Originaltitel: MA. Instruktør: Tate Taylor. Produktionsår: 2019. Genre: Gys/thriller. Kan bl.a. streames via Viaplay Leje.
Blumhouse Productions står bag en efterhånden lang række gyserfilm og har da også slået fast, at de kan levere nogle garante og populære film i genren, såsom “Paranormal Activity”, “Insidious” og “The Purge”.
De har også skudt perler af som 2015 psycho-thrilleren, “The Gift”, med en creepy og velspillende Joel Edgerton i hovedrollen, M. Night Shyamalan’s comeback “The Visitor” (hvis nogen kan huske den og de mildest talt skræmmende bedsteforældre!), og det oscar-nominerede mesterværk, “Get Out”.
Derfor løftede smilebåndene sig også i forhåbning, da Blumhouse-logoet tonede frem på skærmen, og “MA” skridtede til start.
“Hovedskurken” MA aka Sue Ann, spilles af den ellers gode Octavia Spencer (“The Help”, “Fruitvale Station”), og Juliette Lewis (“Natural Born Killers”), som altid er skøn på en skærm. Sidstnævnte som mor til vores “heltinde”, teenageren Maggie, spillet af Diana Silvers (“Glass”). Resten af castet er det traditionelle rend af billedskønne teenagere, som åbenlyst går en grum skæbne i møde.
Da jeg besluttede mig for at “MA”, skulle være dette års Halloween-film, håbede jeg på en gang underholdende gys, måske med en snert af humor, ala Scream-filmene. Dette var baseret på, at historien tilsyneladende omhandlede en kvinde (Sue Ann aka MA), som tilbyder nogle mindreårige hjælp med køb af sprut, hvorefter de ender med at holde fest i hendes kælder (hvilket de selvsagt ikke skulle have gjort). På papiret var der umiddelbart lagt op til en gedigen slasher, men nej…
Overordnet set er handlingen, at teenageren Maggie, sammen med sin mor, flytter tilbage til morens barndomsby. På sin første dag i skole, møder hun et slæng nye venner, som inviterer hende med til fest. Da festen aflyses, beslutter gruppen at feste på egen hånd ved nogle afsondrede ruiner. Før turen går derud, får de hjælp til indkøb af våde sager af MA, som de tilfældigvis møder ved en tankstation. MA viser sig at være et godt kort at have på hånden for en gruppe tørstige og festglade teenagere. Hun leverer alkoholen, og stiller sågar sin kælder til rådighed, når der skal festes. Det kan man da ikke sige nej til! Så langt så godt.
Desværre udvikler, hvad der kunne have været en enkel og effektiv præmis for et gedigent gys, sig til en decideret uelegant film, som både vil være klassisk slasher og psykologisk hævn-thriller.
Octavia Spencer formår på intet tidspunkt at få nakkehårene til at rejse sig, og virker generelt uinspireret i sit skuespil. Der er bestemt ikke tale om nogen Kathy Bates i Misery-præstation, men forlægget er heller ikke til det.
MA’s skumle motiver forklares gennem dræbende forudsigelige og klichefyldte flashbacks, til hendes egne ubehagelige teenageår i byen.
Bevares, hun har været udsat for uhyrligheder, men at det ligefrem skulle få hende til at gå bananas på byens populære highschool-elever (og deres forældre, som hun selv er vokset op med), er noget søgt. Hele det psykologiske og forklarende aspekt ved filmen er i det hele taget et problem. Det er som om, at man prøver at få skabt noget mening med galskaben, hvilket simpelthen ikke er muligt. Er den tynd, så lad den være tynd! Og hvad værre er, disse forklarende elementer ødelægger filmens flow.
“MA” bliver aldrig rigtig nervepirrende, den bliver aldrig rigtig uhyggelig, og da der til sidst går splat i den, virker det malplaceret. Det er en film som i den grad spænder ben for sig selv. Det er som om, at instruktør Tate Taylor, som tidligere har instrueret film som The Help og The Girl on the Train, ikke bare har kunnet lade sjov være sjov. Han har forsøgt at tilføje dybde til en film, som måske bare havde haft godt af, at være en let underholdende genre-film.
