Wind River er nådesløst smuk, brutal og helvedes spændende film. En samfundkritisk film som peger mod USA og den måde indianerne (stadig) bliver behandlet på.
Kan bl.a streames på Plejmo og Blockbuster
Første billede i filmen: En ung pige løber gennem sneen. Det er nat. Hun frygter for sit liv. Hun flygter for at overleve.
I den amerikanske spændingsfilm “Wind River”, er indianerreservatet Wind River, Wyoming, blevet centrum for en grum forbrydelse. En 18-årig pige er blevet fundet død.
Det er Cory Lambert (Jerery Renner) der finder hende. Han er ansat af Fisk Og Naturstyrelsen. Han bruger bl.a. hans tid på at skyde rovdyr så de ikke skader dyr og mennesker. Han er, som han selv beskriver det, en jæger.
Da FBI-agenten, den unge Janne Banner (Elisabeth Olsen) ankommer til det snebedækkede Wind River, for at opklare forbrydelsen, får hun brug for Lamberts jægerinstinkt. Han kender nemlig området bedre end nogen anden, og kan hjælpe hende som stifinder.
På overfladen ligner “Wind River” en spændingsfilm eller krimi. Men under overfladen ulmer noget. Noget større.
Instruktøren bag filmen hedder Taylor Sheridan. Han står bag de sublime manuskripter til filmene “Sicario” og Hell Or High Water”. Han har også skrevet denne, og har samtidig instrueret. Det kommer han særdeles godt fra.
Når man har set traileren til “Wind River”, ligner den umiddelbart en spændingsfilm som man har set så mange gange før. Men det er det ikke. Heldigvis. Det er en film som tager sin tid, som nærmest dvæler og ikke har travlt. Den har en konstant melankolsk tone, og man føler med personerne i filmen og forstår deres frustration og smerte.
Elisabeth Olsen er god som unge FBI-agent på glatis (beklager den dårlige metaforiske joke), og selvom alle gør det fremragende i filmen, er det Jeremy Renner der stjæler billedet. Det er hans bedste rolle siden “The Hurt Locker” (2008) som han blev oscar-nomineret for. Han har i rollen som Cory Lambert ikke store armbevægelser og en kæk sidebemærkning, ligesom Hawkeye i Avengers-filmene, men udstråler en ro, men samtidig også en smerte som er hjerteskærrende. Han har selv lidt tab og man føler med ham hele filmen igennem. Det er skuespil på et højt, højt plan.
2018 lægger ud med en særdeles fremragende film. Sheeridan har kreeret en spændende film som også formår at stille skarpt og kritisk overfor det USA og den måde det behandler deres indfødte indianere på, en marginaliseret minoritetsgruppe.