Instruktør: Joel og Ethan Coen
År: 1990
Genre: Drama, Neo-noir
Der er Coen-brødre-film, man forelsker sig i med det samme, og så er der dem, der langsomt sniger sig ind på én, sætter sig fast og nægter at slippe igen. Miller’s Crossing hører for mit vedkommende klart til den sidste kategori. Det er en film, der ved første øjekast kan virke både distanceret og utilnærmelig, men som ved nærmere bekendtskab viser sig at være en af brødrenes mest raffinerede og sprogligt overdådige bedrifter.
Jeg husker tydeligt første gang, jeg så filmen. Jeg var fascineret af dens stemning, dens tørre vold og dens næsten teatralske univers, men samtidig sad jeg også med en fornemmelse af ikke helt at kunne følge med. Ikke fordi handlingen var uforståelig, men fordi sproget var så tæt, så rigt og så konsekvent fremmedartet, at det krævede en anden form for opmærksomhed end den, man normalt giver en gangsterfilm. Det er en film, man ikke bare ser, man lytter til den.
For Miller’s Crossing er først og fremmest en film, der lever og ånder gennem sit manuskript. Coen-brødrene har her skrevet dialog, der ikke blot formidler information, men som konstant former karakterer, magtforhold og stemning. Replikkerne slynges ikke bare frem og tilbage; de svæver, snor sig og stikker, ofte med en poetisk præcision, der får sproget til at føles som et våben i sig selv.
Historien udspiller sig i en ikke nærmere defineret amerikansk by under forbudstiden og kredser om Tom Reagan, spillet med kølig elegance af Gabriel Byrne. Tom er rådgiver, bagmand og moralsk gåde i én og samme figur. Han taler lavmælt, tænker hurtigt og bevæger sig gennem filmens labyrint af loyaliteter med en næsten hypnotisk ro. Og netop denne ro bliver konstant udfordret af de mennesker, der taler for meget, for hurtigt og for voldsomt omkring ham.
Det er i disse sammenstød, at filmens sproglige rigdom for alvor folder sig ud. Replikkerne er fyldt med omsvøb, metaforer og sære vendinger, der giver indtryk af, at alle karakterer taler i koder, som om ingen tør sige noget direkte af frygt for at afsløre for meget. Det er gangsterfilmens hårdkogte dialog filtreret gennem Coen-brødrenes litterære sensibilitet, og resultatet er en sand eng af sprogblomster, hvor selv trusler lyder som filosofiske betragtninger.
Albert Finneys Leo O’Bannon og Jon Politos buldrende Johnny Caspar er perfekte modpoler i dette sproglige univers. De taler begge meget, men aldrig ens. Leos replikker er præget af gammeldags værdighed og melankoli, mens Caspar taler i raseriudbrud og retoriske cirkler, hvor gentagelser og overdrivelser nærmest bliver musikalske.
Og så er der selvfølgelig Bernie Bernbaum, spillet uforglemmeligt af John Turturro, hvis desperate, snakkesalige monologer står i skærende kontrast til filmens ellers kontrollerede tone. Bernies ord vælter ud af ham som en flodbølge af undskyldninger, løgne og bønner, og i hans mund bliver sproget ikke et redskab til magt, men et forsøg på overlevelse. Hans berømte scene i Miller’s Crossing er et af de øjeblikke, hvor manuskript, skuespil og iscenesættelse smelter sammen i ren filmisk perfektion.
Det mest imponerende ved Miller’s Crossing er dog, at al denne sproglige overdådighed aldrig føles selvfed. Tværtimod bruges den til at understrege filmens centrale temaer om loyalitet, forræderi og den pris, man betaler for at holde fast i sine egne regler i en verden uden moralsk fast grund. Ordene er smukke, men de er også farlige. Et forkert ord kan koste dig livet.
Visuelt understøttes dette af filmens elegante, næsten drømmeagtige æstetik. Barry Sonnenfelds kameraarbejde og Carter Burwells melankolske musik skaber en verden, hvor sproget føles lige så vigtigt som handlingen. Når bladene hvirvler gennem Miller’s Crossing, er det som om selve naturen deltager i filmens sproglige poesi.
Kort sagt er Miller’s Crossing en film, der belønner tålmodighed og opmærksomhed. Det er et værk, der vokser for hvert gensyn, især når man begynder at lytte til dets dialog som musik snarere end information. For mig står filmen i dag som et af Coen-brødrenes mest gennemførte manuskripter, hvor gangsterfilm, poesi og sprogleg mødes i en sjælden, næsten hypnotisk balance.
