2021 var et fremragende filmår.
Ja, hvis man altså ser bort fra starten og slutningen af det, hvor man ikke kunne komme i biografen. Men dét fandt vej til i biograferne (mens de havde åbnet) eller direkte på streaming, havde et tårnhøjt niveau. Gældende indenfor mange forskellige genrer.
Det var derfor svært at lave en Top 10. Der er mange fantastiske film, som er udgivet i å2 2021, så jeg havde svært ved at vælge, hvilke der skulle med på den endelige liste.
Daniel Craigs sidste svalesang som James Bond, No Time To Die lå lunt i svinget.
Den ekserimenterende franske, guldpalme-vinder, Titane, var et formidabelt stykke kunst og underholdning smedet sammen.
Den danske Hvor Kragerne Vender imponerede med både humor og alvor.
Følsomme dramaer som The Father, med oscar-vinderen, Anthony Hopkins i hovedrollen, og den italienske The Hand Of God, gjorde lige så store indtryk på mig.
Men nu står listen klar. Udtrykket kill your darlings måtte i brug, og her står jeg tilbage med en Top 10 jeg absolut godt kan være bekendt at vise frem.
Håber den kan give inspiration til din næste biograftur eller måske til din næste film på sofaen. Rigtig god lyselyst og rigtig godt nytår…
10. The Last Duel
Instruktør: Ridley Scott
Han står bag én af de værste film fra 2021 (House Of Gucci). Han står også bag én af de bedste. Den aldrende mester, Ridley Scott, har det heldigvis stadig i sig, og med metoo-dramaet, om en mulig voldtægt, set fra tre forskellige synsvinkler, viser han, at han stadig har visionerne og han kan føre dem ud i livet. Jodie Cormer slår gnister som den hårdprøvede kvinde i midten af alting, og den Oscar-vindende duo, Damon & Affleck imponerer ligeledes, hvis man kan se bort fra deres ufatteligt grimme frisurer.
9. Nomadland
Instruktør: Chloé Zhao
Oscar-vinderen for bedste film og kvindelige hovedrolle i år er en stille kritik af det amerikanske samfund. Og så er den oven i købet instrueret af en kinesisk kvinde…. Altid suveræne Francis McDormand viser hvordan man kan spille afdæmpet, skrøbelig og stærk på én gang. Men alligevel er det naturen, der er den helt store stjerne i Zhaos meditative film, der uden de store armbevægelser, gør et stort og seriøst indtryk på sit publikum.
8. A Quiet Place 2
Instruktør: Joseph Krasinski
På halvanden time kan man komme hele følelsesregistret igennem. Efterfølgeren til A Quiet Place virker som en tikkende adrenalin-bombe, men også som et rørende drama om familie. Og om at overleve. Koste hvad det vil. Krasinski instruerer fermt og fornemt, og ved præcis hvilke knapper han skal trykke på, for at gøre det hele effektivt. Med sin hustru i front (Emily Blunt) og børnene på slæb, møder mor og børn nye udfordringer på deres vej, og mennesker, som bliver farligere af én ting: frygten for rumvæsenerne, som kommer, når man siger det mindste lyd.
7. De Uskyldige
Instruktør: Eskil Vogt
Den minder en smule om den svenske vampyr-perle, Lad Den Rette Komme ind. Og en lille snert af X-Men. Alligevel har jeg ikke oplevet en film som den norske De Uskyldige før. Det er socialrealisme i blokkens møde med en autisme, kedsomhed, drømme og rendyrket ondskab. Dét der starter som en leg for en helt almindelig pige og hendes handicappede søster, ender med at blive et dødens farligt, og er ved at udslette alt hvad hun har nær. Fremragende og anderledes film!
6. Bo Burnham: Inside
Instruktør: Bo Burnham
Det er måske mere et stand-up show. Og så alligevel slet ikke. Komiker Bo Burnham har kreeret en unik form for musikalsk film, som på (tragi)komisk vis, giver et indblik i knolden på den unge amerikaners hoved. Showet er optaget under den første, lange covid-19-lockdown, hvor han på isoleret vis, fortæller og synger sig ud af alle han issues og dilemmaer. Sangene hænger ved, og de spilles stadig i mit lille hjem, hvor jeg bl.a. skråler med på sange, som stiller spørgsmål ved skøre tendenser i samfundet. Det stærkeste Netflix-show til dato, og en musikalsk genistreg!
5. Minari
Instruktør: Lee Isaac Chung
Et stykke livsbekræftende socialrealisme. Sådan beskrev jeg den (næsten), da jeg anmeldte Minari engang i foråret. Alvorlig, livsklog, rørende og morsom. Et kultursammenstød på en underfundig og anderledes måde. Filmen, om en koreansk familie, med en (amerikansk) drøm om at lykkedes, er svær at slippe. Den har ikke sluppet undertegnende endnu, og forhåbentlig vil den det heller aldrig.
4. Flugt
Instruktør: Jonas Poher Rasmussen
Hvis du skal se én dokumentar fra 2021, så skal det være danske Flugt. Instruktør Jonas Poher Rasmussen, har skabt en rørende, dramatisk og vigtig film om, hvad det gør ved et menneske, at være på flugt fra sit hjemland, og ikke at turde se sig tilbage. I en, nærmest, old school animeret stil, får han skabt et helt særligt udtryk til dokumentarfilmen. Den giver de emotionelle scener, et særligt lag af dybde, og på halvanden time, har man selv følelsen i kroppen; at man er flygtet fra krigens rædsler.
3. Sound Of Metal
Instruktør: Darius Marder
Selvom Anthony Hopkins viste høj klasse i det klaustrofobiske drama, The Father, var det Riz Ahmed der burde have fået Oscar’en for hans præstation i den enestående og intense, Sound Of Metal. Han spiller til perfektion rollen som trommeslageren, der langsomt mister hørelsen, og som har svært ved at acceptere sin nye skæbne. En utrolig stærk film, om at omfavne sit mentale helbred, og prøve at komme videre i verden. Rent teknisk er den også i en klasse for sig, og den klaustrofobiske lydside, gør at man kan sætte sig ind i hovedkarakteren, Rubens, ubehagelige kamp.
2. The Green Knight
Instruktør: David Lowery
Du får sikkert tics, hvis jeg fortæller at fantasty-dramaet The Green Knight er en alternativ og syret ridderfortælling, med inspiration af King Arthur Og Ridderne Af Det Runde Bord. Men nøøøøj, hvor den blæste mig bagover, med dens syrede tilgang til ALT! Jeg sad helt paf tilbage, da den var slut og gloede bare på storskærmen og ville have mere. Èn af de største og vildeste filmoplevelser i 2021! Alt bliver vendt på hovedet (ja, faktisk bogstaveligt) i David Lowerys univers, og Dev Patel har altid været bedre, som den unge mand, som siger ja til en udfordring, han ikke ikke havde håbet på.
- The Power Of The Dog
Instruktør: Jane Campion
Da jeg havde set dramaet The Power Of The Dog på Netflix, var jeg straks nødt til at læse om den på nettet. Hvad fanden var det lige der havde ramt mig? Efter en halv times intens søgning, var jeg nødt til at spole tilbage, og jeg endte med at se næsten hele filmen igen. Jane Campion lægger et mesterligt puslespil, af en western-kulisse fra Montana, fra 1920’erne ned, men man skal selv samle brikkerne. En filmoplevelse, som belønner sit publikum, hvis det besidder tålmodighed.
“Deliver my soul from the sword; my darling from the power of the dog“. Giver denne reference fra Det Gamle Testamente mening efter man har set filmen? Måske. Måske ikke. Oversymbolsk, prætentiøst og navlepillende filmkunst? Til den åbne filmelsker venter der en gave, hvis man har lyst til at pakke den op…
