Originaltitel: Toy Story 4. Instruktør: Josh Cooley. År: 2019. Genre: Animation. Kan streames på Blockbuster.
Der er ikke mange filmtrilogier, der kan bryste sig af, at holde det tårnhøje niveau hele vejen.
Hvis vi ser bort fra Ringenes Herre-serien (som er den bedste), kan vi ikke komme uden om Toy Story-filmene.
For 9 år siden måtte jeg nærmest padle ud af biografen efter at have set Toy Story 3. Der var tårer overalt. Der var ikke et øje tørt, da Andy, i den sidste scene, gav sit legetøj væk til pigen Bonnie.
Når Pixar (filmselskabet, som står bag Toy Story-filmene) rammer spot on, så serverer de små mesterværker man kan grine og græde sammen til. Og blive en lille smule klogere på livet over.
Sådan er det også med den 4. film i rækken, om det særlige legetøj. Woody og Buzz, er ikke favoritlegetøjet mere. De må se sig “slået” af en masse andet legetøj, bl.a. det hjemmelavede legetøj, plasticgaflen Forky, som bringes til live. Efter hans “fødsel”, tager Woody ansvaret for Forky og hans tilstedeværelse i Bonnies liv.
For Toy Story 4 handler ikke om rivalisering, som i film nr. 1. Den handler om at have et formål i livet. For Woody føler at han har en pligt som legetøj at være der for sit barn (Bonnie, i dette tilfælde), koste hvad det vil.
Forky, som agerer som et ustabilt nervevrag, kan ikke forstå hvorfor han er legetøj, siden han kommer fra skraldespanden. Som et Frankensteins monster, som ikke kan forstå sin plads i samfundet, kaster han sig tilbage til det, han kender bedste og er mest tryg ved: skraldespandene.
Dette er én af de mange fantastiske og sjove påfund i Toy Story 4. Og der er mange flere at hente, i en film som handler om dens karakterer og deres sammenspil med hinanden. Det føles derfor naturligt i historien, og ikke blot som skabede klovnerier, som det ellers så let kunne gøres til.
Derfor tog denne anmelder sig til kæbepartiet i slutningen af filmen. Han var blevet helt øm af konstant at smile (sødt til de små stykker legetøj på det hvide lærred med de store hjerter) og grine af de herlige finurlige situationer de gang på gang bragte sig ud i.
At hele legetøjbanden tager på roadtrip med Bonnie og hendes familie, og at Woody må redde den kære Forky fra en dukke i en antikforretning, og de undervejs må skaffe hjælp fra tivolitøjdukkerne Bunny og Ducky og ikke mindst, Woodys gamle flamme, Bo Peep, er næsten underordnet.
Instruktør Josh Cooley, har så meget styr på historien og sit budskab, at Woody og co. kunne have taget på hvilket som helst slags eventyr. Det ville sikkert også have været en formidabel historie, hvis Bonnie og hendes forældre havde taget en tur efter burgere i Mcdrive, eller måske et smut i Bauhaus efter en græsslåmaskine.
Cooley ville sikkert stadig have sat spørgsmål, om dét at blive ældre, hvad man gerne vil have ud af sit liv og husker at lytte til sin “indre stemme”.
Jeg havde ikke turde håbe på (endnu) en fantastisk Toy Story-film. Men jeg og samtlige Pixar-fans derude er nu blevet beriget med en for 4. gang.
Tør man håbe på en 5’er hvis niveauet er så højt igen?
