Instruktør: Shekar Kapur
År: 2022
Genre: romantisk komedie.
Biografpremiere: 25/05.
Arrangerede ægteskaber er en ædel tradition i nogen kulturer, men hvorfor er det det og hvad er meningen bag det?
Dette er nogle af de spørgsmål som der bliver stillet i Shekar Kapurs romantiske komedie, What’s Love Got to Do with It?
Selve titlen spiller i øvrigt også ganske fint ind i handlingen, i forhold til om man gifter sig af kærlighed eller af tradition (og derefter finder kærligheden, lidt efter lidt).
Selve historien i filmen, foregår dog sådan:
Zoe er en ung filmskaber der har lavet nogle dokumentarfilm med moderat succes og som igennem sin barndom, har boet ved siden af en pakistansk familie.
Denne pakistanske familie, har en søn ved navn, Kazim, som står til at skulle få et arrangeret ægteskab (skønt familien dog kalder det et assisteret ægteskab, for at få det til at lyde mindre tvunget) og dette giver Zoe en ide. Denne idé går ud på, at lave en dokumentarfilm (med Kazim & Kaxzims familie som baggrund) om arrangeret ægteskaber, med formål at give et ægte og positivt billede af det.
Samtidig med dette, har Zoe dog også sit eget privatliv, hvor hun har mindre held med at finde sig kæreste og hvor hun (lidt skubbet af sin mor), prøver at fryse sine æg ned for at være sikker på at kunne få børn senere i livet og så er der også lige det med venskabet mellem Zoe & Kazim, som er ret så stærkt.
Dette er grundlæggende historien der fortælles i What’s Love Got to Do with It? Og som det plejer at være med mange romantiske komedier, så er der en fare for at man allerede har regnet slutningen ud, blot ved at se på filmens plakat.
Om dette er tilfældet her, vil jeg ikke afsløre, men jeg vil dog skrive at både Shekar Kapur og Jemima Khan (manuskriptforfatteren), er gået vældig helhjertet til værks med filmen.
Først og fremmest, er idéen med at skabe et positivt og mere nuanceret billede af arrangeret/assisteret ægteskaber, virkelig god og det hjælper skam også at Zoe & Kazim, er 2 ganske sympatiske karakterer, som man gerne vil følge og gerne ser, ende et godt sted ved slutningen.
Langt hen ad vejen, virker filmens præmis også til at fungere, men samtidig så synes jeg dog også der sommetider er et problem med selve filmens tempo og fokuspunkt.
Fordi, i første halvdel af filmen, synes jeg i hvert fald at filmen sommetider sprang lidt frem og tilbage fra Zoes privatliv og arbejdet med dokumentarfilmen, indtil den dog så fandt et holdepunkt i noget tid.
Dernæst synes jeg også at filmen i anden halvdel, lidt taber tråden og derfra skal arbejde sig lidt frem til den endelige slutning. Dette er også den del af filmen, hvor den lidt glemmer at det er en komedie og mere bliver et halvalvorligt kærlighedsdrama, uden noget egentlig at grine af.
Dette er dog ikke noget kritik punkt, men faktisk næsten der hvor filmen, rent tonemæssigt, fungere bedst, da det ikke var alt i filmen som jeg fandt virkelig morsomt.
Noget andet der også kan skrives om, er filmens skuespil.
I filmens centrale hovedrolle som Zoe, har vi Lily James, som er ekstremt gennem sympatisk i rollen som den aspirerende filmskaber, der skal dokumentere sin bedste vens arrangerede ægteskab.
Lily James’ charme er ja, nærmest ustoppelig og i forhold til at være morsom, så er der nogle scener hvor hun skal babysitte for en veninde og fortæller omdigtede versioner af klassiske eventyr (såsom Tornerose og Rødhætte), hvor hun fletter sit eget privatliv ind i fortællingerne. Det er ikke det sjoveste, men det er dog ok morsomt og ellers så portrættere Lily James, dog rent fint en karakter der prøver at få det fulde billede af hvad arrangeret/assisteret ægteskab er.
I rollen som Kazim, er Shazad Latif, bestemt også velvalgt, da han er virkelig god til at portrættere en mand der står ved valget af arrangeret ægteskab og gør sit for at få det til at fungere, samtidig med at han også har en virkelig god og langt hen ad vejen, troværdig kemi med Lily James.
I rollen som Zoes lidt pinlige mor (ved navn, Cath), har vi en af sværvægterne inden for britisk film, nemlig Emma Thompson.
Emma Thompson har ikke alverden at arbejde med i rollen som den bekymrede, men dog konstant kærlige mor, men til gengæld passer hun perfekt ind i rollen og står også for mange af filmens sjoveste scener (såsom da Cath prøver at danse til et pakistansk bryllup).
Men er, What’s Love Got to Do with It? En kommende nyklassiker inden for britiske romantiske komedier?
Nej. Dette er både fordi jeg synes filmen ofte fungere lidt bedre når den er seriøs og fordi den i starten har svært ved at balancere mellem fokuspunkter og skal arbejde lidt med at finde frem til slutningen.
Men, den er dog gennemsympatisk, har hele tiden hjertet på rette sted og formår såmænd også at komme med nok gode pointer om kærligheden, til den alligevel fungere fint som romantisk komedie.
