Verdens sjoveste mand.
Hvert fald ifølge denne skribent, som er vokset op med den canadiske komiker og skuespiller, som i 1994 sparkede døren ind til Hollywood med tre fabelagtige komedier (bl.a. The Mask), som viste en komisk timing, man ikke havde set magen til før. En nærmest grotesk og overdreven stilart man ikke kunne andet end at overgive sig til.
Mine VHS-bånd med Liar Liar, The Mask og Ace Ventura 1 og 2, fortæller ikke hvorfor de blev tyndslidte på rekordtid, men sagen er simpel: manden var (og er stadig) hysterisk morsom. Manden. En fysisk komiker, som kunne redde selv den sløjeste filmproduktionen, med hans engagement og passion. Den måde han nærmest kastede sig ind i samtlige af hans scener, med sådant et engagement, så man snildt kunne se hvordan hans modspillere på settet, måtte kæmpe for at holde masken.
Manden Med Gummiansigtet blev han kaldt.
Der er nogle mennesker der synes han er for meget. For skabet. For irriterende. Simpelthen for åndsvag.
Men hvad ved de, tsk tsk.
James Eugene Carrey, som jo egentlig er hans rigtige navn, har været i branchen i over 30 år, og sandheden om den ufatteligt sjove mand er måske knap så sjov i sidste ende: at han led af depression og simpelthen havde svært ved at lægge den sjove udgave af ham selv på hylden. Han kunne faktisk ikke lade være med at være sjov, og dette var virkelig anstrengende i længden for hans mentale og fysiske helbred.
Han spiller stadig med i film, og selvom han var størst, sjovest, mest sprudlende og gakket i 90’erne og 00’erne, er det altid spændende, når “sprællemanden” er med i noget nyt.
Rigtig god fornøjelse med listen.
Lloyd i Dum Og Dummere (1994)
Han er en del af den legendariske og ikoniske duo, Harry og Llyod, og hvis man ikke alene kan grine af hans grimme grydefrits, tænker jeg alt håb er ude.
Med klassiske one-liners som “Hey, you wanna hear the most annoying sound in the world”, “No Way! We landed on the moon” og “That John Denver is full of shit, man”, bliver det faktisk ikke bedre, i den bedste komedie nogensinde(!).
Jim Carrey spiller med goofy og drenget charme, den egocentrerede, men godhjertede Lloyd, og hans sammenspil med Jeff Daniels, er til UG.
Bedste scene:
Ace Ventura i Ace Ventura-filmene (1994 og 1995)
Der er kun én mand, der kan få en scene med en svupper på hans ansigt til at blive hysterisk sjovt. Men det kan Carrey, når han som Dyredetektiven, Ace Ventura væmmes ved at han måske har kysset en mand (Einhorn is a man-scenen)
Jeg har på fornemmelsen at mange af mine teenageår på drengeværelset, gik på at klukke af videobånd med The Simpsons, men i den grad også Ave Ventura og de mange geniale, enkeltstående scener, hvor Gummiansigtet skejer fuldstændig ud. Hvem kan glemme scenen, hvor han spø’r om han har noget mellem tænderne, den hvor han kravler ud af, ja, røven af et næsehorn på den tørre slette (nøgen!), og den hvor han lukker skydedøren, mens han demonstrerer at ingen lyd kan høres indenfor, når den er lukket.
Ja, jeg kunne blive ved, men stopper mens legen er god, med én af de allerbedste, som stadig er sindsygt barnlig og stadigvæk hysterisk morsom den dag i dag.
Bedste scene:
Fletcher Reede i Fuld Af Løgn (1997)
Filmen er jo ikke ligefrem et mesterværk, men for dælen, hvor kan den kære Jim gøre en film sjov alligevel, selv med en papirtynd historie.
Fuld Af Løgn er en lille, fin film, om at være en ordentlig forældre, der dog er ved at knække over flere gange, da den simpelthen er så sødsuppe-amerikansk. Men det kan man snildt se bort fra, når Jim Carrey agerer rundt i manegen, og tryllebinder sit publikum som verdens sjoveste spasmager. Den fysiske komiker hopper rundt i retssalen og går som en gal mand amok.
Jeg kan huske at jeg på dvd-versionen af filmen , for år tilbage, så de mange scener, de måtte tage om, da de optog filmen. Carreys medspillere havde simpelthen svært ved at holde masken, da han konstant overraskede dem med hans påfund og geniale timing.
Bedste scene:
Stanley Ipkis i The Mask (1994)
Smokin’!
Det er det tætteste vi kommer med Maskens catchfrase, i den totalt langt ude, men sprudlende komedie, The Mask.
Jim Carrey spiller her den helt almindelige, og til tider, kedelige mand, Stanely Ipkiss, som kommer i besiddelse af en oldgammel, mystisk maske. Masken, som han selvfølgelig ender med at tage på, giver ham kræfter, som en skrupskør Looney Tunes-superhelt, og så skal livet for alvor leves. Med masser af penge og nu skal han endelig bejle til kvinden han er så vild med.
Ingen anden sjov skuespiller, med trang til gakket slapstik-humor, ville få noget godt ud af denne rolle. Ja, lige udover Carrey selvfølgelig, som blender perfekt ind, som småpsykopatisk grønt væsen. Hatten af for computer-effekterne (det kaldte man det i gamle dage) i filmen, og mixet med Carreys eminente timing, for hvad der er sjovt, bli’r det faktisk ikke bedre.
Bedste scene:
The Cable Guy i Hybridmanden (1996)
Lad mig starte med at slå fast: Hybridmanden er bestemt ikke nogen perfekt film.
Det floppede dengang den udkom, og folk var forvirrede over hvad det egentlig var. En mørk komedie? En thriller? Hva’ var det lige? Nu havde de regnet med at ham den åh-så-sjove mand fra Dum og Dummere var med, og så spiller han en læspende, wierdo af en kabel-installatør, der desperat prøver at blive bedste venner med en ung fyr. Koste hvad det vil.
Instruktøren bag filmen, skuespilleren Ben Stiller, havde måske regnet med et andet udfald med filmen, men i stedet fik han et skizofrent monster, der ikke kunne tæmmes. Carrey render rundt, og ligner han fuldstændig har styr på løjerne, mens de resterende skuespillere ser forvirrede ud. Men Owen Wilsen ser da en smule skræmt, da han får tæsk på et toilet i løbet af filmen, og Matthew Broderick ser næsten ilde til mode ud, da Carrey stikker sine brystvorter op mod ruden i fængslet.
Jo, ham Jim Carrey er en ustoppelig ducarell kanin…
Bedste scene:
