Originaltitel: Aquaman. Instruktør: James Wan. År: 2018. Genre: Action. Kan streames på Blockbuster.
Hvad er forskellen på DC og Marvel? Tja, meget hurtigt kan man vel sige at dét ene tegneserieforlag har fundet en (næsten) perfekt måde at skabe vellykkede filmmatiseringer af deres bogforlæg. Det har det andet tegneserieforlag bare ikke.
Marvel har simpelthen bare styr på deres shit.
Men hvad er det de gør så godt?
Hvis du spørger undertegnende har de styr på de mest væsentlige og essentielle ting der gør at man overhovedet gider se en superheltefilm fra ende til anden: spændende karakterer man gider investere tid på OG en god portion humor.
Tænk bare på Iron Man. Mage til narcissistisk og selvfed stodder skal man lede længe efter. Men alligevel er han en karakter med hjertet på rette sted . Og så er han bestemt ikke uden (sarkastisk) humor og denne humor redder stemningen i filmene hver gang højtidligheden prøver at tage over. Superheltefilm skal jo helst gerne være underholdende, ikk?
Dette har DC comics ikke skænket en tanke. De er stadig ved at drukne i børnebassinet, fordi de ikke har lært at svømme endnu.
Den metafor er meget rammende for DC’s nye satsning “Aquaman”. Et næsten 2 og en halv times actioneventyr, hvor stort alle figurer snakker med store armbevægelser. Floskler, som var de med i et Shakespeare-stykke.
Egentlig er der gode muligheder med hovedkarakteren, Arthur Curry aka. Aquaman. Halvt menneske og halvt atlantisk gud. Stort, muskuløst og pumpet sixpack-brød, med cool tattoos, lækkert langt surfer-hår og et evigt skævt smil på hans læber. Meget karismatisk spillet af Jason Mamao som giver karakteren alt hvad han har med et par skønne tørre one-liners i ny og næ.
Men det egentlige problem opstår i “Aquaman” når alvorligheden tager over og den ikke ser muligheden for en god, omgang skraldebang-action, selv med en stupid nonsens-historie.
Meget kort fortalt handler “Aquaman” om den retmæssige havkonge, som må kæmpe mod sin onde, onde halvbror, King Orm (overspillet af Patrick Wilson) som vil gøre alt for at forene alle de 7 riger nær Atlantis, bl.a. med hjælp af King Nereus (Dolph Lundgren med lyerødt hår!!!), så de kan gå til angreb til menneske på overfladen. Aquaman får hjælp af Orm’s (ufrivilligt udkårne) Mera (Amber Heard med konstant kavalergang i hendes pornografiske havfrue kostume) og jagten går derefter ind på sagnet på King Atlan guldtrefork som efter sigende kan samle kongeriget.
Med sådan en handling burde filmen i ægte Marvel-stil se sig selv oppefra i fugleperspektiv og grine lidt af sig selv. Ja, alt det nonsens kunne faktisk være blevet en sjov omgang meta-spas, som kunne have grint af sig selv undervejs. Men ak og ve, humor er der ikke meget af. Faktisk er det kun få gange af Momoa får lov til at fyre en tør vittighed af og det er simpelthen for lidt. Action-scenerne er computer-grimme as fuck, så man skulle tro det var 80’er kitch-filmen “Tron” (1982) – under vand. Det hele er så computer-agtigt, så det bliver kønsøst og kedeligt at se på.
De eneste actionscener der holder i filmen er de få som foregår på land. Bl.a. filmens bedste scene som foregår i Sicilien, hvor onde (dog, grimme Power Rangers-look-a-like)soldater jagter Aquaman og Mera, kæmpende over tagrygge og buldrende igennem italienske facader. Det’ sgu fedt!
Tja, kremen af de bedste superhero-flicks ved hvad de vil, med både ord, billeder og lyd. Det gør “Aquaman” desværre ikke. Hver gang nogen åbner munden og snakker, lyder det næsten som amatørteatret der øver Hamlet, med store armbevægelser og udråbstegn efter hver eneste sætning!
For instruktør James Wan, som for et par år tilbage instruerede den fjollede, overgearede, men totalt underholdende “Fast 7”, har bevist at man godt kan mixe det dumme med det sjove. Han glemmer det åbenbart i selskab med DC.
Selv den lille, løftede miljøaktivistpegefinger undervejs, om at vi ikke skal forurene havene, kan ikke rette op på at “Aquaman” bare føles som en fæl maveplasker i børnebassinet alle har tisset i.
