Und Morgen Die Ganze Welt

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Und Morgen Die Ganze Welt

Instruktør: Julia Von Heinz

År: 2020

Genre: Drama

Filmen blev set i Øst For Paradis, Aarhus

Der er i Tyskland tradition for at tage livtag med landets kaotiske og voldsomme historie. Litteraturen og film og TV har bugnet med fortællinger om især nazismen, der har gennemsyret landets historie siden Anden Verdenskrig.

Tyskland har med en masse tiltag forsøgt at slippe ud af fortidens skygge, men stigende nynazisme er en torn i øjet.

“Vi kan ikke bekæmpe dem med andet end vold, tænk dig om!”

Den jurastuderende, Luisa, bliver igennem veninden Batte en del af en anti-fascistisk gruppe i Mannheim. De kommer i mere og mere voldsom karambolage med nynazister, og pludselig går det stærkt.

Hun falder hurtigt for lederen, den karismatiske Alfa.

Han er spændende, og samtidig er han mange ting hun ikke er (i starten). Voldsparat og meget direkte i hele sin stil f.eks.

Hvor hun ender, og hvor meget hun går ind i sagen, ja det vil jeg naturligvis ikke afsløre her.

Jeg kan sige så meget, at hun gennemgår en forandring.

Det lyder jo sådan set ganske fint, men der er desværre ækel malurt i det tyske ølkrus.

De skal have nogle tæsk, hvad ellers?”

Midtvejs i filmen er jeg desværre nået dertil, hvor min tålmodighed er opbrugt.

Jeg sad og håbede på en ændring.

Det skete bare ikke.

Jeg synes filmens manus spænder ben for handlingen. Det kommer jeg ind på længere nede.

Skuespillet er tæt på rædderligt. Jeg sad flere gange og ønskede at karaktererne dog bare ville holde deres kæft, for det er  bare ikke godt nok.

De vader rundt i overspil og søgte monologer, og det ærgrer mig virkelig!

De har mig simpelthen ikke på noget tidspunkt.

Vi runder af

Det bliver meget tydeligt, hvilke holdninger der er de “rigtige”, og det medfører desværre, at der mangler nogle mellemregninger flere steder. Det er ikke nok bare at sige, at nynazister er nogle svin, og at den politisk motiverede vold er okay, så længe den rammer den yderligtgående højrefløj – hvor er vi så selv henne?

Hvor langt kan man gå i kampen mod det uretfærdige?

Det er filmens morale og overordnede spørgsmål, men seerens kurs er allerede udstukket på forhånd, og filmen levner ikke mange muligheder for at forholde sig kritisk til metoderne.

Jeg køber ikke venindens mange tirader om at det ikke må ende i vold, men udelukkende være fredelig protest. Det er for mig scener der er skabt udelukkende som en modvægt til de andre hovedkaraktereres tiltagende voldelige tendenser…

Hun er endda selv med, når det udvikler sig voldeligt, så come on!

Nuancerne er der sikkert et sted, men de er meget utydelige, og det må de aldrig være i denne type film. Dertil er emnet og ens egen sti for vigtig.

Und Morgen Die Ganze Welt er en film med en masse på hjerte, og en masse spændende pointer, men i sin iver efter at vise sit politiske og menneskelige ståsted, så fejler den. Scenen i klassen, hvor hovedkarakteren siger en ting, der af højrefløjen ville blive kaldt ræverød propaganda – og en klassekammerat responderer med noget, der kun kan tolkes som grum racisme, er simpelthen én stor kliché.

Det – og flere andre scener – ville have virket, hvis filmen var mere rolig i sit udtryk, og ikke død og pine ville have alle sine pointer høvlet afsted i en fart.

Filmen kan ses, men det er en forspildt chance for instruktøren – desværre.

Det kunne have været så godt.

Øv!

Jeg foreslår du ser noget andet i Øst For Paradis i stedet, for der er masser af gode film på programmet…

Und Morgen Die Ganze Welt får 2/6 hamre:

🔨 🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!