En flot, men lidt unødvendig film om massakren på Utøya, der er lige ved at kamme over af violinspil.
22 July kan streames på Netflix fra d. 10. oktober 2018
Først kom Erik Poppe’s mesterværk, “Utøya 22. Juli”.
Det er en film jeg stadig har siddende i kroppen, og som jeg ikke vil tøve med at kalde årets film.
En totaloplevelse, og et helt unikt værk.
Det er kort og godt en af de bedste film jeg nogensinde har set, og samtidig er det den mest ubehagelige og foruroligende oplevelse jeg har haft med en film.
Jeg er helt bevidst om at jeg aldrig skal se den igen – det er den simpelthen for barsk til.
Nu har vi så fået endnu en film om den skæbnesvangre dag; Paul Greengrass’ 22. Juli.
Kan den stå mål med Erik Poppe’s førnævnte film, og skal de to film overhovedet sammenlignes – de har jo forskellige udgangspunkter?
Svaret er i min optik et rungende nej til begge dele.
Erik Poppe lader grusomhederne foregå udenfor seernes synsvinkel, og underbygger handlingerne med et fabelagtigt lyddesign, der giver en følelse af totalt kaos og hjælpeløshed.
Paul Greengrass viser massakren meget eksplicit, og efterlader ikke noget til nogen.
Vi er med på forreste række, når Breivik iskoldt går rundt på øen, og henretter de mange børn(!!!) og unge.
Det er samme tragiske begivenhed, men her stopper sammenligningen så osse for mit vedkommende.
Det er en meget stærk og god film med svagheder…
Svagheder, der næsten ikke kan undgås når du behandler noget så eksplicit.
Der bli’r grædt og krammet til den store guldmedalje, og violinen kommer til tider på overarbejde.
Jeg kan sagtens forstå, hvorfor det bli’r vist og brugt på denne måde, men jeg har det bare personligt lidt svært ved at få fortalt, hvordan jeg skal have det.
Jeg kan sgu godt regne ud, at det må have været forfærdeligt, at have været på den ø!
Erik Poppe’s films styrker er jo i virkeligheden Paul Greengrass’ dittos svagheder:
Det er perfekt eksekveret i den ene, og for eksplicit i den anden.
En af filmens styrker er skildringen af det retslige efterspil – omend det til tider bli’r lige lovligt sentimentalt – , samt især de overlevendes kamp for at komme tilbage på fode.
Vi følger Viljar, som blev skudt fem gange af Breivik, men mirakuløst overlevede.
Hans vilje er ukuelig, og et godt billede på Norges kamp for at bearbejde tragedien, og komme videre derfra.
I retssalen får vi endelig den mand mod mand kamp vi har sukket efter.
Denne gang er det en mere fair kamp på vilje og ord.
Det er osse her vi første gang ser sprækker i Breivik’s iskolde ydre.
Det er her han for alvor bli’r presset og får sit syge og modbydelige væsen udstillet.
Anders Danielsen Lie er simpelthen et scoop i rollen som Breivik.
Han er fænomenal og gør med få virkemidler manden virkelig ubehagelig. Det vidste vi jo godt han var, men rollen kunne være endt som en slags karikatur på det onde, a la Ramsay i Game Of Thrones (han er jo næsten for ond).
Anders Lie er iskold, han er stålsat og hånlig, og han er frem for alt fuldstændig troværdig i rollen.
Manden er et relativt ubeskrevet blad. Han er primært kendt for sine roller i de to fremragende Joachim Trier film, Reprise og Oslo 31. August.
To roller, der viste en usleben diamant, en potentiel mester udi skuespillets kunst.
En status han bygger videre på i rollen som Breivik.
Filmen er en ubehagelig reminder om den højreekstremisme, der vælder ind over Europa.
Den tjener det formål, at vise ondskaben, så vi som seere får et billede af, hvad der synes meget langt væk, men som i virkeligheden er meget tæt på.
Slutningen er fabelagtig!
…..the handshake, that never was, and the true colors revealed.
