Originaltitel: The Odyssey
Instruktør: Christopher Nolan
År: 2026
Genre: Fantasy
Biografpremiere: 16/07
Det er nok de færreste hjemrejser som er gået lige så meget over i historien, som den der er skrevet om Odysseus der skal hjem fra krigen i Troja.
Dette heltedigt af Homer er også blevet filmatiseret en god del gange og nu har den store britiske instruktør Christopher Nolan lavet endnu en film om dette.
En film der er så stort anlagt og imødeset, at man i visse lande allerede kunne købe biografbilletter til den, 1 år før dens premiere.
Også en film, som er instruktørens hidtil dyreste, hvilket bestemt ikke siger så lidt om instruktøren bag storfilm såsom Inception, Interstellar, Dunkirk eller Oppenheimer.
Filmens historie er rimelig nem, at forklare, selvom denne film dog bruger næsten 3 timer på at fortælle den.
Odysseus er strandet på en ø ved navn, Ogygia, hvor hans eneste selskab er kvinden Calypso. Odysseus har ingen erindringer om hvem han er, hvor han var på vej hen og hvorfor.
Imens dette sker, venter Odysseus’ kone Penelope hjemme på øen Ithaca. Her, har hun i meget lang tid ventet på Odysseus’ hjemkomst og holder fast i håbet, om at han stadigvæk er i live, skønt flere tvivler på det. På Ithaca er også Antinous som gerne ville have været med i Odysseus’ hær til Trojakrigen, men som fik besked på at blive tilbage, for at passe på familien. Odysseus og Penelope har også en søn ved navn Telemachus, som efterhånden er en voksen mand og er klar på enten selv at finde Odysseus eller finde information om, hvor han er.
Imens dette sker, vender Odysseus’ erindringer og minder tilbage til ham, i forhold til hvordan det gik med krigen i Troja og hvordan det gik med Odysseus og hans mandskabs forsøg på at rejse og sejle hjem.
Én ting som er hver at nævne ved denne film, er at den ikke er fortalt helt kronologisk. Dette har ikke kun noget at gøre med, at meget af filmen består af Odysseus rejse som allerede har fundet sted, da man ser ham i starten af filmen, men også på andre tidspunkter, springes der i tiden.
Dette er dog til at holde styr på, i forhold til de forskellige karakterer og hvordan de ser ud på forskellige tidspunkter i filmen.
Det kan også skrives at, i forhold til de tematikker der er på spil i Nolans version af Odysseen (som Christopher Nolan også har skrevet manus til), så er der længsel, retfærdighed, håb og ligeledes skyld.
Længslen er både spil i forhold til Odysseus og hans mandskabs ønske om at komme hjem eller bare få noget at spise, hvilket de ofte har problemer med. Længslen er også hos Penelope og Telemachus.
Retfærdigheden eller på sin vis, mangel på samme, synes jeg kommer på spil i forhold til filmens skildring af gudernes love eller magt. Her både med Zeus’ lov (som spiller en stor rolle) og ligeledes Poseidon.
Filmens håb, skildres i meget varierende grad, i forhold til hvor stort det er, men det er ikke særlig stort, meget af tiden. Endelig er der skyld, som jeg personligt synes spiller en stor rolle i Odysseus’ rejse hjem, på baggrund af følelse af skyld for egne gerninger, som deraf kan danne tvivl om, man kan komme hjem eller fortjener at komme hjem.
Odysseen er virkelig rå og meget barsk i denne filmiske version og ligeså ekstrem ubarmhjertig i dens skildring af død, kamp eller andre voldshandlinger. Det er bestemt under ingen omstændigheder en film for børn eller alt for sarte sjæle.
Men, har Christopher Nolan formået at få noget godt ud af Homers heltedigt?
Svaret er et forholdsvist stort ja.
Som skrevet, er filmen lang, men dog ingenlunde langsom. Der er stort-set altid noget i gang og virkelig få af scenerne er specielt lange, før man er videre til noget andet. Jeg synes faktisk næsten til tider, at filmen føltes som værende klippet som en forfilm/trailer til en film, i forhold til rytmen i flere af filmens scener. Dette var noget jeg lige skulle vænne mig til, men dette endte jeg dog også med at gøre.
Jeg vil også skrive, at kameraføringen af Hoyte van Hoytema og ligeledes lyddesignet (som 33 personer har arbejdet på), virkelig er noget for sig. Dette er fordi, jeg virkelig føler, at det gav en fornemmelse af, at være til stede i filmens mange farlige situationer, om det så er stormvejr eller flugt fra den enøjede kyklop eller andre farlige ting. Denne følelse har jeg sjældent følt ved særlig mange film, ja det er næsten lige før jeg skal helt tilbage til The Revenant, for at finde en film der gav den samme følelse hos mig.
Jeg vil også skrive, at Ludwig Göranssons underlægningsmusik også er noget for sig, i forhold til at det var lavet med benspænd. Her ment, at der vist kun skulle benyttes ting som gav mening, i forhold til den tid som filmen foregår i. I forhold til den vildt seriøse stemning som filmen har, fungere dette meget perfekt.
Jeg kan se, at jeg endnu ikke har nævnt noget om filmens hold af skuespillere, som er meget stjernespækket.
I front og som filmens altoverskyggende hovedrolle, er der dog Matt Damon, som allerede nu kan begynde at skrive stikord ned til en eventuel vindertale til en Oscar-pris. Matt Damon gennemgår, føler og viser alle filmens tematikker igennem hans præsentation og kunne meget vel, yde hvad der vil blive præsentationen som han, herfra og til en eventuel pension, vil blive husket og hyldest mest for. Og dette vil være meget fortjent.
Alle andre i filmen, yder bestemt også dybt fremragende præsentationer og ligeledes meget dybfølte præsentationer, i forhold til hvem end de måtte portrættere.
Er det i sidste ende, nogle fingre at sætte på denne sommers største storfilm?
Nej, egentlig ikke.
Christopher Nolan har slet og ret lavet en af hans allerbedste film og har skabt et filmisk eventyr, med lige dele eventyr, underholdning og stor menneskelig dybde.
