Instruktør: David Jones
År: 1987
Genre: Drama
Jeg tænker, at det er passende i denne sommertid, hvor mange mennesker trods Tik-Tok og chatrobotter stadig kan findes på strande og sommerhusverandaer rundt omkring på deres egen private ferie ind i bøgernes verden, at se og anmelde en film, der hylder denne helt særlige rejseform.
”84 Charing Cross Road” er baseret på Helene Hanffs bog af samme navn om hendes langvarige forhold på afstand til en antikvarisk boghandel i London. Da Hanff (Anne Bancroft) i de tidlige 1950’ere bliver træt af hendes lokale boghandlere i New York, fordi de ikke kan se værdien i og derfor slet ikke sælger de ældre, britiske bøger hun længes sådan efter, får hun gennem en annonce kontakt til en distingveret, engelsk antikvarboghandel, som er eksperter i at fremskaffe bøger, der ikke længere udgives; først er udvekslingen primært praktisk, men præget af Hanffs begejstring over de sjældne værker hun pludselig kan få og endda til rimelige priser(!), men også hendes syrlige protester, når de for eksempel formaster sig til at sende hende Det nye Testamente i en forkert latinsk udgave. Siden udtrykker Hanff sin taknemmelighed for den litterære førstehjælp forretningen har ydet hende ved at sende dem råvarer via Danmark som det var umuligt at få i England under den hårde rationering i efterkrigsårene, og langsomt begynder et mere personligt forhold mellem forfatteren og de ansatte i boghandleren.
Til at starte med korresponderer Hanff primært med den ihærdige men lidt tilknappede bestyrer Frank Doel (Anthony Hopkins), snart skriver hele staben breve til hende i smug, fordi de ved at Doel føler en særlig personlig tilknytning til brevene fra Hanff, men de ikke kan lade være med også at udtrykke deres glæde over pludselig kunne at bage med rosiner til deres børn eller få dansk svinekød til deres kræsne, ældre tante – selv Franks kone Nora (Judi Dench) får sneget et brev ind, og snart bliver der også sendt gaver og opskrifter på Yorkshire pudding den anden vej, og der udvikler sig en korrespondance, der kommer til at foregå gennem årtier.
Og lad mig sige med det samme, at ”84 Charing Cross Road” er en enormt charmerende film, der netop formår at balancere den nørdede glæde ved litteratur og bogkultur med den menneskelige forbindelse mellem folk, der også bare kæmper med livets op- og nedture og fattigdommen efter anden verdenskrig, men som kan nå hinanden på tværs af kontinenter gennem dybfølte breve. Det er både en film, hvor boghandlerens sekretær kan få dikteret ord som ”Virginibus Puerisque” uden at bede om at få det stavet, hvor amerikanerne i en samtale pludselig bare kan dvæle ved den måde briter siger ”RASP-berry” (hindbær) på, med dets melodiske, fyldige ”a”, og hvor Hanff udtrykker sin glæde over den særligt stoflige, fysiske kvalitet en bestemt bog kan have ved at skrive tilbage til Frank om en udgave hun netop har fået fra dem: ”Jeg er næsten bange for at håndtere sådan blød velin og tunge cremefarvede sider”. Men det er også en jordnær film, hvor pengene er knappe, og hvor folk dør, og hvor Helene bliver forhindret i at komme til England og besøge boghandlen, fordi hun står over for en enorm tandlægeregning, og hvor Frank længselsfuldt afventer sin penneven uden at kunne få fortalt, hvor meget det betyder for ham.
Det er jo noget af en udfordring, at gøre hvad der i bund og grund er en række af brevvekslinger til en filmisk oplevelse, men selvom fotograferingen til dels har et tv-produktions-lignende statisk og spartansk lyssat udtryk, sørger et levende tidsbillede og glimrende produktionsdesign i lejligheder, gader og den fine boghandel, samt det at brevene, der bliver læst op i voice-over ofte følges af billeder fra de forskellige karakterers liv som ikke bare mekanisk afspejler ordene men lever deres eget liv, og et lille trick som at Hanff af og til taler ind i kameraet, for at det også fungerer på film. Og så er der selvfølgelig også adskillelige scener ind imellem brevene, hvor livet går, og vi blandt andet kommer med til bryllup, studenteroprøret i 60’ernes New York, og endda får lov at se Hopkins og Dench, disse titaner af blidt reserveret engelsk elegance, danse entusiastisk med i en conga-line.
Og så hjælper det også på filmatiseringsudfordringen, at brevvekslingen især foregår mellem to store skuespillere, hvis skuespil i forvejen kan rejse langt på egen hånd. Anne Bancroft spiller fremragende som den godhjertede men bestemte og småexcentriske Hanff; lige så kæk og sprogligt selvsikker hun kan være i sine temperamentsfulde skriverier til sin lille, britiske boghandel, lige så ordløst rørende er hun, da hun ser ”Brief Encounter” i biografen for første gang, måske for at komme tættere på det England som hun ikke har råd til at rejse til, og hendes mørke øjne bliver store af medfølt sorgfuldhed. Men få ting er dog så rørende, i hvert fald for denne anmelder, som når Anthony Hopkins, en skuespiller kendt for sin intense og intelligente, men ofte også kølige, ja til tider ligefrem hæmmede udstråling, åbner bare en lille smule op og antyder den enorme sårbarhed, der tydeligvis brænder bag hans klare øjne – det sker flere gange her, når hans Frank i et blik bliver grebet af Helenes beskeder og det væsen, hun udtrykker igennem dem, på en måde som hans noget nøgterne breve tilbage til hende aldrig vil kunne give udtryk for. Og når det sker, så kan jeg næsten ikke tåle det.
Og så er det altså en fryd at få lov til at høre indlevede stemmer som Hopkins’ og Bancrofts læse kraftfulde passager højt fra de store forfattere Yeats og Donne.
”84 Charing Cross Road” er en simpel og i klassisk forstand sikkert også en lidt lille film, men i momenter er det også en stor og særlig film om kærligheden til sprog og litteratur men først og fremmest om venskab og om menneskelig kontakt trods enorme afstande, om det så er på tværs af Atlanten eller gennem hundreder af år tilbage til nogen, der engang skrev en sætning du aldrig glemmer.
