Trækfugle

René

René

Originaltitel: Pájaros de verano. Instruktører: Cristina Gallego og Ciro Guerra. År: 2018. Genre: Gangster/Drama. Kan streames på Filmstriben.dk

I de fleste amerikanske film som omhandler en ornli syg gangster, altså menesker der lever af kriminalitet, er det ofte med en form for glorificering af disse personer. Produktioner hvor man ofte hepper på de kriminelle.

Denne såkaldte heltedyrkelse er der ikke meget af i den colombianske film “Trækfugle” hvor vi fra slut-60’erne og frem til 80’erne følger et indisk stammefolk i Colombia.

Dét der kunne være endte som en udenlandsk “Godfather”, “Scarface” eller Goodfellas”, er i stedet sin helt egen sanselige og autentiske fortælling om Wayuu-folket, der bor i ørkenen tæt på grænsen mellem Colombia og Venzuela.

Stammefolkets overhoved hedder Úrsula. Hun finder sig ikke i så meget pis. Hun er en respekteret kvinde af Wayuu-folket. I starten af filmen følger vi hendes datter (Zaida) som er giftemoden. Hun skal giftes med den noget ældre Rapayet.

Úrsula er skeptisk. Også selvom Rapayet bringer stammen 30 geder, 20 køer, 2 æsler og 5 halskæder som medgift.

Måske er hun skeptisk fordi Rapayet ender med at handle med narko og som årene går (mens Rapayet og Zaida stifter familie), vokser deres lyssky forretning også. Det de lever en mere farlig tilværelse og kontrasten mellem det familiære (ære og respekt) og forretninger (penge, korruption og mord) bliver større.

For Wayuu-folkets traditioner og ritualer, kontra det pengegriske og korrupte er modsætningsfyldt og selvom Úrsula konstant brokker sig over Rapayets rolle som far og beskytter overfor hendes børnebørn og datter, ser hun alligevel den anden vej som årene går og rigdommen vokser (deres telt bliver med tiden til et kolosalt hus).

“Trækfugle” har et roligt og næsten dvælende tempo, og selvom det er en fascinerende film at iagttage, føles den for distanceret og kølig til for alvor at komme ind under huden på én.

Uden at røbe for meget går det selvfølgelig galt for Rapayet og co (what must goes up must go down) og vi ser et imperium falde.

Som den kære Pablo Escobar i Netflix-serien “Narcos”, ender den kære
Wayuu-stamme med blod på hænderne. Deres fjenders, men også deres eget.

For selvom “Trækfugle” er rolig i dens tempo og til tider dvælende, er den samtidig også meget voldelig og blodig.

Colombiansk film går en meget lys fremtid i møde i selskab med instruktørparret Cristina Gallego og Ciro Guerra, som har lavet en flot og æstetisk film som har meget at byde på.

Vi glæder os til deres næste projekt.

Trækfugle får 4 ud af 6 hamre:

🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.