Originaltitel: Mid90s
Instruktør: Jonah Hill
Produktionsår: 2019
Genre: Drama. Kan bl.a streames på Blockbuster.dk
Jeg har altid haft en forkærlighed for et godt drama, og gerne et med en lidt gritty og autentisk tone.
Jeg mindes at sidde sammen med en flok barndomskammerater og se Richard Linklaters SubUrbia fra 1996, og vores følelse af, at kunne relatere. Vi stod jo også tit og hang ud ved den lokale tankstation, og følte os som nogle teenage outcasts. Linklaters Dazed and Confused falder i samme kategori, og selvfølgelig Harmony Korine’s Kids fra 1995. Jonah Hill har netop også nævnt Kids som en inspiration for Mid90s (i øvrigt hans instruktørdebut), hvilket giver god mening. Harmony Korine har sågar en lille cameo i filmen.
I Mid90’s følger vi den 13-årige Stevie hen over en sommer, i hans hjemby Los Angeles. På hjemmefronten står det skidt til, blandt andet med en storebror, som lader sin indestængte vrede gå ud over Stevie.
Filmen starter på den front ganske brutalt ud, og man får med det samme cementeret, at Stevie ikke er på sikker grund derhjemme. Heldigvis er der også et liv uden for hjemmet, og her møder Stevie en flok unge skatere, som alle har deres at kæmpe med. Men sammen finder de mening med tilværelsen, gennem fællesskab, kammeratskab og deres altoverskyggende passion for at skate.
Jonah Hill har skabt et oprigtigt og nærværende portræt af de unge skatere, og det miljø de er afrundet af. Efter sigende har instruktøren taget udgangspunkt i egne oplevelser, hvilket kan mærkes. Filmen emmer nemlig af varme og en oprigtig medfølelse og indsigt i karaktererne, og til trods for den sparsomme spilletid på 1 t. 25 min., kommer Jonah Hill i dybden med hver enkelt af dem. Selv Stevies udadreagerende storebror er mangefacetteret, og til trods for hans modbydeligheder, får man alligevel forståelse og sympati for ham. Det er også et sympatisk træk, at filmen ikke er overrendt af store filmstjerner, hvilket giver den en autentisk tone. Og på den front trækker det heller ikke ned, at den udelukkende er filmet på 16 mm film. Det er virkelig back to the 90s, med den helt rigtige VHS-følelse.
Castet skal også nævnes, de spiller hver og en formidabelt. Ikke mindst Sunny Suljic (Stevie), som skal så grueligt meget igennem. Lucas Hedges (Stevies storebror), som vi kender fra Lady Bird og Manchester by the Sea, skal også fremhæves. Han er på en gang uhyggelig i sin voldsomhed og samtidig sårbar.
Jeg kan kun anbefale at man får set Mid90s. Det er en rørende film om venskab og livets gervordeligheder, og der er noget alment vedkommende, jordnært og sympatisk over den, hvilket ikke er så lidt endda. En kæmpe anbefaling herfra, og en påmindelse om, at film ikke behøver en masse tjubang. En god historie og nogle gode karakterer er nu engang det vigtigste.
