Amerikansk feel-good film kammer aldrig over af sødsuppe og violin, selvom den spiller på alle strenge. Dog endte denne anmelder med våde øjne flere gange under filmen.
Kan bl.a. streames på Blockbuster og Plejmo
9-årige Auggie skal for første gang i skole. Han har indtil nu fået hjemmeundervisning af sin mor. Han slipper langsomt Star Wars-hjelmen og går ind i skolegården. Han kigger ned og undgår de andre børns blikke. For de kigger alle sammen på hans ansigt som er vansiret.
Auggie er nemlig ikke helt som alle andre børn. Muligvis er han vild med Xbox og Star Wars som så mange andre. Men han er født med en genetisk sygdom, som har deformeret hans ansigt, og han har været under kniven 27 gange.
Ja, puha, sikke en mundfuld. Men bare rolig, det er den slags film man kender formlen på. Den amerikanske model, som man har set utallige gange, hvor vores såkaldte storhjertede hovedperson skal så frygteligt meget igennem, for så at erobre alles hjerter.
Vi er dog som tilskuere i helt sikre hænder hele vejen. Det kammer aldrig rigtigt over. Instruktør Stephen Chbosky (manden bag den fremragende ungdomsfilm “The Perks Of Being A Wallflower” fra 2012) kan sit kram og lader aldrig dramaet blive patetisk og for tutte-nuttet. For selvom det er en film med et alvorligt emne, bliver den behandlet med respekt for dets karakterer og en god potion humor.
Eksempelvis fortæller Auggie om hans episoder med børnene der konstant glor efter ham i skolegården, at han selv nok ville måbe og glo hvis Chewbacca (fra Star Wars) pludselig kom forbi. Så ville han ikke være en tand bedre end de andre.
Auggies forælde noget nær det perfekte forældrepar. Owen Wilson spiller fabelagtigt og selvom han er goofy som vi kender ham, underspiller han perfekt og spiller én hans mest charmerende roller til dato. Julia Roberts (Andreas Nørgaards yndlings skuespillerinde) spiller heller ikke med de helt store armbevægelser og det klæder hende ligeså. Hun har et moderhjerte af guld og vil som alle andre mødre ens børn det bedste. Deforme børne eller ej.
Det kunne være blevet en ret endimensionel film, men heldigvis skifter vi synspunkt, både fra hovedperson Auggie, til hans storesøster Via (som er utrolig empatisk og giver meget plads til sin lillebror), Vias bedste veninde, Miranda, samt Auggies ven, Jack, som alle bidrager med en voice-over og giver deres bud på deres virkelighed . Dette giver filmen et ekstra løft gør den mere end bare et typisk tude-drama med barnet der har det åh-så-hårdt.
Da den 33-årige anmelder, René, sad i biografmørket, endte han med våde øjne flere gange under filmen. Særligt én scene gjorde indtryk, med storesøster Via som krænger sin sjæl ud på de skrå brædder. Hun er som storesøster til Auggie tit overladt til sig selv og sine problemer, så da hun endelig er i centrum for alle, inklusiv far, mor og brormand, er der ikke et øje tørt.
Til slut i filmen er sødsuppen ved koge over i sødsuppegryden. Men det er okay. Fortællingen har nemlig været så fin og rørende ind til da, så man kan se bort fra den banale slutning. For i to timer har vi været i rigtigt godt selskab med Auggie og co.
Wonder får 4 ud af 6 hamre: