Originaltitel: The King
Instruktør: David Michôd
Produktionsår: 2019
Genre: Drama
Kan streames på Netflix
The King er et historisk drama af David Michôd, som bl.a. har instrueret The Rover med vore alles favorit-vampyr, Robert Pattinson, i en central rolle. Pattinson er i øvrigt også med i The King, hvor han på overbevisende vis spiller en frastødende fransk tronarving.
Nu skal vampyr-referencen ikke lyde som en hån af den dygtige skuespiller, han har om nogen været klog i sine rollevalg efter Twillight-sagaen, og er i disse dage aktuel i smalle kritikerroste film som High Life og The Lighthouse.
Et andet stort talent som stråler i The King er Timothée Chalamet i hovedrollen som Henry V. Hans optrædener, i film som Call Me By Your Name og Beautiful Boy. har også slået fast, at han er en man skal holde øje med. Vi har altså at gøre med en film som sprudler af talent, og det trækker bestemt ikke ned.
The King er en Netflix-produktion, og vel og mærke en af de bedre. Filmen er et historisk drama om den unge Hal’s modstridende vej til Englands trone, og hans efterfølgende forvaltning af den. Hal ønskede nemlig på ingen måde at overtage hans fars herredømme, en mand som han betragtede, som en slibrig tyran af værste skuffe. Men som ældste søn af Henry IV, viser det sig alligevel at blive hans skæbne.
The King er baseret på virkelige begivenheder, men jeg skal ingenlunde kunne sige hvor historisk tro den egentlig er. Men uanset hvad, er den et spændende indblik i en historisk periode, og de kræfter og intriger, som udspiller sig blandt magtfulde mænd i 1400-tallets England.
Timothée Chalamet spiller rollen som Henrik V til UG, og får også en følelsesmæssig dimension ind i det ellers så maskuline kammerspil. Hans forhold til faren og til tronen er nemlig særdeles kompliceret. Netop dette er en af filmens forcer, den er ikke kun en spillen med musklerne, men også et følelsesmæssigt ridt. Men bare rolig, vi får heldigvis også en god dosis action og veludførte kampscener, hvor hovederne ruller.
Det ser dælme ikke rart ud, når strids-mændene får most deres skalpe ned i mudderet, og efterfølgende stukket et sværd ind mellem gevirets sprækker. Det er råt for usødet, og det er visuelt fermt udført. Visuelt set er filmen netop en tour de force, som man bør unde sig selv på et fjernsyn af en vis kaliber. Den ville have gjort sig særdeles godt på biografens store lærred.
Slutteligt skal også nævnes stærke biroller som Henry V’s trofaste højre hånd og stridsmand Falstaff, spillet af Joel Edgerton (Edgerton er desuden også krediteret som manuskriptforfatter), og kongens rådgiver William, spillet af Sean Harris. Disse er med til at gøre filmen ydermere seværdig.
Alt i alt er der tale om et solidt historisk drama, en film som gør det den skal, og mere til. Det er ikke en storfilm, men derimod en ganske intim affære, med solide skuespilpræstationer, og en spændende fortælling. Heldigvis kommer vi også med ud på slagmarken, så vi lige får lov at mærke blodet suse i årene.
