Originaltitel: Hellboy. Instruktør: Neil Marshall. År: 2019. Genre: Action. Kan streames på Viaplay.
Oscar-vinder Guillermo del Toro præsenterede verden for en ny slags superhelt for 15 år siden.
Ikke en særlig pæn, amerikansk, forvokset spejderdreng, som man før havde set i amerikanske film. Næh, dette var fortællingen om dæmon fra helvede, som blev reddet af en professor i afslutningen af 2. verdenskrig. Han endte selvfølgelig med navnet Hellboy og blev en ny og anderledes superhelt.
To vellykkede tegneserieadaptioner blev det til. Film nr. 2, “The Golden Army”, udkom i 2008. Også med Del Toro bag roret.
Og sørme om hele molevitten ikke bare starter fra scratch her i 2019. Uden karismatiske Ron Peralman i titelrollen. Uden Del Toro som instruktør.
Hollywood elsker simpelthen reeboots. Det er også meget nemmere end at kreere noget nyt. For publikum kender jo karaktererne og universerne.
Det er både dovent gjort og kedeligt bare at spille på det sikre. Men heldigvis kan den nye Hellboy-filmatisering tilbyde noget andet.
Det vender jeg tilbage til lige om lidt…
Selvom historien om den røde dæmon fra helvede ikke er synderligt original, er resultatet alligevel blevet overraskende godt i instruktør Neil Marshalls hænder. Marshall, som senest har instrueret enkelte afsnit af tv-fænomenet “Game Of Thrones”, blander i Hellboy også det realistiske med det grotesk unaturlige.
Bureauet for Paranormal Forskning og Forsvar skal tilintetgøre Bloddronningen Imue. Hendes historie går helt tilbage til dengang Kong Arhur og troldman Merlin kæmpede mod hende i England. Dengang blev hun hakket i småstykker og gemt væk i forskellige kister.
I bureauet finder vi Hellboy, dæmonen fra helvede, som kæmper med andre freaks of nature på sin side, så mørkets fyrstinde ikke overtager verdensherredømmet.
Filmen vil fortælle mange ting. Alt for mange ting. Og måden det hele bliver gjort på, er ikke specielt elegant. Den tromler faktisk bare afsted.
Men det er ligesom at instruktør Marshall er fløjtende ligeglad med den gode smag, den sindsoprivende spændende historie og et charmerende bundt karakterer. Næh, han er mere interesseret i måden det hele bliver udført på.
For Hellboy er nærmest vulgær. Filmen er et stort voldsorgie, fyldt op til randen med afskårede lemmer og hjernemasse. Der bliver også bandet og svovlet. Og blodet flyder i stride strømme.
Så vi er væk fra det næsten hyggelige univers for 15 år siden. Nu er der dømt R-rating og børn bør holde sig langt væk!
Det er aldeles befriende med sådan en buffet! Al you can eat. Bad taste ad libitum.
Det er rart med film som går linen ud og som skider på den gode smag. Næsten ligesom en b-film.
David Harboer, som i denne omgang er blevet hovedrolleindehaver, er særdeles fascinerende som Hellboy og passer perfekt ind i universet, med sin sorte og morbide humor og hans karisma gør at man (næsten) glemmer hvor god Ron Pearlman var i rollen tidligere.
Hellboys sidekicks i filmen er ikke det store at råbe hurra over, udover den altid formidable Ian Mcshane, som på mirakuløst vis laver et godt mix af sine to tidligere tv-karakterer Al Swearengen (Deadwood) og Mr. Wednesday (American Gods) i rollen som professor Bloom, Hellboys plejefar.
Filmens skurk, Bloddroningen, spillet af Milla Jovovich, er ikke specielt spændende at følge. Om så det er Jovovichs manglende skuespiltalent der gør det, eller om manuskriptet simpelthen ikke formår at gøre hende mere end endimensionel, vides ikke.
Men så længe der er dømt action og den ofte, barnlige, humor, kommer i spil på. Så er filmen altså en fest!
Og så selvfølgelig splatter-delen. For er du vimmersvej, hvor er der bare mange halshugninger, afskårede lemmer og blod der sprøjter i denne film! Det er ALT for meget, og det virker bare overrakende godt!
Hellboy får også lov til at vise sig fra sine mere barnlige og usikre sider i filmen, så han ikke blot fremstår som usårlig ildrød superhelt.
Det er faktisk slet ikke så tosset.
Jeg troede jeg skulle forlade biografen vrissen som ham den gamle fra “Up”. Jeg endte i stedet med at småhoppe ned af trapperne fra salen med et lille skævt smil og tænke: hell yeah!