Andreas Nørgaard og René Buchtrup havde sat hinanden stævne i Øst For Paradis og overværede en dansk kalkmine-western, som muligvis ikke vandt med den store historie, men til gengæld på de store stemninger.
Vinterbrødre kan bl.a. streames på Blockbuster
Hlynur Palmasons spillefilmsdebut “Vinterbrødre” er ikke en film som de andre biograffilm, i denne søde juletid med store, larmende Hollywood-blockbustere.
To glade filmentusiaster fra Moviemaniac havde glædet sig til denne film, særligt meget. Men hvorfor dog kan I så spørge?
Både fordi den lyder rigtig god med sin rammende beskrivelse af et dystopisk landskab, brødrekærlighed, og det at finde sit ståsted i livet. Og fordi den (sammen med “The Square”) har været talk of the town de sidste par måneder. Den er blevet hypet helt vildt, så forventningerne har været derefter.
Holder filmen sig så ovenvande, eller er det kejserens nye klæ’r?
Vi skal forsøge at give jer svaret.
…..eller svarene. Det er jo ikke en fuldstændig entydig film, der bare kører derudaf.
Den kræver noget af sin seer, og udfordrer både hjernen og sanserne med sin måde at gribe tingene an på.
……
Handlingen er egentlig såre simpel;
To brødre, der arbejder i en kalkmine, et ubestemmeligt sted, prøver at klare dagen og livet, med de udfordringer der følger med (der er mere endnu, men det skal ikke røbes her). Sammen med sine hamrende smukke billeder, fremragende skuespil, og et soundtrack, der vækker minder om Hans Zimmer og Johan Johanssons bedste kompositioner, får vi her en helt suveræn dansk film, der sætter nye standarder, og skaber store forventninger til fremtiden!
Rent visuelt er filmen en fryd for øjet.
Landskabet er goldt og koldt, og minder mig om det nordlige Norge. Med sine endeløse snedækkede veje og træer, kan man virkelig fortabe sig, nærmest i en trance.
Filmen minder sine steder om både John Hillcoats “The Road”, og Paul Thomas Andersons “There Will Be Blood”. Store ord måske, men den kan bære det!
“Vinterbrødre vandt hovedprisen på CPH Pix i år. Det gjorde den fordi den er så stemningsrig, stimulerer sanserne, og sætter tankerne i gang på dets tilskuere, som ikke blot får lov at at iagttage, men også har mulighed for at deltage. Det er simpelthen en sanselig fornøjelse som fortjener et stort publikum. Det får den sandsynligvis ikke. Den vil for “pøblen” være for uklar, og udefinerbar. Den vil simpelthen for meget fra sit publikum. Men hvor er det rart med en film once in a while som vil have én med på rejsen. Og denne rejse er ikke slut for de to filmentusiaster fra en simpel filmhjemmeside. Den rejse fortsætter endnu.
