Det går over stok og sten i De Dødes Rige for hovedperson Ernesto i Pixars nye animationsfilm “Coco”. Den kunne være endt som endnu et animationsmesterværk, men ender i stedet som en ganske udmærket film.
Coco kan bl.a. streames på Blockbuster
I min optik har Pixar lavet nogle af de bedste animationsfilm nogensinde i filmhistorien. Med undtagelse af den mesterlige japanske instruktør Hayao Miyazaki (som Pixar i den grad er blevet inspireret af) er filmselskabet Pixar kongerne af tegnede mesterstykker.
Pixar har på en måde gjort at den vestlige verden pludselig tager animationsfilm seriøst. De kan som få kombinere det alvorlige, triste og sørgelige (bare tanken om de første 10-15 minutter af “Op” fra 2009 får mig til at tudbrøle hver gang!) med med det sjove, forløsende og opløftende. Alt sammen med en god universel historie i centrum.
Den gode historie er der selvfølgelig også i Pixars nye skud på stammen “Coco”. Her møder vi den 12-årige dreng Miguel, som vokser op i Mexico. Han har en drøm om at blive musiker og blive ligesom sit store, afdøde idol, Ernesto De La Cruz. Men hans skomagerfamilie forbyder ham denne drøm. Hans bedstemor smadrer hans guitar og med mindre han kan skaffe en ny, kan han ikke deltage i et lokalt talentshow. og han VIL deltage!
Efter dette går det for alvor stærkt. For pludselig står han med en ny guitar (fra selveste De La Cruz) og vupti, så står han i sørme også i De Dødes Rige, hvor selveste De La Cruz rygetes at være.
Så går den vilde jagt. Med hans afdøde familien i hælene (bare rolig, det er totalt hyggelige skeletter) da han ikke har tilladelse til at være i De Dødes Rige. Miguel får meget travlt da han selv ender op som død selv hvis han ikke skynder sig. Så han skal blive i de dødes land for altid. Midt i al dette, støder han på Hector, som måske kan hjælpe ham på vej, da han siger at han kender De La Cruz. Men kan han stole på ham?
Coco er en sød film. Den har bestemt hjertet på rette sted, og har et helt overskyggende tema som er vældigt interessant for en film i børnehøjde: døden. Tænk at bringe et nærmest tabulagt emne op i en stor animationsfilm. Tabu eller ej, så giver den stof til eftertanke om hvor vi alle sammen ender op henne når det “hele er forbi”. Det er da ikke mange tegnefilm der kan bryste sig selv af, hva?
Når det er sagt, synes jeg Coco har for travlt. Den føltes nogen gange som en stor forlystelse i Djurs Sommerland op til Halloween. Følelsen af at være i en rutsjebane, med fuld fart på, omringet af skeletter og spøgelsesagtige skikkelser. Jeg ville have ønsket at filmens instruktørerne Lee Unkrich og Adrian Molina turde sætte tempoet ned noget oftere i “Coco”. Måske kunne filmen have fået et gyldent “Op-moment eller to”?!
Men, men. Når det er sagt, så er Coco stadig en god film, som tager fat i et svært emne. For hvor tit er det at en animationsfilm får lov til at leve videre efter den er set i biografen? Sådan noget kan Pixar altså finde ud af: At lave film der sætter tankerne i gang og hænger ved efterfølgende.
Coco får 4 ud af 6 hamre: 
