Da jeg skrev min Top 10 liste for godt et år siden med mit bud på de bedste film i 2021, var det med stor begejstring, at jeg skrev at det havde været et fantastisk filmår.
Faktisk vil jeg påstå, at filmåret 2022 har været endnu bedre.
Det kan muligvis lyde som prætentiøst filmsnobberi, men jeg tænker at forskellen er, at der i år er flere mesterlige film, som vover og som tør endnu mere. Filmoplevelser, som skubber til fantasien og til grænserne.
Der har været mange om buddet i år, bl.a. med gode og solide oplevelser som Glass Onion: A Knives Out Mystery, Grosse Freiheit, Wakanda Forever, Ferskenlunden I Catalonien, The Stranger, Crimes Of The Future, Elvis, Speak No Evil, Bones And All, Den Perfekte Chef og Guillermo del Toro’s Pinocchio.
Så er der er fremragende film, der var på nippet til at komme med på min Top 10-liste:
- Nope (Jordans Peele har et højt bundniveau, og hans nye Speilberg-inspirerede sci-fi-film, skuffer da heller ikke).
- Bamse (årets hjermevarme biopic med selveste Anders W. Bertelsen som det store ikon, tog røven på mig fuldstændig).
- Pig (Ratatauille og en slow western blandet godt sammen, med den bedste Nicolas Cage-rolle i årevis).
- All Quiet On The Western Front (årets (anti)krigsfilm skildrer 1. verdenskrig på skræmmende vis, så nakkehårene rejser sig).
- The Batman (årets superheltefilm, som emmer af Fincher-vibes og mørk noir-stemning).
Her får I min Top 10 over filmåret 2022. De film, som har bevæget mig mest, som har fået mig mest op af biografsædet/sofaen, som har givet mig svedige håndflader, som har givet mig mest våde øjne, og de film som har fået mig til at tænke allermest.
10. Petite Maman
(instruktør: Céline Sciamma)
Da jeg anmeldte den for snart et år siden, fortalte jeg hvor stort et indtryk den havde gjort på de sølle 72 minutter den varede.
Sciammas fine og rørende drama om en lille pige, der møder sin mor på samme alder(!) er socialrealismens møde med en forunderlig fantasiverden. Den er så rørende og rammer mig lige i hjertekulen. En lille film, der gør stort indtryk.
9. Top Gun: Maverick
(instruktør: Joseph Kosinski)
Årets blockbuster. Årets storfilm. Årets mest underholdende film.
Tom Cruise og co. har ikke blot lavet en efterfølger som er bedre end originalen fra1986. Top Gun: Maverick er også hjertevarm og sød, og så er der selvfølgelig actionscenerne der altså er noget af det vildeste jeg har set i det forgange år. Da jeg så den i biografen, følte jeg var med i cockpittet og svævede afsted, mens jeg kunne høre Danger Zone på fuld smadder i baggrunden!
8. Decision To Leave
(instruktør: Park Chan-Wook)
Sydkoreansk film kan bare noget. Det viser Oldboy-instruktør endnu engang i hans seneste film, som fortjent vandt instruktør-prisen i Cannes’ 22.
Det er som et gensyn med Hitchcocks Vertigo. Og så er Decision To Leave alligevel helt sin egen. For Chan-Wooks særlige visuelle stil og måde at fortælle om sit mordmysterie, er bare så unik og særlig. Han har kort sagt skabt et dragende univers, som jeg slet ikke kan slippe.
7. Drive My Car
(instruktør: Ryusuke Hamaguchi)
Jeg blev virkelig rørt af Hamaguchis tre timer lange film, som føltes rolig og meditativ, uden at den føles langtrukken overhovedet. Den handler om en mand, som har mistet sin kone og hvordan han ved overraskende hjælp fra sin nye kvindelige chauffør kommer videre i livet.
En fremragende og eftertænksom film, som stadig sidder i mig.
6. Resten Af Livet
(instruktør: Frelle Petersen)
Når nogen dør i en film, skal man altid vide hvordan det skete. Men ikke i det sønderjyske drama, Resten Af Livet. Her er det mere vigtigt for instruktør, Frelle Petersen, hvordan efterladte sørger. Og prøver at komme videre med deres liv.
Tempoet er roligt, så man for alvor kan mærke, hvordan karaktererne reagerer på tabet af deres søn og bror. Jeg blev draget af dialogen, autenticiteten og nærværet i filmen,- måske den flotteste, danske film om død, nogensinde.
5. Holy Spider
(instruktør: Ali Abbasi)
Han sidder med et smørret grin på, og fortæller om han næsten dræbte 17 kvinder. Som alle fortjente at dø…
Ali Abbasi, som selv er født i Tehran, Iran, hvor handlingen til hans seriemorderfilm foregår, har skabt en brutal og skræmmende film. Men også en yderst vigtig film, da den åbner op for en vigtig debat i et land, med andre kulturer og skikke, end i den vestlige verden vi lever i.
Jeg hepper på at den går hele vejen til Oscar-showet i marts måned og hapser prisen for Bedste Internationale Film (til Danmark).
4. Playground
(instruktør: Laura Wandel)
Frikvarteret I skolegården har aldrig føltes mere klaustrofobisk og ubehaligelig efter at have set belgiske Playground. En pige kæmper for sin svage storebror i skolegården, men hvor længe kan hun holde til det, inden han tager hende med i faldet?
Jeg kan stadig høre de mange lyde af desperate børneskrål i det fjerne, når jeg tænker på filmen. Playground er skræmmende god, og med et skræmmende vigtigt budskab, om at lytte til de kære små, og passe på dem.
3. C’mon C’mon
(instruktør: Mike Mills)
Han har været splitterravende gal, som The Joker. Og nu spiller han den mest normale mand der findes. Han fik en Oscar for hans tidligere præstation. Her spiller han også til én. Altså, Joaquin Phoenix.
Men, det er ikke kun ham der sprudler i Mike Mills mesterlige C’mon C’mon. Det er også den, nu 13-årige, Woody Norman, der spiller nevø til Phoenix’ karakter, Johnny. De pinponger på sådant et plan, så man blot kan smile og blive varm om hjertet.
Det der dog løfter dramaet til mere end blot feelgood, er de psykologiske dybder, de store spørgsmål den sætter om livet og de ja, filosofiske højder den ender med et udfolde. En film, jeg kort sagt bare glæder mig til at gense!
2. Verdens Værste Menneske
(instruktør: Joachim Trier)
Realisme og fantasi smelter enestående sammen I Triers sidste film i Oslo-trilogien, om unge og sprudlende Julie, som ikke kan beslutte sig for hvilken uddannelse eller kæreste hun vil have. Instruktør Trier er én af mine favorit-instruktører i Norden, og med hans seneste pletskud, viser han endnu engang hvorfor.
Renate Reinsve er et fund i rollen som den unge, forvirrede Julie, som har intentioner om så meget i livet. Men også Triers hof-skuespiller, Anders Danielsen Lie er enestående som den ældre og belærende kæreste, Aksel.
Èn af de helt store filmoplevelser for mig i år, hvor det rørende, eftertænksomme og tankevækkende går hånd i hånd.
1.Everything Everywhere All At Once
(instruktør: Dan Kwan & Daniel Scheinert)
Tænk, at en film som springer frem og tilbage mellem multiverdener, hvor folk har pølser som fingre(!) og sten taler med hinanden(!!) kan være være årets filmoplevelse. Men det er det.
The Daniels, som instruktørerne kalder sig, har skabt en underfundig, sprudlende, iderig, enestående og unik film, som muligvis minder om Matrix’ møde med Tom & Jerry på overfladen, men som har så meget mere at byde på. I bund og grund handler den om en familie på tre, hvor den manglende kommunikation langsomt nedbryder deres forhold, og…
Nej, bare se den og nyd denne unikke perle, som fortjener al den kærlighed den kan få!
