Castle Rock anmeldelse (1. sæson)

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

År:

Genre:

Serien der ellers startede så lovende, ender som en stor skuffende omgang tomgang der aldrig forløser dets store potentiale.

af René Buchtrup

Anmeldelsen er baseret på alle 10 afsnit af første sæson

Denne kære, lille anmelder var utrolig munter og i vældigt hopla efter de første tre episoder af HBO-serien, Castle Rock. Ih, hvor spændende, en Stephen King-serie. Den kunne sikkert gå hen og og blive et stort hit.

Efter jeg nu har set hele først sæson, på 10 afsnit, er glæden vendt til en slem skuffelse. Som diare efter en dyr gallamiddag.

Castle Rock føles som en omgang “Lost” (serie fra 2004-2010) hvor det hele ellers startede fantastisk og endte så fatalt. Her snakker jeg selvfølgelig om de tre første sæsoner som var afsindigt spændende, mens man fulgte de stakkels mennesker på den mystiske ø. De sidste tre sæsoner gik til gengæld hen og blev diffuse, fjollede og på grænsen til det idiotiske i dens måde at stille hvad-nu-hvis-dette-skete-spørgsmål, mens de overlevende var vendt hjem fra ø’en.

En skuffende omgang tomgang.

Lost’ bagmand er sjovt nok instruktør J.J. Abrams, som også er executive producer på Castle Rock. Han må på en eller anden måde have smittet sidstnævnte serie med noget fesent og diffust, for efter at have set serien færdig, tænker man bare på én ting:

Hvordan helvede kunne man fucke sådan en serie op så grusomt?

Som i min tidligere anmeldelse af serien (episode 1-3) starter Castle Rock mystisk ud med den skumle unge mand (Bill Skarsgård) der er gemt væk i et bur i Shawshank fængslet. Mystikken driver af skærmen i de første par afsnit og undertegnede var som suget ind i dette magiske King-univers.

Navnet Henry Deaver kommer prompte ud af den unge mands mund da han bliver fundet og advokaten med dette navn, der også som barn boede i byen, vender tilbage til sin barndomsby for at hjælpe sin nye klient.

Men hvorfor kender denne unge mand hans navn? Hvem er han? Og hvad vil han ham?

I de første par afsnit er Skarsgård spooky, skræmmende og djævelsk i sin fremtoning. Man ved aldrig hvad han vil gøre og utilregneligheden i karakteren er vidunderlig. 

Denne anmelder spurgte også om en masse spørgsmål i sin tidligere anmeldelse af serien. Og det der i starten af serien kunne virke så mystisk og spændende, bliver en klods om benet serien i længden. For efterhånden står den med så mange spørgsmål og så få svar, så man bliver irriteret på den.

Så er det simpelthen ikke nok at skuespillet gennem de 10 afsnit er suverænt, (bl.a. Sissy Spacek som spiller Deavers demenssyge mor er suveræn og André Holland som Deaver ligeså) at billederne er flotte og musikken perfekt på horror-agtig vis prikker til alle ens sanser, så længe at indholdet er en kønsløs rodebutik.

Skarsgårds karakter ender som en irriterende og ligegyldig personlighed man bliver ligeglad med til sidst. 

Uden at spoile det helt store, så er Castle Rock den type serie der ender med at æde sin egen hale. Hvis man kan sige det. Den går i ring og dræner alt potentiale som går tabt til sidst.

Åbenbart er der noget mystisk der foregår i Castle Rocks skov som driver Henry Deavers far, præsten, til vanvid. Han tror han kan høre Guds stemme. Efter signende kan han høre noget helt særligt. Åbenbart er der også noget med nogle paralleluniverser som påvirker Castle Rock. Det bliver hvert fald gentaget utallige gange gennem serien. Men spørgsmålene bliver stillet så mange gange så man til sidst bliver bedøvende ligeglad. 

Efter afsnit 4 er det som om at serien for alvor går i tomgang og aldrig rigtig kommer videre. Der kommer aldrig nogen rigtig forløsning. De samme spørgsmål bliver stillet om og om igen og det der startede allerhelvedes mystisk og medrivende, ender navlepillende træls og til sidst håbløst opgivende.

Hvis du er til Stephen Kings unikke universer, dragende mystik og endeløs spænding, så dribl langt uden om “Castle Rock”.

Castle Rock får 2 ud af 6 hamre:

🔨🔨

Hele sæsonen kan streames på HBO Nordic

Seneste

Forgotten Island

Nicolai har denne gang anmeldt en animationsfilm om 2 veninder, som pludseligt havner på en mystisk ø og må kæmpe med deres manglende hukommelse, for at komme hjem.
Forgotten Island/Den glemte ø, er et højenergisk eventyr, med masser af humor og hjerte, som hele familien kan nyde.

F for får

Biografpremiere: 08/10                     Sommetider er tingene ikke som det de ser ud til at være. Dette er en måde at forklare den nye F for får-film

Heart of the Beast

Nicolai har denne gang anmeldt en film, om en tidligere soldat der lever og overlever ude i vildmarken, sammen med sin hund.
Der er tale om en meget gribende og intens film, som i den grad går lige i hjertet.

Dobbeltfejl

Nicolai har denne gang anmeldt en meget kompleks film om forældre der forsøger at håndtere en overgrebssag, som involvere deres børn.
Dobbeltfejl er en hård film, men dog samtidig også en film der efterlader meget, at snakke og tænke over.

Coyote vs. Acme

Hvis man har gode minder med Looney-Tunes-tegnefilmene, så er Coyote vs. Acme, en stor anbefaling!
Det er ikke en perfekt film, men der er masser af gode grin for hele familien.

Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Nicolai har denne gang anmeldt en gyserkomedie, om en aspirerende filminstruktør som forsøger at give sin yndlings gyserfilmserie et comeback, men som dog ender med mere end hvad hun bad om.

Teenage Sex and Death at Camp Miasma, er en gyser-satire og meget mere til. Den er ikke for alle, men dog meget anbefalingsværdig.

Hana Korea

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk/sydkoreansk film om en ung kvinde ved navn Hyesun, som ankommer til Nord- til Sydkorea, for at få en anden tilværelse og tjene penge til hendes syge mor.

Der er tale om en meget rørende og meget menneskelig film, som kræver tålmodighed, men dog giver en smuk oplevelse, hvis man er klar på den.

The End of Oak Street

En familie bliver lige pludseligt angrebet af dinosaurer i 1982. Dette er præmissen i The End of Oak Street, som Nicolai har anmeldt og som ikke er helt perfekt.
Alligevel er den dog seværdig nok til en bif-tur.