The Square er et sociologisk studie af det sølle væsen kaldet homo sapiens. En film man enten vil elske eller hade. Det er grænseoverskridende og det er møghamrende herligt!
Kan streames på bl.a. Plejmo og Blockbuster
Hvor er det fedt en gang imellem at se en film, hvor du ikke aner hvor den vil tage dig hen. En film, hvor man konstant føler sig på udebane. En film som ikke går i de andre films fodspor. En film som er helt sin egen.
Sådan en film er The Square. Ikke blot en fortælling og historie, men en masse gode ideer og særlige øjeblikke. Det er som min en af mine favorit instruktører fra Norge, Joachim Trier, siger i et interview i Politikken om at lave film. Han kan bedst lide at lave film, hvor ikke alle scener er med til at fortælle en historie, men i stedet en masse gyldne øjeblikke: “For det er det du tager med hjem fra biografen: situationerne, stederne, følelserne, menneskerne. Det er ikke historien”.
De ord rammer The Square spot on. Det er ikke en film man forlader biografen og tænker: Nøøøj, altså, sikke en knaldhamrende spændende historie. Nej, her er det Triers 4 gyldne keywords man har i tankerne i stedet. Dem vender vi tilbage til om lidt, men lad os først ridse historien på filmen op:
Filmen handler om Christian (fremragende spillet af danske Claes Bang) som er kunstnerisk leder af et museum i Stockholm. Han gør museet klar til installationsværket The Square, da han bliver frarøvet sin pung og mobil på åben gade. Han tager efter den rystende hændelse, sagen i egen hånd og prøver at opklare tyveriet. Udover dette indleder han en flirt med en yngre journalist , Anne (Elisabeth Moss) og så har han to døtre han skal tage vare om.
Lad os vende tilbage til de såkaldte keywords. Der findes så mange fabelagtige pinlige, sjove og fuldstændige skæve situationer i The Square, så det halve kunne være nok. For instruktør Ruben Östlund sætter alle sin karakterer i de mest akavede positioner, hvor der ikke er mulighed for at afvige. F.eks. en scene hvor en interviewer stiller spørgsmål til en kunstner foran et livepublikum, og hvor en mand med tourettes syndrom konstant afbryder med ord og sætninger som “kusse” og vis mig dine patter”. Eller en anden dejlig akavet situation hvor vores hovedperson Christian, efter endt samleje med kvinden, Anne, “slås” om kondomet efterfølgende. Hun beder ham give ham det,- han nægter. Han siger det ikke, men man kan se det i hans øjne og hele hans kropssprog skriger: jeg stoler ikke på dig, og jeg ved ikke hvad du vil bruge min sæd til!
Begge scener er temmelig fucked up, men tro mig,- dér er scener der er endnu værre! Den værste af dem alle, er scenen hvor en abemand “slippes løs” til en fin og højtidelig gallamiddag, hvor gæsterne skal “mærke naturen og dets kræfter”. Sådan noget klinger da hvert fald spændende, åh så spændende, i de mange kunstsnobbers ører. Lige indtil abemanden/kunstneren Oleg (Terry Notary) skaber møghamrende utryg stemning og samtlige middagsgæster ender som gidsler, mens få af gæsterne bliver overfaldet og jagtet væk fra middagsbordene. Og ingen gør noget for at hjælpe. Det er simpelthen én af de bedste scener fra 2017!
Alle ubehaglige scener i filmen er lange og hvor andre instruktører muligvis ville have klippet væk, fortsætter Ruben Östlund insistererende med at gå mere i dybden. Östlund har med The Square begået en genistreg af en film som udstiller os mennesker som konfliktsky fjolser, der ikke tænker på andre end os selv.
Nogle scener er så langt ud, så man ryster på hovedet, og ikke ved om man skal griner eller græde, men filmen giver stof til eftertanke. Det er satire på højeste plan og undertegnede var imponeret over hvordan en film uden en egentlig handling kunne underholde med 142 minutters spilletid.
Men den kære Joachim Trier ville måske sige at det jo ikke handler altid om historien,- men om så meget andet. For jeg forlod hvert fald biografen med en masse gyldne øjeblikke i tankerne. Om mennesker, der bliver presset ud i fucked-up situationer, der er fuldstændigt langt ude. Nogen af karaktererne i filmen gjorde noget ved det, andre ignorerede det og lod nærmest som ingenting. Ruben Östlunds samfundssatire tvinger sit publikum til at tage stilling. Dette er en film man enten vil elske eller hade. Jeg er i førstnævnte kategori. For hvor er det rart med en film som ikke blot følger en filmskabelon, med herotiske superhelte der konstant sejrer i alt hvad de foretager sig. Her er det rigtige mennesker, der konstant fejler og dummer sig fordi de blot er lavet af kød og blod.
The Square får 5 ud af 6 hamre:
streampriser,2018-03-25T08:00:
