Originaltitel: Little Joe. Instruktør: Jessisa Hausner. År: 2019. Genre: Drama/Thriller/Horror. Biografpremiere: d. 9. juli 2020
Hvad er det lige jeg har set?
En film, som både er lige dele paranoid thriller, med et strejf psykologisk gys, horror, drama og kunstfilm, om en blomst, som fucker med ens hjerne?
Den er hvert fald helt sin egen, biografaktuelle, Little Joe.
Lad os lege med tanken om at der fandtes en plante som, på mirakuløst vis, kunne kurere depression.
Den tanke har manuskriptforfatter, Géraldine Bajard og instruktør, Jessica Hausner, leget med, og kreeret en film, hvor det rent faktisk er virkeligheden.
Little Joe er en særlig størrelse. Den er æstetisk, sanselig og distancerende. Den minder ikke rigtig om noget jeg har set før.
Vi følger forskeren, Alice, som arbejder på et laboratorium. Hendes seneste projekt, med kollegaen, Chris, er med en særlig, rød plante, hvis pollen kan gøre deres ejere gladere og lykkeligere.
Alice er en travl kvinde med hendes arbejde. Hun går en sjælden gang til psykoterapi, hvor hun fortæller om hendes dårlige samvittighed, over ikke at tilbringe nok tid med sønnen, Joe. Derfor forærer hun ham et særligt eksemplar af én af de særlige røde blomster.
Måske at blomsten, Little Joe, opkaldt efter sønnen, kan lette hendes dårlige samvittighed en smule?
På 105 minutter går vi fra en lige-ud-af-landevejen-film, til en hva’-sker-der-lige-film. Den starter som et regulært drama, så begynder den at blive lidt af en spændingsfilm, og såenere til noget der kan beskrives som en abstrakt horror og gyserfilm.
At den unikke blomst, har farven knaldrød, som Postmand Pers postbil, er næppe et tilfælde. Flere gange føles filmen som rundtur på Aros kunstmuseum, hvor udstillingen hedder “farveeksplosioner”. Jessica Hausner har udtalt at hun arbejdet med et særligt udseende til filmen, som på sin vis gør den mere abstrakt og kunstig.
Det giver mening i filmens univers, hvor der er skruet op for alle farver, som var man til karneval i Rio. For noget lurer under overfladen, og man er hele tiden i tvivl om som tilskuer, hvem der måske er blevet påvirket af Little Joes pollen, og hvad det kan føre med sig.
For Junior derhjemme begynder at opføre sig lidt underligt. Mere fjern og underlig. Ligesom kollegaen fra Planthouse, Bella, hvis hund begynder at opføre sig underligt, også efter at have indåndet pollen fra LIttle Joe-planterne i deres laboraturium.
Alice begynder lige så langsom at blive urolig, og senere, på grænsen til paranoid. Men alle omkring hende forsikrer hende at det er hende det er noget galt med.
Er det Alice eller omverdenen der er ved at blive tosset?
Musikken understreger hele tiden at vi er med på sidelinjen, til en noget anderledes oplevelse: med tinnitus-lignende lyde, hundegøen og jungletrommer, er det med til at gøre oplevelsen endnu mere underlig, men samtidig skræmmende seværdig.
Emily Beecham, fik prisen for bedste skuespillerinde på Cannes-festivallen sidste år for rollen som Alice. Hun giver en troværdig præstation som den ambitiøse arbejdsnarkoman, der måske bare inderst inde ønsker at sønnen flytter ud på landet til sin far, så hun kan koncentrere sig om sit arbejde.
Ben Whishaw (Q fra de seneste Bond-film) er god som lige dele flinkerper, som bejler for at vinde Alice’ hånd, og ubehagelig og utilregnelig stodder.
Utilregnelig er vel egentlig også nøgleordet for Little Joe, som føles som et særligt kunstprojekt, man både forundres, forvirres og alligevel drages af, fordi den gør det hele på sin helt egen måde.
Jeg forlod biografen og tænkte ved mig selv: “hvad er det lige jeg har set?” Altså, på den gode måde.
Selvom Little Joe er en underlig snegl, der til tider virker mere interesseret i at eksperimentere, så har Hausner alligevel formået at kreere et stk selvstændig, paranoid og intens plantethriller, der er svær at slippe, når filmen er slut.
