Originaltitel: Margrete den Første
Instruktør: Charlotte Sieling
År: 2021
Genre: Drama/Historie
Tænk at vi skulle helt til år 2021 før vi fik en film om den måske største og mest ikoniske regent i dansk historie.
Margrete den Første stod bag Kalmar-Unionen, som er en af grundstenene i det nordiske samarbejde vi har idag.
Hun var en kompromisløs kvinde i en mandsdomineret verden. Et folkets anker, der søgte freden, men som var nødt til at være hård og rå, når hun skulle.
Margrete den Første har samlet Norden under et samlet banner. Hun forsøger via et giftermål, at skabe en dansk-engelsk alliance som bolværk mod truslen fra Tyskland. Hun regerer på vegne af sin adoptivsøn, Erik, der dog har egne ambitioner.
Et forstyrrende element i form af en glemt søn, Oluf, som hun troede var død, kommer pludselig og vender op og ned på det hele. Rænker bliver smedet, intrigerne flere, og forræderiet lurer overalt. Margrete skal nu ikke bare forholde sig til truslen om krig og storalliancer, men også om et internt og beskidt magtspil, hvor modstanderne er hendes egne.
“Min søn er død!”
Ud fra filmens præmis, så er Oluf hendes ægte søn. Hendes handlinger i filmen får hende derved delvist til at fremstå som et iskoldt, usympatisk og korrumperet magtmenneske.
Hun benægter hårdnakket det ene øjeblik, hvorefter hun det næste pludselig får klarsyn, og er sikker på blodets bånd. Også vender hun lige en ekstra gang igen. Det bliver lidt rodet, og tegner bl.a. et billede af en kvinde, der kærrer mere om Unionen og sine alliancer, end om sit eget kød og blod.
Der er flere plothuller undervejs.
Hvordan ved hun pludselig alt om et af filmens helt store plots (ovenstående), når hun først læser om det tre scener senere?
Dem er der nogle stykker af, og det gør det lidt rodet. Normalt går jeg ikke op i den slags, men når det bliver så tydeligt som her, så reagerer jeg.
Mit måske største problem med filmen, er dog skuespillet.
Vi rammer desværre et niveau, der er langt under vanlig standard hos flere.
Morten Hee Andersen og Søren Malling har begge imponeret mig stort flere gange. Senest i henholdsvis Fred Til Lands og Efterforskningen. Desværre bliver begge deres karakterer ramt skævt.
De er begge skrevet enormt ensidigt og har ikke fået samme touch som Trine Dyhrholm eller Jacob Oftebro.
Malling’s kirkelige overhoved bringer ikke det store til bordet, og er udstyret med nogle tamme replikker. Hee Andersen, der i Fred Til Lands viste lille Danmark, hvordan en rigtig ubehagelig fyr skal spilles, bliver her i Margrete den Første meget karikeret. Småtfornærmet og ondskabsfuld på nul komma fem, jeg køber den desværre ikke.
Enkelte gange titter ubehaget over de to karakterer frem, og det er i de glimt tydeligt, at vi har med to virkelig dygtige skuespillere at gøre.
Skuespillere der normalt virkelig kan levere noget ekstraordinært.
Desværre bliver det også flere gange for meget at se og især høre på. Man behøver ikke råbe og brøle for at få sine pointer igennem. Flere andre er fejlcastet, også er der bare et miskmask med sværd-og-sandal på dansk.
Der er et absolut minimum af kamp og middelaldervold i Margrete den Første, men dramaet, der er kørt i stilling, drukner lidt i tarvelige accenter og overspil.
“Kirken støtter altid Unionen.”
Scoret er filmens højdepunkt. Det rammer stemningen meget smukt og rent, og komponist Jon Ekstrand kan godt tillade sig at være stolt. Han spiser kirsebær med de helt store med dette score. Det er storladent, når det skal. Det er mørkt og dystert, når det skal. Meget stærkt håndværk!
Billedsiden skal også have store roser med på vejen. Der er internationalt format over de billeder, som fotograf, Rasmus Videbæk har skudt til filmen. Han bør også holde ekstra godt øje med telefonen det næste stykke tid.
Vi runder af
Er man ikke til periodedrama, den danske kongerække, forkølet skuespil og gamle kostumer, så kan man ligesom med Bille Augusts, Pagten, se filmen for hovedrolleindehaverens kraftpræstation.
Lige da jeg kom ud af biografen var jeg slemt skuffet, og tæt på at kalde Trine Dyhrholm for et fejlcast i titelrollen. Jeg har sundet mig, og må sige det var skuffelsen over filmen, der gjorde mig midlertidigt blind på hendes præstation.
Hun er forrygende her. Det ser så let og enkelt ud, når Trine Dyhrholm viser sårbarhed og indestængte følelser.
Særligt er der én scene. Kameraet panorerer rundt om hende, og hun viser en ny følelse , hver gang hun fanges i linsen. Hun krakelerer mere og mere i takt med de vinkler hun skydes fra.
En af tidens dygtigste skuespillere (ind- og udland) for fuld udblæsning.
Så som sagt, så er det ikke hende der skuffer mig.
Filmen rammer mig desværre ikke, som det sikkert er tilsigtet.
Charlotte Sieling har påtaget sig den enorme – og lidt utaknemmelige – opgave, og jeg synes faktisk hun langt hen af vejen lykkes med at skabe et stort og flot drama. Desværre er hun ikke i det rette selskab til denne film.
Jeg synes skuespillerne fejler over en bred kam. Det er her det er vigtigt for mig at understrege, at hendes cast består af lutter fremragende skuespillere, og det er altså ikke deres evner generelt jeg kritiserer. Jeg tror simpelthen bare det kommer for tæt på, når jeg har set de fleste mange gange før i alt muligt andet, og når karakteristiske accenter er allevegne. I sådan en slags film synes jeg vores hjemlige lille andedam bliver en hæmsko, og derved bliver filmen ikke troværdig.