Utøya 22. juli

Picture of Nicolai Kristiansen

Nicolai Kristiansen

Instruktør: Erik Poppe.
År: 2018.
Genre: Drama.
Kan streames på: HBO-MAX.

Der findes visse film, der rammer så hårdt, så stærkt og så voldsomt, at det kan være svært at håndtere og endnu svære at anbefale andre at se.

Samtidig findes der også film, som er så realistiske, autentiske og virkelighedsnære, så man næsten begynder at tvivle på om der er tale om en decideret film eller noget reel virkelighed.

En film som kan beskrives og ses som værende begge disse 2 ting, er Erik Poppes film om Utøya-massakren, som fandt sted d.22/7-2011.

Når det kommer til film om sådanne tragedier, så skal man være ekstremt varsom, da Utøya-massakren, naturligvis både påvirkede dem som overlevede på øen og dem som havde tilknytning til dem på øen og dernæst fordi den stadigvæk nok er ”tæt på” for mange.

Heldigvis vidste filminstruktøren, Erik Poppe hvilken indgangsvinkel han skulle have og hvordan han kunne lave en film som yder respekt til dem som, overlevede massakren og dem som brutalt blev myrdet af psykopaten Breivik.

Det som Erik Poppe gjorde, var slet og ret at tage alt fokus og sætte det på de unge i lejren og deres oplevelse i de 78 minutter som massakren varede, før der kom en hjælpende hånd til de unge.

Samtidig er filmen heller ikke biografisk eller baseret på virkelige skæbner, men snarer beretninger for de unge som var der og overlevede.

Hvis man dog skal forklare filmens ”historie”, så omhandler filmen en ung pige ved navn Kaja, som er på ungdomslejren sammen med hendes lillesøster.

Skønt Kaja og de unge bliver gjort opmærksomme på bombeangrebet i Oslo (som der også vises reelle sikkerhedskameraoptagelser af), så tror de dog ikke på at sådan noget vil ske på Utøya og derfor planlægger de en aften med grillmad og diskodans.

Men pludseligt høres skud og skrig og dernæst unge der spæner mod det nærmeste der ligner sikkerhed og ja, så behøver jeg ikke skriver mere.

Noget andet som Erik Poppe også valgte at gøre, var at fjerne alt hvad der kunne få dette til at ligne en Hollywood-agtig-spændingsfilm.

Dette blev bl.a. gjort ved ikke at have nogen form for underlægningsmusik og i stedet for at sætte fokusset på lyddesignet af bl.a. Gisle Tvieto og Hans Møller, hvor lydfokusset særligt er på pistolskudende som høres fra alle sider af, skrigende som ligeså høres fra alle sider af og konstante åndedræt fra de unge mennesker.

Dette er med til at skabe den vel nok mest oprigtige og ægte følelse af frygt i en ikke-dokumentarfilm, som jeg personligt kender til og har oplevet.

Dernæst er der kameraarbejdet af Martin Otterbeck, som udføres i et 1 skud, hvilket vil sige at der ikke bliver klippet på noget tidspunkt i filmen, så snart man kommer på Utøya.

Dette er en enorm genistreg, da kameraet på alle måder fungerer som én person i sig selv som bevæger sig alle steder hen hvor Kaja-karakteren gør, om det så er i hurtigt løb, eller frygtfuldt gemmer sig i små steder i skoven eller tæt ved vandet.

Dette er i den grad også med til at gøre Utøya-filmen, til en ubeskrivelig stærk oplevelse, da man slet og ret får den mest mulige autentiske oplevelse af, hvordan have været, at være der.

Når det kommer til skuespillet, så var Erik Poppe igen et geni, ved udelukkende at benytte sig af stort-set ukendte unge norske skuespillere, for (igen) at forstærke den autentiske følelse den som måtte se filmen.

For mig, så er alle de medvirkende fuldkommen fænomenale til at vise følelsen af ren frygt og hjælpeløshed og følelsen af rastløshed, da de ikke anede hvad der egentlig foregik og hvornår noget hjælp ville komme hen mod dem.

Den største stjerne blandt dem, er dog Andrea Bentzen som har hovedrollen som Kaja og dette er fordi hun virkelig giver sig 110% i rollen som en pige der både vil finde hendes lillesøster, overleve og prøve at hjælpe de unge hun måtte møde i kaosset.

Overordnet er Erik Poppes Utøya-film, en film en film som er ekstrem svær at anbefale, fordi den lige netop er så stærk, så voldsom og konstant gruopvækkende, så man decideret skal have krop og hjerte af sten, for ikke at være helt emotionelt ødelagt både under og efter filmen.

Men samtidig er der også tale om et ekstremt vigtigt vidnesbyrd om hvad der sker når ubeskrivelig ondskab rammer mennesker og i den grad hvad der skete, da ubeskrivelig ondskab ramte uskyldige og forsvarsløse unge mennesker d.22/7-2011 på Utøya-lejren.

Ja, faktisk så kan filmens berettigelse findes få minutter inde i filmen, hvor Kaja­-karakteren vender sig mod kameraet/seeren og ytre disse ord;

I vil aldrig forstå dette, men hør nu på mig. Skønt dette kort efter viser sig at ord i en telefonsamtale som Kaja har med hendes mor, så går budskabet dog klart igennem.

Man vil aldrig helt kunne forstå hvordan det var på Utøya d.22/7-2011, medmindre man selv var til stede der.

Men Erik Poppes film, er dog alligevel uhyre vigtig at se og opleve, for at få den klareste filmiske beskrivelse af hvordan det var og dernæst for at se, høre og opleve, hvorfor sådan noget aldrig måtte være sket og aldrig nogensinde må ske igen.

Utøya 22. Juli får 6 ud af 6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.

Furiosa: A Mad Max Saga

Kan Furiosa hamle op med sin forgænger, Fury Road? Både ja og nej. Men mest ja.
For Furiosa prøver ikke det samme som sin forgænger (heldigvis for det!) og giver os i stedet mere dybde i universet og mer’ historiefortælling.
Læs René Buchtrups begejstrede anmeldelse HER:

Bad Boys 4: Ride or Die

De slemme drenge ruller derud af igen, men den gode energi fra film nummer tre er der ikke meget tilbage af. Martin Lawrence er reduceret til en fjollet sidekick og Will Smith virker off og som om han slet ikke gider være med.Bad Boys 4 skal ses for de brutale og nådesløse actionscener som er ret så vellykkede.René Buchtrup anmelder

Fuld af Kærlighed

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk film, som både handler om hvad alkoholisme gør ved en familie og hvordan en familie bearbejder det og prøver, at holde sammen.

Fuld af kærlighed er hård, hjerteskærende og ofte også ret barsk, men den er samtidig virkelig menneskelig og dybt kompleks og grundlæggende værd at se og ligeledes snakke om.

Love Lies Bleeding

Nicolai har denne gang anmeldt en romantisk thriller med masser af bodybuilding, steroider og mord.

Love Lies Bleeding er overordnet en virkelig underholdende film, som ganske vist ikke har en perfekt slutning, men som dog er værd at tjekke ud i biografen.

Moviemaniac anmelder 4k-film: The Crow

Den er kult og The Crow fra 1994 er en yderst seværdig og underholdende film! Men, hva’ så med kvaliteten på 4k? Holder den? Se Youtube-klippet her hvor René Buchtrup anmelder endnu en 4k-film…

Ugens Streaming Anbefaling – Fury Road

Når man snakker om en ny streamingtjeneste som hedder MAX, kan man så andet end at anbefale Mad Max: Fury Road?! Nej vel…René snakker med Allan fra GoFM om én af verdens bedste actionfilm HER: