Black Adam

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

År:

Genre:

Originaltitel: Black Adam

Instruktør:

År: 2022

Genre: Action

Biografpremiere: d. 19. oktober 2022

Jeg er en sucker for superheltefilm. Jeg er stadig ikke nået et mætningspunkt endnu, også selvom at Marvel og DC stadig sprøjter dem ud i stride strømme.

Der hersker dog ingen tvivl om, at Marvel har knækket koden ift. hvordan man laver de mest underholdende og mest helstøbte superheltefilm, uden at det bliver for bøvet og snothamrende dumt i længden. Hvis vi ser bort fra Christopher Nolans mesterlige Batman-film, er der langt mellem snapsene, når vi snakker om vellykkede film fra DC.

Jeg havde sådan glædet mig til at se den, ud fra traileren, meget eksplosive og actionfyldte, DC-superheltefilm, Black Adam, med selveste Dwayne “The Rock” Johnson i hovedrollen. En film, han selv har spyttet penge i, og været med til at producere. Jeg havde ret høje forhåbninger, da den seneste fra DC Comics, var deres bedste i mange år,- James Gunns formidable The Suicide Squad fra 2021.

Men, jeg gik fra biografen, hovedrystende, og måtte konstatere, at dette var én af DC’s værste.

Hvordan kunne det dog gå så grueligt galt?

Måske fordi filmen insisterer på en alvorlig tone, som den slet ikke kan holde til i længden. Om en slave, Teth-Adam, som levede i Kahndaq, Egypten, for 5000 år siden og som modtog overnaturlige kræfter af Guden, Shazam. Men da han hævnede sin familie ved at udslette den onde Kong Ahk-ton og samtlige af hans soldater, blev de hurtigt taget fra ham. Indespærret i en grav, indtil nogen ville lukke ham ud igen. Mere vred og bitter end nogensinde.

The Rock spiller Teth-Adam med så megen panderynken og surmuleri, så det er lige til at få spændingshovedpine af. Vi er vant til at se den tidligere wrestler i skæge og hyggelige roller, hvor hans gavtyvesmil og hans evige glimt i øjet, stort set altid er en del af “The Rock-pack”. Alt hvad man normalt forbinder med en Dwayne Johnson-rolle, er ikke eksisterende i Black Adam. Om det er Johnsons manglende skuespillerevner, det kliche-drevne og gumpetunge manuskript eller den dårlige og halvhjertede instruktion der her skal peges på, er ikke til at vide. Resultatet er hvert fald en superheltefilm, som simpelthen bare er minus inspirerende og man blot har lyst til at flyve væk fra.

Filmens centrale karakterer og dem som ihærdigt prøver at løfte niveauet en smule, er Sarah Shahi og Bodhi Sabongui, som den handlekraftige kvinde, Adrianna og hendes søn, Amon, som ender i besiddelse af den gamle Kong Ahk-tons krone. De har hørt at den sagnopspundne krone besidder overnaturlige kræfter, som kan hjælpe dem i kampen mod det militæriske styre, som har overtaget i Kahndaq. De gør hvad de kan med rollerne, så vi som publikum har nogen at holde med og af i sidste ende. Men de kæmper forgæves.

For filmens såkaldte helte er kort sagt irriterende og belastende i længden. Èn ting er at The Rock overspiller i titelrollen, som Black/Teth-Adam, og som kort sagt virker minus usympatisk, men det gør de andre superhelte også. Dem, der bare vader ind i Kahndaq, og selv smadrer løs for at stoppe den 5000 år gamle slave, uden så meget som at tænke over konsekvenserne. Stort set alle er billige og uinspirerende kopier af Marvels’ Avengers. Så er det bedøvende ligegyldigt at selveste Pierce Brosman spiller den mystiske Dr. Fate, som kan se ind i en mulig fremtid via hans endnu mere mystiske, skinnende hjelm og som senere i filmen ender med at kæmpe på Black Adams side. Det kan kort sagt ikke redde den fatale affære, som burde være blevet skrottet.

Hvis alle de mange actionscener så i det mindste var noget værd at følge med i, kunne det da redde helhedsindtrykket. Men de virker blot fantasiforladte og minder mere om et grimt og grynet actionspil til PS2 (hvem sagde slatten grafik?!) end en blockbuster til 200 millioner dollars! Og hvis så bare at filmen havde noget man kunne grine af,- lidt morbid heltehumor eller for den sags skyld, lidt selvironi, så tingene ikke blev så satans selvhøjtidelige. Nej, heller ikke her er det noget som helst godt i vente…

Black Adam mangler gode kræfter bag kameraet, der har en nogenlunde vision om hvor filmens skal hen i sidste ende. Det samlede resultat er en skræmmende dårlig og fantasiløs superheltefilm, som virker som en overdrevet kompliceret børnefilm og en snotdum voksenfilm. Den er superfæl og en klar kandidat til årets værste film.

Black Adam får 1/6 hamre: 🔨

Seneste

Forgotten Island

Nicolai har denne gang anmeldt en animationsfilm om 2 veninder, som pludseligt havner på en mystisk ø og må kæmpe med deres manglende hukommelse, for at komme hjem.
Forgotten Island/Den glemte ø, er et højenergisk eventyr, med masser af humor og hjerte, som hele familien kan nyde.

F for får

Biografpremiere: 08/10                     Sommetider er tingene ikke som det de ser ud til at være. Dette er en måde at forklare den nye F for får-film

Heart of the Beast

Nicolai har denne gang anmeldt en film, om en tidligere soldat der lever og overlever ude i vildmarken, sammen med sin hund.
Der er tale om en meget gribende og intens film, som i den grad går lige i hjertet.

Dobbeltfejl

Nicolai har denne gang anmeldt en meget kompleks film om forældre der forsøger at håndtere en overgrebssag, som involvere deres børn.
Dobbeltfejl er en hård film, men dog samtidig også en film der efterlader meget, at snakke og tænke over.

Coyote vs. Acme

Hvis man har gode minder med Looney-Tunes-tegnefilmene, så er Coyote vs. Acme, en stor anbefaling!
Det er ikke en perfekt film, men der er masser af gode grin for hele familien.

Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Nicolai har denne gang anmeldt en gyserkomedie, om en aspirerende filminstruktør som forsøger at give sin yndlings gyserfilmserie et comeback, men som dog ender med mere end hvad hun bad om.

Teenage Sex and Death at Camp Miasma, er en gyser-satire og meget mere til. Den er ikke for alle, men dog meget anbefalingsværdig.

Hana Korea

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk/sydkoreansk film om en ung kvinde ved navn Hyesun, som ankommer til Nord- til Sydkorea, for at få en anden tilværelse og tjene penge til hendes syge mor.

Der er tale om en meget rørende og meget menneskelig film, som kræver tålmodighed, men dog giver en smuk oplevelse, hvis man er klar på den.

The End of Oak Street

En familie bliver lige pludseligt angrebet af dinosaurer i 1982. Dette er præmissen i The End of Oak Street, som Nicolai har anmeldt og som ikke er helt perfekt.
Alligevel er den dog seværdig nok til en bif-tur.