er slettet fuldstændig fra min seniorhukommelse.

Det jeg har da lov at håbe på.

Årsagen til denne snak om nynnen af titelmelodier og mine fremtidige pensionplaner og (dårlige) hukommelse (jeg er jo kun 35 somre), er pga. Martin Lawrence’ karakter (Marcus), i den nye Bad Boys-film. Han overvejer nemlig selv at skulle pensioners, efter næsten 25 års tro tjeneste som politibetjent i Miami.

Han er, ligesom hans partner, Mike, ikke just ung længere.

Forskellen på de to, ældre herrer er dog til at få øje for: Mike er i tiptop form, har styr på tøjstilen, kører i sportsbiler og er stadig barnløs og single.

Modsat Marcus, som er småtyk, har en kedelig far(tøj)stil, er praktisk anlagt, har rummelig familiebil og har både kone, svigersøn/datter og barnebarn.

Men de er stadig slemme drenge hele livet. Og de synger stadig Inner Circles hit fra 87′, for fuld udblæsning. Faktisk utallige gange gennem filmen, hvor den enten bliver nynnet, sunget eller bliver blæst op som baggrundsmusik.

De to 50-plussere, gør hvad de kan, for at være med i den nye specialgruppe indenfor politiet, AMMO. Deres opgave er at nedlægge den grumme leder, Armando Armas og hans narkobandes hærgen i Miami.

Armos har, med sin mexican-badass mom på sidelinen, en personlig vendetta (mod Lowrey, som han næsten får slået ihjel) og en håndfuld garvede mænd i politi og advokatbranchen.

Selvom filmen i sidste ende er enkel og simpel, prøver filmens instruktører, Adil El Arbi og Bilall Fallah, i starten af komplicere løjerne mere end det er nødvendigt. Samtidig er skurkene så endimensionelle og forudsigelige i deres handlinger, så det skriger “manuskript skrevet i tømmermænd”.

Kort sagt, så er Bad Boys For Life holdepladsen for de stereotype skurkeroller.

Men vi har jo heller ikke sat os til rette for at blive udfordret af nuancerethed i lange baner. Har vi vel?

Nej, vi har sat os i biografen for at se genforeningen mellem Will Smith og Martin Lawrence.

Så gør det ikke det helt store om vi har voldsomt interessante skurke og et overraskende plowtwist.

For Smith og Lawrence hygger sig så gevaldigt i de gamle, velkendte roller, og den gode kemi spreder sig til publikum, som man virkelig kan mærke gnisten.

Særligt er, den lille rundkindede, Martin Lawrence, i rollen som seniorklar morfar, Marcus Burnett, sprudlende. Selvom han ikke har haft en god rolle i mange år, kan man tydeligt mærke at han har savnet komikken og skuespillet.

Han er den perfekte cocktail i selskab med Smiths cool’ Lowrey. For selvom de er dimentrale modsætninger, har de en særlig broderkærlighed til hinanden.

For Lowrey er toptrimmet og cool. Derfor er det enormt skægt og befriende at høre Burnett kaste brokkende og undrende one-liners afsted, om alt det han ikke selv repræsenterer.

Muligvis er det (heller) ikke Smiths bedste rolle i flere år. Men det er stadig langt bedre end den underlige, ambivaente (dobbelt)rolle han havde i Gemini Man, sidste år. For kendere af Smiths bedste præstationer ved, at manden muligvis godt kan spille fint og troværdigt skuespil når det gælder, men at han er allerbedst, når han får lov til at fyre jokes af, ind i mellem.

Som en actionfilm, fungerer actionsekvenserne i Bad Boys For Life, upåklageligt. Den opfinder ikke den dybe tallerken, mht. nyopfundne stunts eller eksplosioner, men gør hvad den skal. Og så heller ikke mere.

Nej, der hvor den for alvor eksploderer og gør indtryk, er samtlige scener med Lawrence og Smithi centrum. Deres bromance er filmmagi for filmelskere med forkærlighed til gamle actionfilm, såsom Dødbringende Våben, 24 Timer og The Last Boyscout og En Russer Rydder Op I New York.

Uden at afsløre for meget lægges der op til en 4’er i slutscenerne.

Jeg tager gerne på en ny køretur i Mikes porche til den tid, hvis Lawrence og Smith stadig har gnisten til den tid.

Whatcha gonna do
When they come for you

Bad Boys For Life får 4/6:

🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.