Sætningen, at blive snydt, kan nemt lyde som en lille pige med armene over kors, mens hun råber og stamper i gulvet.
Men denne liste er egentlig mere en undring: Hvorfor blev disse film forbigået i flere af de store kategorier til The Oscar i år?
Det er efterhånden en lænegere debat (den har kørt i flere år) om at Oscar akademiet er blevet for kedelige og konservative i deres valg af film der bliver nomineret og at der sjældent er overraskelser i blandt. Så tænker du måske: jamen hvad hvad med nomineringen til “Black Panther” i bedste film-kategorien? Tja, var den egentlig så god? Var det ikke mere for at favne hashtagget #oscarsowhite og være polititisk korrekt?
Den lader vi lige så et øjeblik…
Her kommer mine 7 bud på film som blev snydt i forskellige kategorier. Film som på forskellig vis havde noget fantastisk at byde på. Dette er ikke kun i Bedste Film-kategorien, men også indenfor skuespilspræstationer, musik og animation.
Jeg siger i øvrigt ikke at alle filmene burde vinde. Jeg siger bare at de burde være nomineret, som minimum.
Men nu er jeg heller ikke med i The Oscar Academy 😉
Rigtig god fornøjelse
Ps. Skriv lige en kommentar hvis du er fuldstændig uenig (eller måske lidt enig alligevel). Ikk? 🙂
- Herediraty (bedste kvindelige hovedrolle)
Én af de stærkeste og mest intense filmoplevelser fra 2018, som (selvfølgelig) blev snydt til dette års prisoverrækkele show i Dolby Theatre. Med mindre vi taler om gyserfilm med undertoner af racisme, som ét af temaerne (Get Out), bliver genren altid forbigået. Kunne The Academy ikke bare nominere Toni Collette, som giver hendes bedste præstation nogensinde og som formidler filmens store tema, sorg og dét at miste, til perfektion.
- First Man (bedste film, bedste instruktør, bedste kvindelige hovedrolle)
Måske var filmen om Neil Armstrong månebedrift ikke patriotisk nok (han vinkende jo ikke med flaget, brokkede Donald Trump sig over). Men First Man handlede også mere. Om tabet af et barn og om at give slippe og komme videre efterfølgende. At Ryan Rosling spillede så sammenbidt som en anden træmand, gav virkelig mening. Clarie Foy burde have haft en nominering som hans meget tålmodige kone, som konstant skulle samle familien, mens far rejste på endnu en dødensfarlig rumfart. En visuel, poetisk og blændende film som blev snydt for alle de vigtigste priser.
- Den Skyldige (bedste udenlandske film)
2018 var et fantastisk europærisk filmår. Ingen tvivl. Så selvfølgelig ville det være kamp til stregen for Gustav Möllers debutfilm med den altoverskyggende Jacob Cedergreen i hovedrollen som politibetjenten Asger Holm. PÅ overfladen ligner filmen blot en one location-spændings thriller, men den stikker dybere og gør noget så enkelt, psykologisk skræmmende og så effektivt, så den burde været kommet i Oscar-komitetens søgelys.
- You Were Never Really Here (bedste instruktør, bedste fotografering, bedste film og bedste mandlige hovedrolle)
Ikke særligt overraskende blev Lynne Ramsays poetiske hævndrama ignoreret fuldstændig i år. Trist når den nu har så ufattelig meget at byde på. At Joaquin Phoenix blev forbigået i hovedrolle-kategorien er komplet latterligt (han vandt i Cannes for bedste hovedrolle), men han var åbenbart ikke fin nok til en Oscar. Filmen er blevet sammenlignet med Taxi Driver og hvordan kan det nogensinde være en dårlig ting? Hallucinerende og næsten euforiserende billeder, blandet med smuk poesi og en snert af Old Boy-magi. Èn af 2018 allerstørste filmoplevelser!
- First Reformed (bedste mandlige hovedrolle)
Når Ethan Hawke spiller godt, er han fantastisk. Faktisk vil jeg mene han er bedre end de fleste. At han så oven i købet har sin bedste rolle (overhovedet!) i Paul Schraders seneste film og IGEN bliver overset, er hul i hovedet. Nej, det er ikke en opløftende rolle der kaster sjove oneliners afsted. Nej, det er heller ikke sprudlende karakter, der er handicappet eller en karakter der er baseret på en virkelig person (efterhånden et Oscar-krav for at blive nomineret). Men Hawke lægger så meget smerte og inderlighed i rollen som præsten Toller, så man føler den selv samme smerte. Det er der ikke mange Hollywood a-listers der kan!
- Widows (bedste fotografering og bedste kvindelige hovedrolle)
Widows er instruktør Steve Mcqueens svageste film. Den er ikke dårlig. Den besider bare ikke de samme kvaliteter som hans tre forrige film. Han kan dog ikke løbe fra at have skabt en fantastisk flot, stemningsrig og velspillet thriller. Viola Davis (som i 2017 vandt for sin præstation i “Fences”) spiller formidabelt karakteren, Veronica, som med sorg og frustation må finde en plan for sin fremtid som enke efter at have mistet sin kriminelle mand efter et mislykket kup.
- Annihilation (bedste film og bedste originale manuskript)
Muligvis var der ikke mange der fattede bjælde efter at have set Netflix-filmen med Natalie Portman i hovedrollen. Hva’ fa’en skete der lige i The Shimmers boblelignende verden? Hvorfor blev alle sindsyge? Hvem dræbte hvem? Og hva’ dælen var det for en fucked up slutning? Instruk Alex Garlund havde fuldstændig frie tøjler under produktionen af filmen og resultatet er det mest originale Netflix nogensinde har produceret! Alene tanken af filmen er en stensikker manuskript-nominering og filmen i sig selv står s skarpt, s man får ondt i øjnene…på den gode måde!
Nåeh ja, så er der lige en allersidste film (så er vi egentlig oppe på 8 film, hvis det skal være helt rigtigt), som jeg muligvis har svært ved at give en objektiv forklaring på hvorfor den egentlig er så god.
- Mission Impossible: Fallout (bedste film)
Jo, den er go’ nok. René Buchtrup ælsker (ja, i denne anledning med æ) den seneste MI-film så meget, at han synes den fortjener en nominering for bedste film. Hvis der havde været en kategori for bedste stunt, skulle den stensikkert have haft en nominering OG vinde. Men det er der ikke. Faktisk vil jeg mene den er så overlegen en lækkerbisken indenfor hvad den gør, så den burde nomineres. Den film gør jo alt rigtigt. Inden du siger: jamen det er jo bare en gammeldags actionfilm, så tænk over følgende: Er Black Panther ikke bare en superheltefilm, som er set bedre før, men denne gang med sorte skuespillere (#politiskkorrekthed, #oscarsnotsowhiteafterall)? Er Bohemian Rhapsody ikke bare en bio-pic som hylder en afdød musiker og en succesgruppe og samtidig føles som en alt for velkendt skabelon på en musikfilm man har set mange gange før, særligt i Oscar-sammenhænge? Er Vice ikke bare et kostumedrama om en tidligere magthaver indenfor politik, som man har set et hav af gange før og som kombinerer komedien med et drama, så al det politiske ævl og bævl glider nemmere ned i svælget?
Jeg er i bund og grund bare vildt begejstret for filmen, fordi den sejrer i alt hvad den gør (til vands, til lands og i luften). Den prøver samtidig ikke at putte et ekstra lag oveni (politik, en løftet pegefinger om klimaet eller noget helt tredje ), som en vis film for 10 år siden gjorde og den blev sørme nomimeret for bedste film alligevel (Avatar…host host).
I rest my case.
Now it’s up to you 🙂
