Alaxander Paynes nye film, Downsizing, har i teorien en go’ ide, men skuffer gevaldigt i praksis. Matt Damon famler i blinde som hovedpersonen Paul, og filmen føles som en extended cut-version, der aldrig vil ende.
Filmen kan bl.a. streames på Blockbuster og Plejmo
Hold da kæft, hvor var den bare lang. Spild af potentiale!
Det var den følelse jeg gik ud af biografen med, da jeg havde set Alexander Paynes seneste film “Downsizing”.
Det er en film hvor ideen til filmen ellers er sjovt og godt tænkt: En norsk forsker har fundet løsningen på truslen om overbefolkning, og kan nu skrumpe folk, så de ikke bruger så mange af jordens ressourcer. De kan nå bo billigt og leve som millionærer resten af deres dage.
Genialt, ikke? Tænk hvilken satire der kunne have kommet ud af det.
Matt Damon spiller den kedelige og vattede Paul. Han har aldrig gjort lægestudiet færdigt, da han passer sin syge mor. Han tager take-away med fra den lokale bar efter arbejde. Ti år efter er moren erstattet med hans kone. Han tager stadig take-away med fra samme bar. Konen Audrey (Kristen Wiig) og Paul bliver enige om at lade sig downsize og blive en del af mini-samfundet Leisure Land. Men Audrey ender med at lade Paul i stikken. Og så er Paul pludselig 12 centimeter høj uden kone, i et samfund han pludselig ikke ønsker at være alligevel.
Det kunne have været en sprulende film, med et genialt koncept og nogle skønne karakterer. Men det bliver desværre bare en rodet, ufokusseret omgang med intetsigende karakterer.
Matt Damon har gennem de sidste del år haft fantastiske og uforglemmelige roller. Lige fra den sammenbidte og intense rolle som Jason Bourne i de tre Bourne-film, den korrupte politimand i “The Departed” og ikke mindst, rollen som løgneren og bedrageren, Tom Ripley i “The Talented Mr. Ripley”. Alle karakterer tilføjede Damon sit helt eget særlige præg og gjorde dem helvedes interessante.
Der er stort set intet interessant ved hans rolle i Downsizing. Rollen er så forglemmelig, som var det gammelt mad fra en tankstation (you get the picture, right).
Alexander Payne er i min optik en af Amerikas bedste instruktører og manuskriptforfattere, som (normalt) laver knivskarpe film med portrætter af mænd i krise. Film som blander alvorlighed med knastør humor, og som giver et nuanceret billede på en svær situation. Bare tænk på mesterværkerne “Sideways” (2004), “Nebraska” (2013) og “About Schmidt” (2002).
Jeg ærgrer mig sådan over at han ikke kan forbinde den gode tragikkomedie med de skønne karakterer i Downsizing. Jeg kan ikke huske Matt Damon så intetsigende som hans karakter i filmen. Muligvis er det meningen. Han skal måske fremstå kedelig. Men vel ikke så åndsvagt kedelig at filmen bliver hæng-mig-selv-i-laden-af-kedsomhed-uinteressant, vel?
Den såkaldte satire bliver heller aldrig sjov. Jeg kunne da sagtens se hvornår filmen gerne ville være sjov. Det blev den bare ikke. Med undtagelse af de scener hvor Christoph Waltz er med. Han stjæler billedet i samtlige scener som Pauls kække overbo Dusan. Han er det eneste bramfri karakter i filmen (det er befriende) og han er simpelthen en fest af følge.
Romancen mellem Ducans vietnamesiske hushjælp, Ngoc Lan Tran og Paul er sød og bringer en smule varme og hjerte ind i filmen. Men den kan ikke redde “Downsizing” for at være en lang og rodet film, som ufokusseret roder rundt og ikke ved hvor den vil hen. Øv.
Downsizing får 2 ud af 6 hamre: 
