Originaltitel: The Holdovers
Instruktør: Alexander Payne
År: 2023
Genre: Drama, komedie
Biografpremiere: d. 11. januar 2024
Paul Hunham (Paul Giamatti) er ikke en vellidt lærer på kostskolen. Hverken lærere eller elever bryder sig om ham. Og så lugter han.
Han er typen, som bedst kan lide sit eget selskab, og som fortæller at han har svært ved at forstå sine medmennesker: “I find the world a bitter and complicated place. And it seems to feel the same way about me”.
Men efter mange år på den samme skole (som han selv studerede på i tidernes morgen) er der måske et par grunde til at de store børne kalder den skeløjede lærer for “Walleye“. Han er typen der giver matematikprøver tilbage til eleverne, mens han glad og fornøjet fløjter Wagner’s Ride of the Valkyries og som lidt for kækt og muntert giver lektier for i juleferien.
Nej, der er mange gode grunde til at Paul ikke er nogens favoritperson overhovedet. Men han er blot et menneske, og alle har en historie. En historie man måske kan blive klogere på mennesket bag og dets interaktioner med omverdenen.
Ironisk nok, så er Paul historielærer og har ofte mere travlt med at citere fortidens spøgelser, end at interesse sig i nutidens personer.
Men det skal en helt særlig juleferie i 1970 lave godt og grundigt om på.
Paul får til opgave at blive på skolen i juleferien (han har jo hverken familie eller venner at fejre julen med alligevel) sammen med de børn som ikke bliver hentet af deres forældre. Her er den kække og bramfrie outsider, Angus (spillet af Dominic Sessa) blandt de “efterladte”. Og han er kort sagt frustreret og ked af situationen, som hænger ham langt ud af halsen. Det var jo meningen at hans mor skulle hente ham, men hun vil hellere have alenetid med hendes kæreste.
Det gør bestemt ikke situationen bedre, da tingene ændrer sig, så det pludselig kun er Angus, Paul og køkkenchefen Mary Lamb (Da’Vine Joy Randolph) som er tilbage på skolen resten af juleferien.
Angus er muggen, vred og endnu mere frustreret end før. Hvordan kan dette dog ende med at blive godt?
Instruktør Alexander Payne er tilbage med en ny film og det er jeg mildest talt ret begejstret for.
Han kan, som få, skabe karakterdrevne dramaer, hvor vi som publikum engageres i persongalleriet og vil med på deres rejse. Rejsen skal her forstås som en indre (personlig) rejse og det sker også for Angus, Paul og Mary i The Holdovers. Men de kommer bogstaveligt talt også ud på en rejse,- et lille roadtrip til Boston, hvor den lidt for ærlige Angus og den lidt for gnavne Paul, prøver at finde hinanden i det snebeklædte landskab.
Som en form for “tredje hjul” har vi den sorte kvinde, køkkenchefen Mary, som for et år siden mistede hendes søn i Vietnamkrigen. Smerten rammer hende, da hun til “hjerternes fest” bliver mindet om hvad hun ikke har mere og hvem hun mangler til at fejre højtiden med. Selvom hun lider og drikker sig lidt for fuld på juleaftensdag, kammer det aldrig over til det rørstrømske og over-sentimentale, som det nemt kunne have gået i mange andre instruktørers film. Her har Alexander Payne styr på hvor han vil have filmen hen og i stedet for at vride “sødsuppe” ud af The Holdovers, giver han plads til fremdrift for de troværdige karakterers historie.
Payne lader aldrig Mary-karakteren blive en klynkende karikatur af en lidende kvinde, men i stedet en stærk én af slagsen, som kan motivere andre til udvikling. Med fine nuancer i det fantastiske skrevne manuskript, formår Payne (og co. bag filmen) at bruge Mary til at skubbe til Paul, som en form for moralsk kompas, også selvom hun lider og er i hendes livs krise.
The Holdovers er en lun og varm film i den kolde tid og kunne snildt blive en kommende juleklassiker. Med brune og næsten gullige billeder, føles den som den er trukket gennem et “70’er-filter”. Resultatet er ikke til at skyde igennem og med Mark Orton som komponist på lydsiden, er følelsen af 1970 i den grad intakt.
Giamatti, Sessa og Randolph er alle tre fremragende og hvis nogen af dem står med en Oscar-statuette i hånden efter d. 11. marts, ville jeg bestemt ikke være overrasket. De spiller med så stor troværdighed, så deres karakter føles som mennesker af kød og blod, med de sårbarheder og styrker de fleste mennesker nu besidder. Med humor og nærvær formår disse dygtige skuespillere at bringe liv i en historie som på papiret ikke ser ud af meget, men som i praksis emmer af hjertevarme.
The Holdovers får 5/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨
