Instruktør: Joe Carnahan
År: 2026
Genre: Action, thriller
Kan streames på Netflix
The Rip er i sidste ende ikke en god film.
Og det irriterer mig mere, end hvis den bare var en fejlproduktion eller en svag genreøvelse. For selvom den har elementerne til noget godt — et klassisk thrillergrundlag, to erfarne hovedroller og et plot med potentiale — formår den aldrig at hæve sig over Netflix-middelmådigheden.
Fortællingen starter med et kup, der går galt, og vi burde mærke hver eneste konsekvens: moral, loyalitet, frygt, desperation. Det er stof, der normalt kan bære en intens, fængslende film. Men i stedet bliver The Rip hele tiden trukket tilbage til den simplificerede version af sig selv. Plottet gentages, forklares og gentages igen, som om filmen konstant er bange for, at seeren ikke følger med.
Når man hører Matt Damon i The Joe Rohan Podcast fortælle, at Netflix foretrækker actionfilm med tydelige tre-aktsstrukturer og gentagelser, så også dem, der ser med mens de scroller på mobilen, kan følge med, falder brikkerne i filmen på plads. Dette er ikke et uheld — det er et designvalg. Et valg, der kæder filmen til en logik, hvor konstant stimulation og lav risiko prioriteres over fordybelse og nerve.
Og det gør mig vred. For film fortjener at blive set med opmærksomhed. Ikke halvt, ikke med mobilen i hånden, ikke afbrudt af alt muligt andet. Helst i biografen eller i hjemmebiografen — med tid til at mærke nuancer, billeder og karakterernes indre liv. Når man bevidst skruer fortællingen ned, så selv de mest basale øjeblikke skal forklares tre gange, ender man med noget, der taler ned til sit publikum, i stedet for at udfordre det.
I filmens sidste akt får vi et twist, og for et kort øjeblik falder brikkerne på plads. Det er tilfredsstillende nok at se, hvordan trådene samles, og der er et øjebliks klarhed i dramaturgien. Men den forløsning kvales hurtigt i støjende, generisk action, der går så stærkt og klippes så hektisk, at man knap når at mærke noget som helst. Tempoet larmer mere, end det engagerer.
Det er symbolet på den her tilgang: fyld, ikke følelse.
Det er også derfor, Matt Damons karakter aldrig fungerer. Filmen forsøger at give ham en emotionel kerne — en mulig søn, han har mistet — men vi lærer ham aldrig at kende. Der er ingen baggrund, ingen psykologisk tyngde, ingen grund til at investere følelsesmæssigt. Resultatet er, at man som seer blot noterer det og går videre — hvilket er præcis det modsatte af, hvad en god film gør.
Matt Damon og Ben Affleck gør, hvad de kan med det, de har. Deres rutine og kemi er filmens eneste reelle kraftcentre. Men selv deres indsats kan ikke skjule, hvor flad og forudsigelig resten af filmen er.
The Rip er symptomatisk for den måde, Netflix laver film på i dag: teknisk kompetent, professionelt udført og fuldstændig uden kant. Den er lavet til at glide forbi. Den er lavet til at blive set halvt. Og det er præcis derfor, den ikke er en god film.
Underholdende nok i øjeblikket, men uden nerve, uden dybde og uden efterklang.
Og det gør mig, som filmentusiast, vred.
The Rip får 2/6 hamre:
🔨🔨
