Instruktør: Olivia Newman
År: 2022
Genre: Drama.
Biografpremiere: 29/09/2022
Der er noget fundamentalt vigtigt, ved ikke at dømme nogle på deres udseende, omdømme eller det miljø, ophav eller hjem, de måtte komme fra.
Fordi, sommetider kan der være en meget specifik grund til dette, som visse dog er for ligeglad til at hører.
Disse ord, er vel nok grundstenen i Where the Crawdads Sing (på dansk Hvor flodkrebsene synger).
Dette er både titlen på en bog (skrevet af Delia Owens) der har solgt over 15 millioner eksemplarer og ligeså filmen baseret på bogen, som jeg næsten vil tro blev lavet på baggrund af bogens enorme succes.
Filmens historie kan forklares sådan.
I starten af filmen, er vi ude i en sump, hvor 2 politimænd opdager en død mand som viser sig at være den unge mand, Chase Andrews.
Ude i sumpen, opdager de 2 politimænd også den unge kvinde, Catherine Clark, som øjeblikkeligt flygter fra dem.
Politimændene formår dog at fange Catherine, og så ryger hun så i fængsel og skal så i retten som mistænkt for mordet på Chase Andrews.
Imens dette sker, ser vi så Catherine Clarks opvækst, som var ret så hård, da hun levede med en far der var alkoholiseret og tæskede både børnene og moderen/konen.
Catherine Clarks søskende og mor, flygter hurtigt og ikke så lang tid efter, skal Catherine Clark, så leve helt alene ude i en sump, i sin families hytte, hvor hun så både fortsat bliver udskældt af mange som værende ”marskpige” (fordi hun bor ved en marsk), men samtidig også oplever kærligheden, på både godt og ondt.
Denne film, er instrueret af Olivia Newman, som ikke har instrueret særlig mange film og filmens manuskript (baseret på Delia Owens bog), er skrevet af Lucy Aliber som (sammen med denne), har skrevet manuskript til 3 film, men hvor den ene af dem (til filmen Hushpuppy), til gengæld gav en Oscar-nominering.
Bogen Where The Crawdads Sing, beskrives som værende et mordmysterie og kigger man på IMDB (den største film-database på nettet), så står denne film kategoriseret som værende en thriller.
Men nu efter at have set filmen, føles dette ingenlunde korrekt for mig.
Fordi for mig, er dette snarer et kærlighedsdrama som mere handler om en ung pige, der lever med et dårligt ry om at være en særling fra sumpen og som oplever dyb kærlighed, end en pige der skal prøve at forsvarer sig selv mod mordbeskyldninger.
Selve mord-delen af historien, er skam til stede, men det er meget i baggrunden og føles lidt som en bisætning.
Noget der til gengæld meget er fokus på, er hvordan Catherine Clark, i en tidlig alder får et godt øje til drengen, Tate Walker (som selv lever ude i sumpen), som lærer Catherine Clark at læse, stave og skrive (eftersom hun øjeblikkeligt bliver mobbet i skolen fra første dag og fluks løber væk) og overordnet giver hende omsorg, som hun hidtil havde fået lidt af i opvæksten.
Dette bliver skildret med en meget stor sentimentalitet af Olivia Newman og der gøres på alle måder alt hvad gøres kan, for at man skal have sympati for Catherine Clark og at man skal have ondt af hende, for dem som behandler hende dårligt.
Dette lykkedes skam på sin vis også, men der bliver dog smurt virkelig tykt på, for at det skal lykkedes og de personer som er omkring Catherine Clark, bliver overordnet meget karikeret, da de enten er flinke over for hende eller øjeblikkeligt afskyer hende, som værende marskpige.
Noget som dog lykkedes, er skuespillet, eller noget af det.
I filmens altoverskyggende hovedrolle som Catherine Clark, har vi britiske Daisy Edgar-Jones.
Daisy Edgar-Jones fik for få år siden, et massivt gennembrud i den meget roste ungdomsserie, Normal People, hvori hun også spiller en meget følsom ung pige som lidt føler sig ude for i skolen, men som dog klarer sig alligevel.
Dette hænger også fint sammen med rollen som Catherine Clark, da Daisy Edgar-Jones, med stor enkelthed og ret så overbevisende, skildre en ung pige, der gerne vil elskes, men som samtidig også gerne vil vise sig som et reelt menneske og ikke bare en marskpige. Samtidig så formår Daisy Edgar-Jones også at lave en fin sydstats-accent, som ikke helt perfekt, men som jeg dog accepterede langt hen ad vejen.
I forhold til de andre præstationer, så er der Taylor John Smith (der spiller Tate) og Harris Dickinson (der spiller den myrdede Chase Andrews), hvor begge skildrede karakterer, bliver kærester med Catherine Clark.
Ud af de 2, spiller Taylor John Smith, nok bedst, da han besidder en ret bedårende kemi med Daisy Edgar Jones og er ret charmerende, hvor Harris Dickinson skildrer en lidt mindre fin fyr og selvom dette er bevidst, så føles selve karakterens skift mod det mindre behagelige, dog meget pludseligt og ikke helt velfungerende.
Andet som kan nævnes, er kameraarbejdet af Polly Morgan, som faktisk er ret godt.
Dette ender nok ikke på listen over årets smukkeste film, men Polly Morgan, formår dog at skabe nogle ret smukke billeder af marsken og give en god fornemmelse af hvordan det måtte være at leve der.
Derudover er der også underlægningsmusik af Mychael Danna, som konstant er til stede under alle 2 timer af filmen.
Underlægningsmusikken er ret så sentimental og gør ikke meget for at give en thriller-følelse, men den forstærker dog sentimentaliteten, på både godt og ondt.
Men er Where the Cradads Sing, en god film?
Som thriller fungerer den ikke rigtig, da det ikke rigtig er hovedfokusset og da dermed ikke er meget spænding omkring mordmysteriet. Som romantisk ungdomsdrama, er den ikke noget som ikke er set før, men dog fungere det ok og dette er særligt takket være Daisy Edgar-Jones, som er fremragende og smukt viser, hvorfor hun er en stærkt lysende skuespiller-stjerne.
